Flemming P. efter tre nye point og avancement til femtepladsen: Effektive, men også i foræringshjørnet

Kategorier

Foto: Gonzales Photo

Forårssolen var forduftet og erstattet af noget så sjældent som snevejr og slud i april. Underholdningen på banen i Cepheus Park var heldigvis mindst lige så bemærkelsværdigt som vejret, da vi i dag nappede en sejr på 3-4 mod Randers FC. Dermed forlængede vi vores stime som ubesejrede og overhalede samtidig kronjyderne i tabellen.

Cheftræner Flemming Pedersen var glad for den offensive effektivitet i dagens kamp, men ville gerne have undgået at indkassere tre mål i eget net.

– Vi var effektive i dag, men vi var også i foræringshjørnet, konkluderer Flemming Pedersen efter slutfløjt og uddyber:

– Særligt målene til 2-3 og 3-4 gav vi væk, og det var unødvendigt, fordi vi faktisk havde fin kontrol over kampen. Selvom vi til tider følte os presset, så spillede vi med nogle gode positioner og holder kontrollen.

Selvom vi var i gavehumør i enkelte defensive aktioner, kan vi dog glæde os over, at vi scorede fire mål på udebane mod Randers FC, som ellers har været en af rækkens allerbedste defensive mandskaber. Inden dagens opgør var det kun FC Midtjylland, som havde lukket færre mål ind, og det var første gang i denne sæson, at kronjyderne lukkede mere end to mål ind.

Den offensive skarphed glæder vores cheftræner:

– Vi kommer fint ind på Randers’ defensive organisation. Både rundt om og ind bagved deres midtbanekæde. Specielt vores mål til 1-0 og 4-2 er bevis på det, hvor vi både kommer ind igennem dem og rundt om dem.

– Så er vi også virkelig farlige på omstillinger, hvilket også kommer til syne på vores mål til 2-0, hvor Kamaldeen bliver sendt afsted og kan bruge sin fart.

Netop Kamaldeen Sulemana var iøjefaldende i dag, da han scorede to flotte mål i første halvleg, inden han blev skiftet ud midtvejs i anden halvleg. Dermed er han oppe på tre mål i de første to kampe af mesterskabsspillet, efter han var inde i en længere måltørke i slutningen af grundspillet.

– Det er altid afgørende for et fodboldhold, at man har nogle målscorere. Det handler også om tillid. Holdkammeraterne får mere tiltro, når vi scorer på vores chancer. Og den enkelte spiller får endnu mere tillid til sig selv. Så det er jo dejligt at se, fortæller Flemming Pedersen, der dog ikke var bekymret for de manglende mål fra vores hurtige 10’er:

– Alle ved, at det har været et spørgsmål om tid. Alle kan godt se, hvor farlig, dygtig og giftig en spiller som Kamal er.

Victor Jensen scorede også to mål i dagens sejr, og den dobbelte målscorer får også store roser med på vejen fra sin cheftræner:

– Det er lidt den samme historie med Victor Jensen. Vi har jo set, han har haft en del muligheder, og han har været meget vigtig som assist- og assist-til-assist-spiller. Han har virkelig været god som link-up-spiller for os på den sidste tredjedel af banen, men der har også været tendenser til at score flere.

– Derfor var det dejligt at se ham score to virkelig kliniske mål i dag. Han startede ude i sidste runde på hjemmebane mod AGF af taktiske årsager, men han var skarp i dag.

Med sejren i dag overhaler vi Randers FC og bringer os selv op på en femteplads i ligaen. Samtidig fik vi vores anden sejr ud af to mulige i et svært mesterskabsspil og har dermed allerede lige så mange point, som vi fik samlet i slutspillet sidste år.

Flemming Pedersen vil dog hverken kalde det forventeligt eller sætte et mål for en slutplacering, men han erkender, at holdet har “momentum” for tiden.

– Det er altid svært at regne med noget. Hvis nogen havde spurgt os, om vi ville sælge de to første kampe for 4 point, så havde vi nok været fristet til at sige ja. Nu står vi stedet med 6 point, og det er jo et bevis på, at det altid er vigtigt at jagte.

– Vi tager én kamp ad gangen og kigger opad i tabellen, uanset hvem vi møder. Men vi har momentum i øjeblikket, og det er et stærkt udgangspunkt, afslutter Flemming Pedersen.

På søndag kan vi bygge videre på vores flotte stime med ni kampe uden nederlag i 3F Superliga, når vi spiller endnu en svær udebanekamp. Denne gang bliver det på udebane i Parken mod FC København. Der er kickoff klokken 16.00.