Flemming P. efter sen pointdeling i Parken: Mixed feelings

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

En begivenhedsrig kamp med både tidlig udvisning og sen debutantscoring endte 2-2 på udebane mod FC København. Vores mål blev sat ind af Kamaldeen Sulemana og Simon Adingra.

Cheftræner Flemming Pedersen har en blandet fornemmelse i kroppen, da der var stor mulighed for at hente en sejr på en svær udebane, men han er samtidig begejstret over at slippe afsted med mere end ingenting.

Der var ikke spillet mere end 18 minutter, da FCK’s Nicolai Boilesen blev præsenteret for et rødt kort, hvorfor vi spillede med en mand i overtal i størstedelen af dagens kamp. Alligevel lignende det længe et nederlag, inden debutanten Simon Adingra udlignede med et drømmemål i det 90. minut.

Flemming Pedersen var heller ikke lutter tilfreds med dagens præstation efter slutfløjt, da overtallet skulle være udnyttet bedre.

– Det er virkelig mixed feelings, jeg står med lige nu. På den ene side er jeg selvfølgelig glad for, at vi ikke taber, men på den anden side spiller vi 11 mod 10 i så mange minutter.

– Kampen lå til os, men alligevel er vi tæt på at tabe til os selv. Jeg skal virkelig holde mig selv og mine frustationer tilbage, fordi det hele lå foran os i dag. Vi skulle bare ta’ det, konstaterer en småærgerlig cheftræner.

Han peger især på tålmodigheden i vores spil som afgørende for, at vi aldrig får alvor fik offensiven til at flyde.

– Kampen startede egentlig ud som planlagt bortset fra FCK’s mål, som vi burde have håndteret bedre i feltet. Udover den situation har vi egentlig rigtig godt styr på det, og FCK kan slet ikke sætte pres på os. Det er ikke fordi, vi selv kommer frem til så meget i den periode, men vi får FCK ud at løbe.

– Og vi får dem endnu mere ud at løbe efter udvisningen, og det er meget vigtigt, fordi de er eksperter i at stå dybt i banen. Så det har faktisk ikke den store betydning, om de forsvarer sig med 10 eller 11 mand, når de står så langt tilbage.

– Så vi vidste, at vi skulle være tålmodige, og det synes jeg, vi er i resten af første halvleg. Og Kamal får også udlignet fortjent til sidst.

– Men vi kommer til at blive for ivrige i anden halvleg, hvor vi spiller nogle lidt lange bolde for tidligt. Derfor får FCK jo nogle målspark, hvor de kan løfte holdet og sparke langt op på Jonas Wind. Det gør, at vi ender med at mangle noget flow.

– Og så får de et dumt føringsmål efter en personlig fejl, men vi finder roen igen og har en god periode med fine angreb. Især i højre side havde Oliver Villadsen mange flade indlæg og indspil, uden vi dog bliver rigtig farlige.

Til sidst lykkedes det dog. 19-årige Simon Adingra blev skiftet ind til sin seniordebut i det 68. minut og han stod for det forløsende mål til 2-2. Et drømmemål, hvor han first-timer bolden over i det lange hjørne.

– Vi havde forberedt Simon på, at han kunne komme i spil, hvis vi stod og manglede et mål senere i kampen. Fordi vi ved, at han dels er en målscorer, men han er også en spiller, der kan lirke et lavtstående forsvar op, hvilket han også viste prøver på i dag, forklarer Flemming Pedersen og uddyber om Simons udvikling:

– Han blev jo faktisk rykket op i Superliga-truppen tidligere denne sæson, men til sin første træning blev han skadet. Han har så haft en vinteropstart, hvor han er kommet tættere på holdet, men vi har jo mange angribere i truppen.

– Han er dog kommet et step tættere, efter vi har solgt Isaac Atanga. Simon er én af de næste, der står på spring. Ham skal vi nok få stor glæde af, når han først vænner sig til Superliga-niveauet.

Målet var forløsende for alle parter, hvilket også resulterede i både gråd og krammere både før og efter slutfløjt.

– Det er jo en fantastisk glæde for os allesammen. Også fordi vi ved, hvor hårdt han har arbejdet for det. Han har en fantastisk historie med Right to Dream, og han har arbejdet ekstremt målrettet mod sin drøm om at blive fodboldsspiler.

– Han er i FC Nordsjælland nu, hvor han skal fortsætte sin karriere og sin udvikling, men nu er hans første drøm opnået. Han er også en følsom fyr og stod med tårer i øjnene, da han skulle holde sin tale i omklædningsrummet. Det viser noget om, hvor meget det betyder.

Allerede på onsdag går det løs igen i 3F Superliga, når Brøndby IF kommer på besøg i Farum, hvor vi (endelig!) kan lukke tilskuere ind på stadion igen. Vores cheftræner glæder sig til det gensyn, og fortæller, at der er mange ting fra dagens opgør, som kan bruges mod de blå-gule.

– Der vil være gode billeder fra anden halvleg, hvor FCK står i en 5-3-1. Det gør Brøndby også, bortset fra de har to mand oppe foran, som ligger og lurer på kontraer.

– Man kan forestille sig, at det bliver ligesom sidst mod Brøndby på hjemmebane, hvor vi har bolden hele tiden, mens de står kompakt og lurer på omstillinger. Så der er ret mange ting fra denne her kamp, som vi forventer at kunne bruge igen.

– Og så nævnte jeg også overfor drengene, at vi skulle huske, der var noget at se frem til allerede på onsdag. For vi har virkelig savnet vores fans og gæster i Right to Dream Park, det er der ingen tvivl om, afslutter Flemming Pedersen.

Onsdagens kamp mod Brøndby IF bliver spillet klokken 20.00 hjemme i Farum. Til denne kamp byder vi vores sæsonkortholdere og partnere velkommen hjem, mens resterende fans kan følge kampen på Canal 9 og Discovery+.

Billetter til de resterende hjemmekampe i mesterskabsspillet vil løbende være til salg via billet.fcn.dk, når vi har modtaget de præcise specifikationer fra myndighedernes side.