Flemming P. efter fantastisk start på mesterskabsspillet: Meget, meget modent

Kategorier

Clean sheet og et mål i hver halvleg. Det er lig med 2-0. Med dagens sejr mod AGF fik vi en fantastisk start på 3F Superligas mesterskabsspil, hvor vi har alt at jagte.

Cheftræner Flemming Pedersen er meget tilfreds med dagens præstation, som han beskriver som “moden” på trods en ung startopstilling og flere uerfarne spillere i aktion.

– Der var en fantastisk team spirit, og det var en moden indsats. Selvom AGF til tider har bolden meget, synes vi stadig, at vi er i kontrol. Og det er meget, meget modent, fortæller Flemming Pedersen efter slutfløjt og uddyber:

– Vi kan se, hvor gode spillerne er blevet til at styre og hjælpe hinanden på banen. Erfarne spillere som Døhr, Peter og Kof var nogle hjørnesten i dag.

Og erfarne hjørnesten var netop vigtige i dag, da vi lagde ud med en rekord-ung startopstilling. Grundet skader og karantæner var der, særligt i bagkæden, en del nye spillere i aktion.

– Vi var jo selvfølgelig meget spændte på, hvordan det ville forløbe i dag. Vi var lidt usikre på, hvor vi stod, men gruppens tillid til hinanden er ekstremt høj.

En af de nye i startopstillingen var 18-årige Adamo Nagalo, der fik sin første optræden fra start (efter blot et par minutters spilletid mod Lyngby BK).

– Han gjorde det rigtig godt. Vi kan jo alle se, hvor god han er med bolden. Han er en tidligere 6’er, der er blevet omskolet de seneste år.

– Det er en spillende stopper, som går ind og spiller fint i dag. Og så har han også den fornødne fysik. Han er stærk i hovedspillet.

Efter 67 minutter måtte Adamo dog lade sig udskifte, hvorfor vi kunne give debut til en ny akademispiller. Endnu en 18-årig midtstopper: Jonas Jensen-Abbew, som i daglig tale blot bliver kaldt for “AJ”.

– Han er på tredje sæson i klubben og er en spiller, som vores akademitrænere har troet rigtig meget på. Vi vil meget gerne have ham med op og træne med Superliga-holdet, ligesom med Lucas Lykkegaard, men de går begge to i 3.G og har en meget vigtig skoleuddannelse foran dem.

– Men nu var AJ nødsaget til at være med hos de lidt ældre gutter, fordi vi vidste, at vi kunne få brug for ham, nu hvor Maxwell måtte melde fra til kampen.

– Og AJ går ind og løser opgaven. Man kunne se, han var fuldt motiveret, der var ikke meget nervøsitet at spore og han løser den opgave, han bliver stillet. Det er endnu et bevis på det fantastiske arbejde, der foregår på begge vores akademier.

– Det er jo fedt, at en Right to Dream-spiller og en FC Nordsjælland akademispiller bare går ind og tager taktstokken som central forsvarsspiller.

De manglende spillere betød, at vi stillede med den yngste startopstilling nogensinde i ligaens historie. Blot 20 år og 20 dage. Og derfor slog vi også rekorden for yngste start 11’er til at vinde en Superliga-kamp, hvilket Flemming hæfter sig mest ved:

– Det er jo ingen kunst at stille med et ungt hold, fordi det kan alle gøre. Kunsten er at vinde samtidig. Det har vi arbejdet på i mange år, og derfor var det endnu en form for eksamen i dag.

– Jeg er fantastisk stolt på drengenes og klubbens vegne, fordi det er noget, der vil give genlyd. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Med dagens sejr nappede vi den tredje ud af tre mulige mod AGF i denne sæson. Et hold som vi ellers ikke altid har været alt for glade for at møde. Det handler om at komme foran mod dem, mener vores cheftræner:

– I de foregående sæsoner er vi altid kommet bagud mod AGF. Og så har det været på deres præmisser, fordi AGF er bedst som kontrahold.

– I dag veksler det frem og tilbage, som vi havde regnet med, men da vi kommer foran 1-0, skal AGF jagte. Så vi kunne forsøge at lokke dem lidt længere frem på banen, og så kommer kampen over på vores fødder. Så det første mål mod AGF er altid vigtigt.

Med sejren fik vi en fantastisk start på slutspillet. Sidste år fik vi blot en enkelt sejr i mesterskabsspillet, hvorfor vi nu allerede er oppe på samme antal. Det var vigtigt at komme godt fra land, forklarer Flemming Pedersen, som gerne vil jagte mere.

– Det er klart, at vi gerne vil bevise, at vi kan være med i mesterskabsspillet. Og resultatet i dag giver os et kæmpe rygstød, fordi der er stadig forskel på kampene i mesterskabsspillet og i grundspillet. Det er som om, at man lige rykker op i en anden liga. Så det var vigtigt med et godt afsæt.

– Spillertruppen, med anførergruppen i spidsen, er kommet frem til målet om, at vi skal jagte det, som er foran os. Vi vil bevare det samme mindset, som vi gik ind til 2021 med.

– De vil ikke sætte nogen slutplacering på målsætningen, fordi vi også er afhængige af andre resultater, men vi skal hele tiden kigge fremad og jagte, afslutter Flemming P.

Du kan se highlights fra kampen lige her, som blandt andet byder på flotte scoringer af Kamaldeen Sulemana og Oliver Antman.

På søndag skal vi forsøge at følge op på den flotte start, når vi spiller på udebane mod Randers FC. Kampen starter klokken 14.00 og bliver vist på Eurosport 2 og Discovery+.