Dagens modstander: Brøndby IF (21.04.2021)

Kategorier

Sikke en dejlig dag, det er i dag. Hjemmebaneopgør mod Brøndby IF, vi skal forsøge at bygge videre på vores ubesejrede stime – og der er fans tilbage på lægterne! Alt dette (og meget andet) snakker Frank Hjortebjerg om i sin sædvanlige optakt.

“Det ser jo ud til, at det her mesterskabsspil er mere tæt og mere ligeværdigt, end det har været de andre år” – Frank Hjortebjerg

Du kan fange hele optakten fra vores assistenttræner lige HER, hvor vi også gennemgår Brøndby IF som modstander, quizzer og meget andet.


Vi skal i dag forsøge at hente ind på AGF, der ligger på den famøse fjerdeplads, der giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson, mens dagens modstander fra Brøndby IF jagter de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Placering i mesterskabsspillet af 3F Superliga:
(1. FCM, 50 point)
2. BIF, 46 point

(4. AGF, 39 point)
5. FCN, 36 point

Gæsterne er dog inde i en relativt skidt periode, da de ikke har hentet en sejr i deres seneste fire 3F Superliga-kampe. Derfor har de fortsat deres første tre point til gode i mesterskabsspillet.

Brøndby IF, 3F Superliga kampform, D-L-L-D-W
18.04.2021 BIF 2-2 AGF
11.04.2021 BIF 1-3 FCK
05.04.2021 FCM 1-0 BIF
21.03.2021 BIF 1-1 AGF
14.03.2021 OB 0-3 BIF

Til gengæld plejer Brøndby desværre at have ret godt styr på os, når vi mødes i Superliga-regi. Særligt i de seneste par år. Faktisk har de blå-gule ikke tabt i vores seneste 13 indbyrdes opgør, hvorfor vi skal helt tilbage til 2017 for at finde den seneste FCN-sejr.

Seneste 5 indbyrdes opgør i 3F Superliga, L-L-L-L-D
04.02.2021 FCN 0-1 BIF
13.09.2020 BIF 3-2 FCN
09.07.2020 BIF 4-0 FCN
28.06.2020 FCN 0-2 BIF
08.03.2020 FCN 2-2 BIF

Begge kampe i denne sæson har vi dog haft stor ære af, men Brøndby er trods alt stadig løbet med sejren to gange. Du kan se highlights fra de to tætte opgør her:

BIF’s seneste start 11’er (vs. AGF)
Martin Schwäbe
Sigurd Rosted – Andreas Maxsø – Anthony Jung
Josip Radosevic
Andreas Bruus – Morten Frendrup – Jesper Lindstrøm – Peter Bjur
Mikael Uhre – Andrija Pavlovic

Karantæner
Brøndbys store profil Jesper Lindstrøm sidder ude med karantæne til dagens opgør, da han fik et gult kort i sidste runde mod AGF og dermed skrabede nok strafpoint sammen til en enkelt karantænedag.

Ligeledes mangler gæsterne også Tobias Børkeeiet, da han modtog en udvisning mod AGF.

Hurtige facts om dagens kamp

  • Brøndby er ubesejret i de sidste 13 Superliga-kampe mod os. Seneste FCN-sejr var tilbage i juli 2017 (3-2).
  • Vi har tangeret vores egen rekord for længste ubesejrede stræk i Superligaen – og vi kan blive det første hold med mere end ti kampe uden nederlag siden FC København i maj 2019 (22 kampe ubesejret).
  • Brøndby IF har ikke vundet i deres sidste fire Superliga-kampe (U2 T2). Sidste gang de havde fem kampe uden sejre i Superligaen var i maj 2017 (6).
  • Kamaldeen Sulemana er den første FC Nordsjælland-spiller til at score i tre Superliga-kampe i træk, siden Mohammed Kudus gjorde det i november 2019. Vores seneste spiller til at score i fire kampe i træk var Andreas Skov Olsen (6 i marts 2019).

Og så glæder vi os jo ekstra meget til dagens kamp, fordi vi endelig har mulighed for at lukke folk ind i Right to Dream Park igen! Hvis du ikke har billet til kampen, kan du følge opgøret på Canal 9 og Discovery+.

Lad 10 ubesejrede kampe blive til 11. Vamos!