Birks analyse: Gennemgang af vores tre mål mod FCM

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Mandag havde vi en rigtig god aften i Farum, da førerholdet FC Midtjylland blev besejret med 3-2. Allerede på søndag møder vi Ulvene igen, hvorfor analytiker Frederik Birk ikke har lyst til at dele trænerteamets normale efterkampsanalyser.

Til gengæld gennemgår han her de tre flotte mål, som vi scorede i mandags. God fornøjelse!

– Vi havde faktisk en lidt usædvanlig nedtakt fra mandagens kamp, fordi vi jo allerede har FC Midtjylland igen på søndag. Så vi besluttede os for ikke at vise video på post match-mødet, fordi vi hellere vil gemme billederne fra kampen som en del af det materiale, der vil blive spredt ud i løbet af ugen som optakt til søndag.

– Og netop fordi vi allerede møder Midtjylland igen på søndag, vil jeg ikke gå for meget i dybden med vores analyser fra mandagens kamp. I stedet vil jeg gerne dele nogle taktiske smådetaljer fra de tre mål, vi scorede i kampen.

Første mål
Det første mål kommer sådan sent efter en af vores standardsituationer, som Midtjylland først clearer, men Schjelderup samler andenbolden op. Mads Døhr dropper lidt ud af feltet og finder en lille lomme på forsiden af deres forsvarsled. Det er vel nærmest i sådan en 10’er-agtig-rolle, at han modtager bolden fra Schjelderup, tager et touch og spiller Villadsen rigtig god på bagsiden af deres forsvarsled.

En lille detalje ved den aktion er positioneringen og kropsholdningen hos FC Midtjyllands højreback Joel Andersson. Da Døhr tager sit touch og flytter bolden for at åbne en vinkel ud til Villadsen, der flytter Joel Andersen sin krop, så han kigger ud mod Villadsen.

– Det er meget normalt for andre hold at gøre sådan, men det er en forsvarsstilling, som vi ikke kunne tænke os at se fra vores backs. Det der sker, er, Døhr kan spille den i ryggen på Joel Andersson, som først skal til at vende sin krop, før han kan angribe det samme rum, som Villadsen allerede er igang med at angribe. Og så bliver det for sent, når Døhr laver en så fint-tempereret aflevering, som han gjorde.

– Så det er en detalje, som vi forhåbentlig ikke ser vores egne backs lave i en lignende situation. I det her tilfælde ville vi gerne have bedt vores backs om at være tættere på Oliver Villadsen, men til gengæld have en kropsposition som peger ind mod den nærmeste stoppere, som i denne situation ville være Erik Sviatchenko. På den måde vil backen være klar til at forsvare det rum, som Villadsen angriber.

– Det gjorde det store udslag for, at vi kunne komme ned under dem, og at Villadsen med fuld power, hjulpet af et godt løb fra Ulrik Yttergård inde feltet, kunne tvinge bolden i kassen via en Midtjylland-spiller.

Andet mål
– Mål nummer to kommer jo efter et straffespark, men det er værd at kigge på den situation, der leder op til forseelsen. Der er lidt kaotisk tab/vind-spil igang inde på banen, men bolden lander for Midtjylland-fødder, som via Erik Sviatchenko forsøger at spille en flad pasning op igennem banen på Jens-Lys Cajuste.

– Vi er i situationen meget aggressive i forhold til at lægge et tryk både på i det forreste pres og på Jaxe (Jacob Steen Christensen) på midtbaneleddet, som ender med at få brudt bolden. Og dét som er glædeligt at se, er, at Jaxe allerede på brydningen spiller en fremadrettet pasning videre op på Oliver Antman, som er klar til at tage touch frem i banen med sin offensive fod og spiller den på andenberøringen videre ud til Andreas Schjelderup. Så i forhold til at angribe direkte efter erobningsspillet viser de to spillere enormt stor fart og fornemmelse.

– Dermed får vi Schjelderup ud på siden i en retvendt position overfor Alexander Scholz. En position som vi gerne vil tage i den indledende fase af vores omstillinger, fordi det vil give store muligheder, hvis vores midterste mand – i dette tilfælde Kamaldeen – løber dybt og igennem modstanderens forsvarslinje. Det kunne godt have været endnu bedre i situationen, men bare dét at Kamal truer lidt i dybden, åbner rummet for at Schjelderup kan gå ind i banen.

– Nu ender Frank Onyeka med at komme skævt ned i en tackling og begå et straffespark, men hvis man kigger situationen igennem, kan man se, at Daniel Svensson kommer stormende frem i venstresiden inden da. Og netop derfor er Kamals dybe løb vigtigt. Fordi når han får deres midtstopper til at falde ned og følge med ham, bliver Midtjyllands højreback nødt til at søge lidt ind i banen, hvilket åbner muligheden for, at Schjelderup eventuelt kan spille på tværs til Daniel Svensson på ydersiden.

Tredje mål
– Det er her, hvor FC Midtjylland forsøger sig med en lang standardsituation, som vi kæmper lidt om. Vi får den erobret nede i hjørnet, hvor vi egentlig har samtlige 11 spillere placeret på linje med vores eget felts kant eller dybere. Og derfra sker der mange gode ting.

– Noget af det som er interesant, er vores evne til at spille de her diagonalbolde, som hele tiden flytter bolden fremad, men som hele tiden også flytter den over på Midtjylland-spillernes svage side i forhold til deres kropsholdning. Fordi når Ibrahim Sadiq starter kontraspillet i vores højre side, er det jo klart, at de vil forsøge at komme over mod bolden og lukke omstillingen ned, og derfor er deres krop peget i den retning.

– Ibra spiller en bold videre til Villadsen, som bryder linjen. Han får et par spillere på sig i halvrummet, inden han sender den videre til det Kofod inde i den centrale rum. Kof har heldigvis orienteret sig og lægger den over i det fjerne halvrum på sin førsteberøring, inden Joel Andersson når at gøre noget ved situationen. Og så kan Simon Adingra sparke den i kassen med en førstegangsafslutning.

– Det var et virkelig veludført kontramål, hvor vi evner at få flyttet bolden fremad, bryde linjer og gøre det diagonalt på modstanderens svage side, så vi hele tiden skræller deres boldorienterede spillere fra med vores offensive tankegang.

– Der gik ikke mere end 11 sekunder fra vi erobrer den med alle mand samlet så dybt på egen banehalvdel, inden bolden ligger nede i kassen. Det er naturligvis en effektivitet, som vi gerne vil tage med os på søndag. Så meget kan jeg godt røbe.

Efter to kampe hjemme i Right to Dream med masser af FCN-fans på lægterne, skal vi nu prøve kræfter med et udebaneopgør igen. Det er som bekendt på søndag mod FC Midtjylland. Der er kampstart klokken 18.00 på MCH Arena, og opgøret kan ses på TV3 Sport og Viaplay.