Ugens U-Nyt | Kasper Kurland inden U19-ligaen genstartes: Vi glæder os rigtig meget!

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

I den kommende weekend vender U19 Ligaen tilbage for vores ældste akademihold, når FC København er værter for et spændende topopgør lørdag klokken 12.00.

I sidste weekend spillede vores U19-drenge deres sidste træningskamp, da de tog turen til Ikast, hvor FC Midtjyllands ditto var værter for en begivenhedsrig dyst.

Vores drenge trak sig dog bedst fra kampen og kunne derfor rejse tilbage til Farum med en 4-3 sejr. FC Midtjylland er vores direkte konkurrenter i toppen af ligaen, og derfor var der også meget tænding på igennem hele kampen.

Cheftræner, Kasper Kurland, var meget glad for, at det var muligt at spille denne sidste træningskamp, da holdet fik smagt på et liga-niveau igen efter en lang pause. 

– Det var en kamp, som havde mere nerve end de andre træningskampe, vi har spillet. Dén nerve var vi selvfølgelig glade for, og det var også derfor, vi valgte at spille kampen mod FCM, siger Kurland og fortsætter:

– Jeg synes egentlig, at vi fik god kontrol over kampen. Desværre kom de for nemt frem til deres tre mål, hvor vi i alle tre situationer skulle have afværget dem. Men hvis vi udelukkende kigger på vores spil, så var der mange gode ting i vores presspil, positioner og spil med bolden.

– Vi skulle dog have været endnu skarpere og kommet frem til endnu flere chancer, men vi tabte bolden for let i nogle situationer og dermed gav nogle nemme omstillingerne imod os, så der skal vi være fastere i spillet.

– Men alt i alt var det en rigtig god sidste test, hvor intensiteten mindede om det, som vi kommer til at møde i U19 Ligaen. 

Sidste weekends træningskamp kan vise sig at være godt givet ud, da FC København venter på lørdag i den første gældende kamp i foråret. Københavnerne har også gjort det godt i denne sæson, hvorfor de har overvintret på en fin tredjeplads blot tre point efter os.

Vores tidligere opgør mod lørdagens værter har været fyldt med intensitet, og ifølge Kurland skal spillerne finde det samme frem i weekenden. 

– Vi ved, at det er et godt hold, vi skal møde, så derfor kræver det en god præstation fra os. Vi skal være klar i alle situationer, være gode på bolden og være godt afklaret defensivt. Hvis vi er det, så tror jeg på, at vi kommer fra kampen med et godt resultat. 

Det har været en langt fra almindelig opstart for holdet, men der er blevet arbejdet rigtig godt med tingene igennem hele forløbet og med en ydmyghed overfor, hvor priviligeret spillerne har været i forhold til situationen i samfundet. 

– Jeg synes, at vi har fået arbejdet godt med mange ting i vores spil, og drengene er klar og koncentrerede. Så vi glæder os rigtig, rigtig meget til at komme i gang.

– Der er blevet lavet en kanon stykke arbejde fra DBU og klubbernes side i forhold til at kunne få lov til at starte op igen. Det er ikke alle turneringer, der har fået lov til det, så vi skal være klar over, at vi er privilegeret.

– Vi kommer til at gå ind til kampen med den samme ydmyghed, som vi har haft de sidste par måneder. Derfor er drengene også klar over, at de er forpligtet til at overholde de retningslinjer, som der ligger i forbindelse med at kunne få turneringen afviklet på sikker vis, afslutter Kurland.

Lørdagen kamp mod FC København bliver fløjtet i gang klokken 12.00. På grund af de gældende retningslinjer vil det ikke være muligt at se kampen på FCK’s anlæg. Derimod vil du kunne følge kampen på vores Twitter-kanal.