Tidligere akademispillere stråler på A-landsholdene

Kategorier

Mikkel Damsgaard (FC Nordsjælland) takker tilskuerne efter sin sidste hjemmekamp, efter kampen i 3F Superligaen mellem FC Nordsjælland og AGF den 22. juli 2020 i Right to Dream Park, Farum (Foto: Claus Birch).

Søndag var en rigtig stor dag for os. 3F Superliga ligger stille for tiden grundet landskampspause, men det betyder heldigvis, at vi kan følge med i en masse landsholdsfodbold, hvor både nuværende og tidligere FCN-spillere repræsenterer deres nationer i forskellige turneringer.

Mikkel Damsgaard, Andreas Skov Olsen og Mathias Jensen startede alle inde for Danmarks A-landshold i søndagens VM-kvalifikationskamp mod Moldova, hvor vi med 8-0 slog rekord for største sejr nogensinde i en EM- eller VM-kvalifikationskamp. De tre drenge kvitterede for startpladsen med tre fantastiske præstationer.

Mikkel Damsgaard scorede selv to mål og havde også næstsidste berøring på to øvrige scoringer. Andreas Skov Olsen assisterede begge Dams’ kasser, mens Mathias Jensen også fik sat en enkelt pind i kassen i slutningen af første halvleg.

I løbet af anden halvleg fik vi endnu mere at glæde os over, da Marcus Ingvartsen blev skiftet ind til sin A-landsholdsdebut i det 77. minut. Farum-drengen takkede for tilliden med at sætte det sidste søm i kassen med en scoring i det 89. minut. Desuden er det også værd at nævne, at Jens Stryger Larsen (der spillede for os i 2013-2014, inden han blev solgt til det store udlandet) scorede sit andet landskampmål undervejs i kampen.

Mohammed Kudus var også i aktion for Ghanas A-landshold, der mødte Sao Tome and Principe i en afgørende gruppekamp i forhold til at kvalificere sig til Africa Cup of Nation. Ghana og Kudus skuffede ikke, da de tog en sikker 3-1 sejr, hvor vores gamle 10’er brillerede med to assists. I torsdags spillede han og Ghana også kvalifikationskamp mod Sydafrika, som blev 1-1. Kudus scorede Black Stars’ mål og er oppe på to mål og to assists i sine fire landskampe.

Stort tillykke til alle involverede! Everyone has the right to dream.

Onsdag spiller det danske A-landshold endnu en kvalifikationskamp – denne gang mod Østrig. Kampen bliver vist på Kanal 5 og Discovery+, hvor der er mulighed for at følge med i flere landskampsminutter til vores tidligere akademidrenge.

Har du set vores minidokumentar, som vi lavede med Mikkel Damsgaard i sommer forud for hans skifte til Serie A og Sampdoria? ‘Il Ragazzino’ er en fortælling en spinkel dreng med store fodbolddrømme.