[PODCAST] Hjortebjergs optakt vs. SønderjyskE | Det bliver virkelig sjovt!

Kategorier

På søndag spiller vi sæsonens hidtil vigtigste opgør, hvor det bliver afgjort, om vi skal være en del af mesterskabsspillet på den anden side af påsken.

Dagens gæster har været inde i en sløj periode, men nappede i sidste runde deres første sejr i mange runder. Assistenttræner Frank Hjortebjerg fortæller dog i sin sædvanlige optakt, at der er en klar plan for, hvordan sønderjyderne skal sendes hjem:

– Jeg ved ikke, om det er et såret SønderjyskE-mandskab. De spiller meget op til det samme niveau, som de gjorde i starten på sæsonen. Jeg synes ikke, de har været op og ned med deres præstationer, men det har været en del op og ned med deres resultater. De fik nok lidt flere point, end hvad deres spil berrettigede til, i starten af sæsonen, mens de her henimod slutningen har fået lidt færre point, end hvad deres spil berretiger til.

– Vi er rimelig afklarede med, hvad de er dygtige til, og vi er også rimelig afklarede med, hvordan vi kommer til at gøre ondt på dem. Vi skal gøre ondt på dem ved at flytte bolden hurtigt fra siden til siden og ved at straffe dem, når de gerne vil køre en omstilling og mister bolden.

– Der skal vi køre en omstilling på dem, fordi det vil være en af de få situationer, hvor de rent faktisk risikerer noget og satser noget. Det er der, de kommer afsted med mange spillere. Og det bliver vigtig for os i forhold til at få scoret mål.

Søndagens kamp er den allersidste af 3F Superligaens grundspil, men vi har heldigvis gode erfaringer med at nappe en plads i top-6 i sidste runde. Vi gjorde det tilbage i 2019, hvor vi slog Vendsyssel på udebane og rykkede foran AaB på en bedre målscore.

Frank Hjortebjerg er fortrøstningsfuld for, at historien kan gentage sig på søndag. Han beretter i hvert fald om store glædelse og tro på tingene i truppen:

– Jeg er i hvert fald ret optimistisk. Det havde selvfølgelig været allerfedest, hvis vi kunne afgøre det fuldstændig selv, men det andet er jo ikke usandsynligt på nogen som helst måde. AaB skal spille en svær kamp i Odense, der lige har skiftet træner.

– Men først og fremmest skal vi sørge for at vinde vores egen kamp, og så må vi jo se, hvad der sker i de andre. Om vi skal jagte nogle flere mål til sidst, eller hvor vi står henne.

– Vi kunne godt mærke efter sejren i Lyngby, at nu bliver det virkelig sjovt på søndag. Uanset hvad der skete i resten af runden, vidste vi godt, at søndag virkelig kunne blive en skæg dag. Og det er mere den (fornemmelse), jeg mærker. At folk bare glæder sig virkelig meget.

Undervejs i podcasten snakker Frank også om fansenes indflydelse på derbysejren i Lyngby, karantæneramte profiler på søndag og slutter af med at QUIZZE.

Giv den et lyt på Spotify (eller hvor du lytter til dine podcasts)! … og husk at abonnere på vores kanal.

Skæbnekampen på søndag bliver vist på Eurosport 2 og Discovery+, og der er kampstart klokken 17.00. Vamos! Lad os gøre det igen.