[PODCAST] Hjortebjergs optakt vs. AGF | “Vi skal være lige så dygtige i vores høje pres, som vi var mod AaB”

Kategorier

I morgen spiller vi på udebane mod bronzevinderne fra AGF. Aarhusianerne er et af de mest formstærke hold i 3F Superligaen, da de ikke har tabt i de seneste otte runder. Generelt set spiller vi altid hårde kampe mod De Hviie, mener Frank Hjortebjerg:

– Det er virkelig et svært hold for os at spille imod. Det er et meget hårdtspillende, aggressivt, dygtigt-forsvarende og kompakt hold, der er gode på standarder og gode til at spille direkte og tungt. Masser af indlæg. De gør det godt.

På trods af vores normale problemer mod AGF, slog vi dem relativt komfortabelt med 3-1, da vi senest mødte dem. Det var på hjemmebane i Farum, og vores assistenttræner mener, at det er anderledes ude på Ceres Park:

– Resultatmæssigt lyder 3-1 mere overbevisende, end det var, men der er stor forskel på udebane og hjemmebane mod dem. Fordi på hjemmebane har vi det lettere ved at spille rundt om deres pres og komme igennem deres defensiv. På udebane er det lidt sværere.

En af grundene til AGF’s gode formkurve er deres anfører og angriber, Patrick Mortensen, som har scoret tre mål i de seneste to kampe. Frank har også roser tilovers for den giftige 9’er:

– Han er mega god jo. Han er virkelig, virkelig dygtig til flere aspekter af spillet. En dygtig første presspiller for dem, hvor han lægger et godt godt tryk og hænger godt sammen med de andre. Samtidig er han en virkelig dygtig opspilsstation – især i omstillingerne. Han ligger hele tiden og finder de der rum foran bagkæden. Bliver spillet op på, aflæg eller vender selv, og så kommer de afsted. Og så er han jo giftig inde i feltet.

Der er dog stadig en plan klar for, hvordan vi skal tage point fra aarhusianerne, hvor især presspillet, afleveringsmulighederne til Patrick Mortensen og vores håndtering af AGF’s indlæg bliver udslagsgivende for vores defensive præstation:

– Vi skal prøve at se, om vi kan være lige så dygtige i vores høje pres, som vi var mod AaB. Det gjorde det rigtig svært for dem at spille ind imellem os. AaB prioriterer det spil lidt højere end AGF, men hvis vi stadig kan lægge det samme tryk i morgen, så vi besværliggører deres opbyggende spil, vil det være godt for os.

– For hvis vi lægger et godt nok tryk, vil det betyde, at forsyningskæden op til Patrick Mortensen vil blive lidt besværliggjort for dem. Og det er et godt sted at starte i det defensive.

– Og så handler det om, hvordan vi håndterer mængden af indlæg, de kommer til og også kvaliteten. Så hvordan vi får lagt tryk på dem inden indlægget, og hvordan forsvarer vi dem, som kommer ind i feltet.

I podcasten snakker Frank også om vores offensive muligheder i morgendagens kamp, søndagens opgør mod AaB, Maxwell Woledzis flotte hovedstødsmål og hans seneste præstationer, vores måde at gribe de sidste kampe af grundspillet an og meget mere.

Afslutningsvis bliver der quizzet om AGF, deres historik, unge debutanter, målscorende spillere og meget mere. Der er naturligvis kage på spil.

Giv den et lyt! … og husk at abonnere på vores podcast-kanal.

Der er kickoff i morgen klokken 18.00 hjemme på Ceres Park i Aarhus. Opgøret kan ses på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra klokken 17:30.