Kurland efter dagens remis: Vi fik aldrig sat os på tingene

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Lørdag blev U19-Ligaen genstartet for vores U19-drenge, da de spillede 2-2 med FC Københavns ditto.

De to tidligere opgør i denne sæson mod FC København var begge fyldt med fight og intensitet, og dagens kamp manglede ingen af delene. Derfor var det også to skuffede mandskaber, som måtte tage til takke med ét point hver efter opgøret i dag. 

Cheftræner, Kasper Kurland, sagde tidligere på ugen, at holdet var klar over, at dagens kamp ikke ville blive en nem en af slagsen, og det fik drengene også at mærke i dag. 

– Der var tydeligt, at det var en kamp, som betød meget for begge hold. Vi fik presset dem til at lave nogle boldtab. De lykkedes med at få spillet sig igennem vores pres og modsat, så på den måde var der mange ting i kampen, hvor begge hold lykkedes med de samme ting, siger Kurland og fortsætter: 

– Vi spiller mange tætte kampe med FCK, da vi står godt til hinanden som hold. Som regel er det meget få ting på dagen, som er udslagsgivende for det endelige resultat. 

– Som kampen skred frem i dag, kunne vi godt have tabt, men med den store chancer, som vi brændte til sidst i kampen, kunne vi også have vundet.  

– Det blev aldrig en kamp, hvor vi fik sat os på tingene og kontrolleret spillet, som vi plejer og gerne vil. Men alt i alt så synes jeg, at det var godt af drengene at komme tilbage to gange og være tæt på at vinde til sidst. 

– Moralen og karakteren i holdet var stærk. I de få perioder, hvor vi ikke hang godt sammen, blev der arbejdet ekstra hårdt og kæmpet for hver en bold. På de to mål, som de scorer, er vi for åbne i holdet, men hvis vi tager de to situationer ud, så fightede drengene rigtig flot i dag – og den fight skal vi fortsætte med i de sidste 14 kampe, afslutter Kurland. 

Dagens mål blev scoret af Maksim Stjopin og Moussa Sangare.

Næste kamp for U19-drengene er på lørdag, hvor Vejle gæster Right to Dream Park. Kampen bliver fløjtet i gang klokken 13.00 og kan ses på vores YouTube-kanal.