Flemming P. efter endnu en plads i top-6: Beviset på hvad vindermentalitet også kan være

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Vi gjorde det igen! Der var drama og hård fight for alle pengene, men vi fik de tre point til sidst. Med en sejr på 2-1 hjemme mod SønderjyskE i sidste runde kvalificerede vi os til det femte mesterskabsspil på stribe. 16-årige Andreas Schjelderup stod for begge scoringer efter to flotte aktioner i første halvleg.

Cheftræner Flemming Pedersen er naturligvis lykkelig over at ende i top-6 og peger især på truppens sammenhold og vindermentalitet som en afgørende faktor.

– Den måde, vi griber kampen an på, siger alt om mentaliteten i klubben. Der var en stor vilje og gejst hele vejen rundt, og der var ingen nervøsitet at spore i slutningen af kampen, selvom der var så meget på spil.

– Det er sjældent, vi taler om vilje og gejst, for vi synes, den er der hele tiden. Hvis folk ikke mener, at vi vil det nok, så tror jeg, de forveksler det med noget taktisk inde på banen. For der er ingen af de unge mennesker her, som mangler vilje eller dedikation. Der er en fantastisk holdhånd, fortæller Flemming Pedersen efter kampen.

For ikke så mange runder siden, så det hele dog knap så positivt og realistisk ud, men en fremragende slutspurt med syv ubesejrede kampe i streg, er vi nu en del af det fine mesterskabsspil, der begynder på den anden side af påsken.

– Det er meget afgørende for vores selvforståelse, at vi nu er i top-6. Det er det første mål for sæsonen, der er opnået nu, og det er en rigtig dejlig følelse, forklarer vores cheftræner og uddyber:

– Især når man kigger på måden, det er sket på. Når det har set allersortest ud, har spillertruppen formået at hive sig selv op. Der bliver nogle gange tolket, når jeg siger, at der er en fantastisk tro på tingene, og at spillerne træner med en fantastisk energi, uanset om vi har tabt eller vundet. “Det betyder ikke nok for jer så”, bliver der mange gange sagt.

– Men det her er beviset på, hvad vindermentalitet også kan være.

Med sejren sikrede vi os for femte sæson i streg en plads i mesterskabsspillet, hvilket kun få Superliga-hold kan prale af. En tradition som er definerende for mentaliteten i klubben, mener vores cheftræner.

– Det siger meget om vores selvforståelse som top-6-klub. Men vi ved også godt, at det vil være en kamp stort set hvert eneste år. Superligaen er så tæt, og der er 4-5 hold, som kæmper om de samme to pladser sæson efter sæson.

– Så det gælder om at holde tungen lige i munden og ikke kigge for meget på tabellen i løbet af sæsonen. Vi skal i stedet kigge på udviklingen i holdet, arbejde med vores spil og vores mentalitet. Og så vil man på et eller andet tidspunkt trække fra.

– Og så betyder det også rigtig meget for os, at vi kan give mesterskabsspillet til vores fans. I løbet af sæsonen har vores spil ikke levet op til vores forventninger. Det har været for uroligt. Og det kan især påvirke vores fans, når de ikke ser til dagligt, hvor hårdt alle arbejder. Derfor er det helt naturligt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om der bliver arbejdet godt nok.

– Så det giver forhåbentligt en ro i maven hos vores fans, at vi igen kommer fra baghjul, og de kan se den holdhånd, der er på holdet, selv når spillet ikke fungerer optimalt.

Mesterskabsspillet bliver skudt igang på den anden side af den kommende landskampspause, hvor vi endnu engang skal teste os af mod landets bedste hold over to indbyrdes kampe mod hver. Det bliver en svær prøvelse, men vores cheftræner har dog en særlig grund til at være optimistisk.

– Der venter nogle rigtig hårde kampe, hvor vi virkelig vil blive matchet, men hvis vi skal kigge lidt positivt på det, så er det måske en af de sæsoner, hvor vi har fået flest point mod top-5-holdene. Vi har fået 13 point mod top-5-holdene, mens vi har fået 16 point mod bund-6-holdene. Så der er ikke den store forskel.

– Det kan være med til at give os selv og vores fans lidt større forhåbninger til mesterskabsspillet, for det er jo ikke meget, vi har fået med i de sidste to sæsoner. Mesterskabsspillet er bare dét hårdere, så vi må se, om vi har lært noget fra de tidligere sæsoner, for vi går ind til det med det yngste hold nogensinde.

Og når man snakker om unge spillere, er det værd at nævne Andreas Schjelderup, som i dag scorede to flotte mål, blev matchvinder og kåret til kampens spiller. Flemming Pedersen kalder ham og de mere rutinerede spillere for afgørende.

– Han er totalt kampafgørende i dag. Det er jo en fodboldspiller, som bliver rigtig dygtig. Han er teknisk god, klog, en god dribler, og så kunne man jo også se i dag, at han er en målscorer. Han er 16 år, men virkelig moden i sit slutprodukt og spil.

– Men jeg vil også gerne fremhæve de mere bærende kræfter, som er steppet op. Med ‘Kof’ i spidsen som anfører er han, Mads Døhr, Ulrik Yttergård og Peter Vindahl virkelig trådt i karakter. I fraværet af de ældre spillere i truppen er de, med 24-årige Ulrik som ældste mand, gået forrest, og det er så fedt at se. Der er så stort et potentiale i stort set alle unge mennesker. De skal bare have lov til at udfolde det, og det får de her, afslutter vores cheftræner.

Den 5. april får de unge mennesker mulighed for at udfolde sig igen, når vi spiller første kamp af mesterskabsspillet. Kampprogrammet bliver offentliggjort i løbet af ugen, hvorefter vi naturligvis deler det på vores kanaler.

Vamos! #ViGjordeDetIgen.