Dobbelt målscorer Schjelde: Folk tvivlede, men vi beviste vores værd

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

For anden Superligakamp i træk kom 16-årige Andreas Schjelderup på måltavlen. Med sine to scoringer var den unge offensivspiller arkitekten bag 2-1 sejren over SønderjyskE i går, der gav os en placering i det fine selskab, Mesterskabsspillet. 

I forrige uge kunne vi stolt fortælle, at Andreas Schjelderup med sin flotte frisparsscoring til 0-3 i derbykampen mod Lyngby Boldklub blev vores yngste målscorer nogensinde i 3F Superliga-regi. I går kronede han den rekord, ved at blive den yngste spiller i klubben til at score tre mål (og to mål i samme kamp) – blot 16 år og 293 dage. Han blev tilmed kåret af fansene til Man of the Match. 

– Det er selvfølgelig en fantastisk bonus for mig. Men det vigtigste var, at vi fik tre point og sikrede os top-6. 

– Jeg har det fantastisk lige nu. Jeg fik scoret to mål og hjalp holdet til en sejr i dag. Vi fik de tre point og sikrede os top-6. Det er så fedt. Vi har kæmpet så hårdt de sidste mange uger. Folk tvivlede på os, men vi beviste vores værd.

– Alle smiler og fejrer sejren. Hele holdet er så glade, siger den dobbelte målscorer.

Cheftræner Flemming Pedersen var lykkelig over top-6-placeringen og roste blandt andre den unge målscorer, som han kaldte “kampafgørende” efter opgøret i går mod SønderjyskE hjemme i Right to Dream Park. Efter to flotte aktioner i første halvleg bragte Schjelde os foran 2-0, mens han fra sidelinjen kunne se udebaneholdet gøre skæbnekampen endnu mere intens 57 minutter inde i opgøret.

– Jeg kan huske ved det første mål, at jeg modtog bolden fra Victor, og der var en forsvarsspiller foran mig. Så lavede jeg en vending og sparkede instinktivt med venstrefoden i det fjerneste hjørne. Heldigvis gik den stolpe-ind. 

– Det andet mål var faktisk også en assist fra Victor. Jeg kan huske, at jeg løber forbi den første. Alt gik så hurtigt, folk væltede, men til sidst fik jeg den forbi forsvarsspillerne og målmanden. Det var helt fantastisk. 

– Da jeg blev skiftet ud, ville jeg bare ned i omklædningsrummet og vente på, at kampen var færdig. Jeg var så nervøs. Vi råbte og skreg, og holdet kæmpede så stenhårdt. Da opgøret blev fløjtet af, var det bare ren lykke, siger Schjelde. 

Med sejren i går kvalificerer vi os til det femte mesterskabsspil på stribe, samtidig med at vi byggede videre på en flot ubesejret stime. Udsigterne til en plads i top-6 har dog ikke været lige realistiske gennem sæsonen, men takket være syv pointgivende kampe i streg, kan vi nu se frem til at være en del af mesterskabsspillet efter påsken.

– Det her er noget, vi har kæmpet for. Det er så stort, at vi lykkedes med det. Vi har været igennem nogle hårde perioder, men vi formåede at vende skuden. Det siger enormt meget, om det her hold. 

– Resultatet viser, hvor fantastisk klubben er, og hvad det betyder at tro på unge spillere. Mentaliteten på holdet er fantastisk, især taget i betragtning af den hårde periode vi har været i. Vi har bare fortsat med at kæmpe hårdt til alle træningerne. Det er grunden til, at vi sikrede os top-6.

– Tidligere har vi indkasseret nogle dumme mål i overtiden, men i går holdt vi stand. Det viser, at vi hele tiden lærer og bliver klogere. Mentaliteten er enorm stærk på holdet, siger vores unge målscorer. 

Schjelde og resten af drengene kan se frem til en velfortjent pause, inden den første kamp af mesterskabsspillet fløjtes i gang den 5. april. Kampprogrammet bliver offentliggjort i løbet af ugen, og det kommer vi naturligvis til dele på vores kanaler. 

I anledningen af top-6-placeringen har vi samlet et par gode tilbud i shoppen, FCN Experience, så du kan klæde dig på til mesterskabsspillet. Du kan fange tilbuddene og åbningstiderne lige HER