Birks analyse: Velforberedte presstrukturer gav to mål mod Lyngby

Kategorier

I fredags blev weekenden skudt igang med et brag, da vi storsejrede på udebane mod vores lokalrivaler fra Lyngby. Vi vandt som bekendt 0-3, og truppen har efterfølgende været på velfortjent weekend.

Nu er Superliga-holdet tilbage i Farum, og analytiker Frederik Birk afslører her, hvorfor han og trænerteamet var særligt glade for Ibrahim Sadiq og Isaac Atangas scoringer. Begge mål kom efter nogle specifikke strukturer med højt pres, som holdet havde forberedt sig på inden kampen

– I vores forberedelser var vi først og fremmest indstillede på de to holdstrukturer, og hvordan de ville stå overfor hinanden. Og der blev det meget tydeligt, at både vores og Lyngbys formation ville få en fordel i deres offensive positioner i forhold til de presstrukturer, som modstanderen ville komme med.

– Lyngbys fordel, når de selv var på bolden mod vores defensive organisation, var inde centralt på banen. Det var der, de havde deres overtal, fordi de spiller med tre centrale midtbanespillere samt Viktor Torp som 9’er, der gerne dropper ned i banen og søger mellemrummene.

– Det gør, at de får besat den centrale del af banen med fire spillere, mens vi som udgangspunkt kun ligger med Kofod og Jaxe derinde samt Victor Jensen, der droppede ned i vores pres. Så vi kunne mønstre tre spillere centralt i vores defensive organisation.

– Og derfor havde vi i trænerstaben allerede på forkant snakket med spillerne om, hvordan vi skulle tilgå den situation. Vi vidste, at vi skulle møde et hold, der havde tur i den og som er rigtig gode i spillet langs jorden centralt i banen.

– Det vi forberedte, var, at vi skulle se, om vi kunne gå højt og direkte på. Det betød, at vi allokerede Kamaldeen og Sadiq i et direkte pres på deres to stoppere, mens vores to wingbacks skulle springe frem på deres backs.

– Og så gjaldt det jo om, at vores wingbacks skulle være hurtige og komme tæt nok på, fordi ellers ville deres backs jo få fine muligheder til at spille den ind i det her overtal, som Lyngby havde centralt.

– Derfor var vi også forberedte på, at vi måske ville blive nødsaget til at sadle om, hvis vi ikke var dygtige nok. Så ville vi kun presse med én spiller på deres to stoppere og i stedet lave en kasse med fire spillere inde centralt, der kunne dæmme op for Lyngbys overtal.

– Men vi erfarede i løbet af kampen, at vi lykkedes rigtig, rigtig fint med det høje presspil – særligt i første halvleg. Vi formåede virkelig at arbejde med intensitet, og vi tog nogle fine afleveringslinjer ud af Lyngbys opbygningsspil.

– Og vi ender faktisk også med at score to mål på nogle specifikke presstrukturer, som vi havde sat op inden kampen. Jeg havde vist et par klip fra Lyngbys hjemmekamp mod Brøndby, hvor Brøndby laver et mål efter at have erobret bolden i et højt pres. Det interessante var, at erobringen kom, fordi Brøndbys modsatte kantspiller var søgt ind i banen for at deltage i presset.

– Og det var lige præcis den samme positionering fra den modsatte kant, som vi også rammer Lyngby på ved vores første scoring i fredags. I vores tilfælde var det Ibrahim Sadiq, som arbejder sig ind og erobrer bolden af to omgange, inden han laver det her meget flotte chip henover Thomas Mikkelsen.

– Ved det andet mål ser vi en lignende struktur. Oliver Villadsen leverer et godt pres, som tvinger Jens Martin Gammelby til en svær pasning ind over banen. Der har Andreas Schjelderup arbejdet sig ind i banen, sætter noget fysik ind og erobrer bolden. Han har egentlig mulighed for at spille Isaac Atanga til en stor chance med det samme, men vi træder på bolden, vender den rundt, kombinerer lidt, inden den lidt tilfældigt ender hos Isaac, der går flot uden om keeperen og scorer.

– Det er klart, at når vi i trænerstaben havde lavet en tematisering af, at den modsatte wing skulle være klar til at arbejde sig ind i banen for at ødelægge Lyngbys forsøg på spilvendinger, så er det glædeligt at se, at vi laver to mål efter netop denne struktur.

– Vi vidste, at Lyngby ikke ville gå på kompromis med deres små pasninger ind igennem holdet. Så dét, der er Lyngbys styrke, blev jo også deres egen trussel i fredags.

– Fordi vi netop havde spekuleret i, at hvis vi var tålmodige nok og blev ved med at investere i presset, så ville der komme bolderobringer højt på banen, som ville føre til gode muligheder. Vi troede på, at vores modsatte kantspiller kunne få en stor rolle i kampen, og det viste sig jo at holde stik.

Med sejren mod Lyngby er vi som bekendt fortsat en del af ræset om top-6, inden den sidste runde af 3F Superligaens grundspil skal afvikles på søndag. Her møder vi SønderjyskE på hjemmebane klokken 17.00.