Adamo om debut i derbysejr: En drøm gik i opfyldelse

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

Smilet var ikke til at tage fejl af, da Adamo Nagalo spillede sine allerførste Superliga-minutter med tigeren på brystet. Det var en fantastisk debut, der bød på tre afgørende point og en sejr over lokalrivalerne. 

Det var noget af en Superliga-debut, som Adamo Nagalo fik sig fredag aften. Han kan se tilbage på en hektisk og fantastisk debut, hvor han var med til at sikre en afgørende sejr i udekampen mod Lyngby Boldklub. Glæden strålede ud af den næsten mundlamme debutant efter opgøret. 

– Jeg har næsten ingen ord. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Nu har jeg bare mod på endnu mere. Det er meget specielt for mig.

– Det betød rigtig meget, at vi hev sejren hjem. Den følelse, jeg har i kroppen, er ubeskrivelig. Det er der intet, som kan konkurrere med. Jeg er virkelig glad, sagde Adamo efter slutfløjt.

Debuten kom dog, som lidt af en overraskelse for Adamo. Med tre minutter tilbage af rivalopgør kom debutanten på banen til fordel for Daniel Svensson. Her kunne han se Isaac Atanga og Andreas Schjelderup lukke kampen med to flotte scoringer. Sidstnævnte scorede et fantastisk frisparksmål, som gjorde ham til den yngste målscorer for klubben i Superligaen nogensinde

– Jeg havde slet ikke regnet med at komme ind, fordi det var så vigtig en kamp. Et lokalderby er stort og specielt. Vi skulle bare vinde.

– Da jeg stod klar til at komme på banen, fløj der alle mulige tanker rundt i mit hoved. Jeg tænkte på alle dem, jeg kender, som så med – særligt min mor, siger debutanten.

Det var klart, at Adamo var overrasket, for de allerførste spilleminutter i 3F Superligaen kom “langt tidligere, end hvad planen har været” ifølge cheftræner Flemming Pedersen. Inden Adamo blev skiftet ind til sin debut tog cheftræneren en snak med defensivspilleren.

– Flemming sagde til mig, at jeg skulle huske at nyde det. Jeg har længe drømt om min debut, så det var fantastisk at få muligheden. 

– Han fortalte mig, at jeg ikke skulle stresse eller tænke for meget, og det hjalp mig til at spille mere frit. Selvfølgelig var jeg lidt nervøs, men jeg holdt fokus på kampen og kæmpede alt, hvad jeg kunne. 

– Vi lykkedes med at vinde og få de tre point, og det er det vigtigste. Nu skal jeg blive ved med at arbejde hårdt og se frem til den næste chance, siger Adamo.

Adamo skulle være kommet til Danmark fra Right to Dream allerede i sommer, men ankomsten blev flyttet frem til november på grund af Covid-19. Hvis du vil få et bedre kendskab til debutanten, kan du se hans U19 Vlog, hvor han sammen med de to nye drenge, Moussa Sangare og Emmanuel Ogura, taler om deres tid på akademiet og i Danmark