Ugens U-Nyt: Talentfulde tilføjelser til U19-holdet

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Right to Dream-talenterne, Willy Kumado og Lasso Coulibaly, er efter lidt ventetid ankommet til Danmark og blevet en del af vores U19-hold. Kumado spiller typisk på højrebacken, mens Coulibaly huserer på midtbanen. Begge kan ses i aktion på lørdag, når vores U19-drenge spiller træningskamp mod Vanløse.

Både Willy Kumado og Lasso Coulibaly har været en del af Right to Dream i mange år, som de for nyligt dimitterede fra. Begge ser tilbage på en lang rejse, som nu udmønter sig i muligheden for at begå i Danmark.

– Siden jeg var en lille dreng, har jeg haft drømmen om at spille fodbold. Hvor jeg kommer fra, skal man blive en del af et akademi for at opnå noget inden for fodbold, siger den unge ghaneser og fortsætter:

– Så jeg arbejdede hårdt for at blive en del af Right to Dream. På akademiet i Ghana fik jeg endnu flere muligheder, men jeg vidste, at hvis jeg kom til FC Nordsjælland, så ville det blive en endnu større mulighed for mig. 

– På Right to Dream arbejdede jeg rigtig hårdt, og gjorde mine ting rigtigt, og derfor blev det muligt for mig at komme her, fortæller Kumado, hvilket Coulibaly kan relatere til:

– Det var været en lang rejse. Jeg har haft gode og dårlige momenter. Da jeg kom til Right to Dream, kendte jeg ikke så mange, så det var ikke nemt. Det gjorde, at jeg havde nogle udfordringer.

– Men når du ved, hvad du er der for, og hvad du vil opnå – og det vidste jeg – så er der ingen undskyldninger. Jeg blev nødt til at skyde brystet frem og lære de andre at kende, og det hjalp mig med at komme over mine udfordringer. 

– Men min tid på Right to Dream var rigtig god, og jeg lærte en hel masse omkring mig selv som person. De har gjort mig til den, jeg er i dag, og det er jeg meget taknemmelig for. Så jeg vil gerne bruge denne mulighed til at takke Right to Dream. Deres vision er utroligt indflydelsesrig, og det kommer kun til at blive bedre i fremtiden. 

– Jeg har arbejdet rigtig hårdt for, hvor jeg er i dag, så jeg er stolt af min selv og jeg fortryder intet.

Det har i noget tid stået klar for drengene, at de skulle flytte til FC Nordsjælland og Danmark, så derfor er det en dejlig følelse for dem endelig at være her. 

– Det er fantastisk at være her. Jeg har set frem til det i lang tid, så det betyder meget. Jeg har kendt alle spillerne her i længere tid på grund af det internationale akademi, så det er dejligt endelig at være sammen med dem igen, siger Willy.

– Det er en god følelse. Jeg har selvfølgelig været her mange gange, men det er dejligt endelig at være her for at blive. Jeg kender mange af folkene her, så det er ikke noget nyt for mig, og jeg er allerede vant til miljøet og menneskene her i klubben, forklarer Lasso.

Kumado huserer primært på backen, men han har igennem tiden på Right to Dream spillet flere forskellige positioner på banen.

– Da jeg begyndte på Right to Dream, spillede jeg på midtbanen. Men på grund af mine evner, blev jeg sat tilbage i midterforsvaret. Efter nogle år der, er jeg nu blevet rykket ud på backen. 

– En af mine kvaliteter er min hurtighed, men så hurtig er jeg heller ikke. Man kan vel godt sige, at jeg er rapfodet, for jeg føler ikke selv, at jeg er rigtig hurtigt. I mit hoved er folk som Atanga og Adama Traore hurtige, men så hurtig er jeg alligevel ikke, griner Kumado og fortsætter:

– Udover det er mine indlæg og mine 1-mod-1-situationer også nogle af mine kvaliteter, siger ghaneseren. 

Coulibaly spiller på den centrale midtbane, hvor han med sin hurtighed kan dække store dele af banen. Udover dette beskriver han også sig selv som en meget fleksibel spiller.

– Jeg vil sige, at jeg er en fleksibel spiller. Jeg vænner mig hurtigt til nye spilmønstre og forandringer i spillet, så jeg håber, at kunne tilføje dette til holdet. 

I forhold til fremtiden har begge drenge store mål for, hvad den skal indbringe. 

– Jeg har mange drømme. Én af dem er at være en rollemodel for mit område hjemme i Ghana. I forhold til fodbolden, så vil jeg nå det højeste niveau muligt og gøre folk mere opmærksomme på Right to Dream rundt i verden. Jeg vil gerne have, at folk er klar over det gode arbejde, som bliver lavet på akademiet. Det åbner en masse muligheder for unge drenge og piger, og det vil jeg gerne have, at folk er klar over, afslutter Kumado.

– Mine drømme er store. Mit mål var selvfølgelig at komme her og blive en del af holdet, men det betyder ikke, at jeg er tilfreds nu. Der vil altid være mere at opnå. I min opvækst havde jeg mange rollemodeller, så jeg håber, at jeg en dag kan være en rollemodel for unge aspirerende spillere, afslutter Coulibaly. 

Vores to nye tilføjelser, samt resten af U19-holdet, er tilbage i aktion på lørdag, når Vanløse IF kommer på besøg i Right to Dream Park. Første fløjt er klokken 14.00, og du kan, som ved alle hjemmekampe, se kampen på vores YouTube-kanal.