Ugens Kvindenyt: Vi skal være mere kyniske

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

På lørdag gælder den sidste træningskamp for vores kvindesenior, inden det går løs i pokalen mod FC Thy-Thisted Q.

Vores kvinder har vist en rigtig god fremgang i denne opstart, hvor fokusset har været på at få det rigtige udtryk frem.

Lørdag kommer B93 på besøg i Right to Dream Park. Selvom det stadig er en træningskamp, så går holdet ind til kampen med et andet udgangspunkt, end hvad det har været i de forgangne træningskampe, siger cheftræner, Brian Sørensen.

– Vi går ind til kampen, som var det en gældende kamp. Så vi kommer til at kigge på, hvem vi regner med at få i spil til pokalkampen, og kommer til at spille med de spillere så længe som muligt. Samtidig skal vi også gøre brug af vores spillere, som måske er lige på kanten til en startplads, siger cheftræneren og fortsætter..

– Så på den måde bliver den lidt atypisk i forhold til de andre træningskampe, hvor vi har vægtet give alle spillere nogle minutter i benene.

Lørdagens kamp er den sidste test, inden pokalkampen den 27. februar, så derfor gælder det for holdet om at få de sidste ting på plads.

– Det er klart, at hvis vi kigger på den sidste træningskamp mod Fortuna Hjørring, så skal vi være mere kyniske foran mål, da vi har vist, at vi kan komme til en masse chancer. Vi havde en intern træningskamp i lørdags, hvor vi vidste lige præcis den kynisme. Vi kan skabe chancer på mange forskellige måder, så forhåbentlig kommer vi også til at se det på lørdag.

– B93 plejer at være et hold, som gerne vil spille med bolden, så det bliver en rigtig god test for os, og en kamp som vi ser meget frem til.

– Vi skal selvfølgelig fortsætte med den hurtige boldomgang og den gode struktur, som vi har arbejdet meget med her i opstarten. Så alt i alt gælder det bare for os om at fortsætte den gode kurve, som vi har gang i, afslutter cheftræneren.

Lørdagens kamp starter klokken 15.30 og kan ses HER. Vores livestream starter cirka fem minutter før kampstart.

Husk, at vores egen Asla Johannesen har skrevet en artikel i samarbejdet med GOAL-CLICK. I artiklen fortæller Asla om hendes liv i Danmark og hvordan hendes fodboldrejse har været. Du kan finde artiklen HER.