Ugens Kvindenyt: Vi har lagt meget på

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Vores kvindesenior spillede både torsdag og søndag, hvor det blev til henholdsvis en 5-0 sejr og et 1-4 nederlag. 

Torsdag aften spillede vores kvinder imod Sundby B. En kamp, som cheftræner, Brian Sørensen, beskriver som en god kamp, hvor flere af holdets mindre rutinerede spillere fik minutter i benene. 

– Det var en kamp, hvor de spillere, som ikke har spillet så meget i denne opstart, fik sig en masse spilletid. Specielt de sidste 60 minutter får vi mange af de unge ind, blandt andet tre af vores U18-spillere som vi debut i den kamp. Så det var godt, at vi fik set dem an, siger cheftræneren og fortsætter…

– Generelt var det en kamp, hvor vi var i fuld kontrol. Vi scorede fem mål, men både spillet og chancerne var til flere. Det var dejligt at se, at vi, selv med mindre rutinerede spillere, formåede at fortsætte med at arbejde på de ting, som vi har haft fokus på her i opstarten. 

Vores målscorer i torsdagens kamp var Anna Karlsson, Kathrine Kühl, Karen Knudsen og to af Emilia Asgeirsdottir. 

Søndag eftermiddag stod en mere profileret modstander på den anden side af banen, da vi var værter for Fortuna Hjørring. Selvom kampen endte med et 1-4 nederlag, så fik holdet en masse gode ting ud af kampen ifølge Sørensen.

– Vi spiller en super flot første halvleg, og da vi gik til pause, var vi også foran 1-0. Vi kunne virkelig se mange af de ting, som vi har arbejdet med. Vi var blandt andet rigtig gode til at spille ud af presset, også selvom Fortuna ligger et rigtig højt første pres. Men det formåede vi at spille os ud af i rigtig mange situationer, forklarer cheftræneren og fortsætter…

– Vi havde 10 store chance i første halvleg, så derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at vi kun formår at score på én af dem. Men ellers var det en meget positiv første halvleg.

– Anden halvleg var faktisk også ok, men de får scoret fire mål. Det virkede som om, at vi løb lidt tør for kræfter, og derfor hang vores organisation ikke så godt sammen. Vi lavede også mange udskiftninger, hvilket måske også skabte lidt forvirring i holdet.

– Men alt i alt var det en god testkamp mod et rigtig godt hold. Vi fik set, at det, som vi har gang i, er på den rette vej, men også at når kræfterne ikke er der, så bliver det svært for os at spille det spil, som vi gerne vil. 

– Derfor er det utroligt vigtig for os, at vi får alle spillerne i den nødvendige kampform, så vi vil kunne holde distancen mod et hold som Fortuna Hjørring. 

Ashley Riefner stod for vores enlige mål i søndagens kamp. 

Vores cheftræner er dog meget tilfreds med det, som han har set siden første træningskamp mod HB Køge.

– Jeg føler, at vi har rykket os rigtig meget siden HB Køge-kampen. Der er blevet lagt på i forhold til at være mere dikterende på bolden. Vores presspil er blevet endnu bedre, og vi er begyndt at skabe rigtig mange chancer, hvilket vi ikke gjorde i Køge-kampen. 

– De første fire uger har været positive på rigtig mange parametre. Så nu handler det mest om at få fintunet de sidste ting, inden vi møder Thy-Thisted i Pokalen, afslutter vores cheftræner.

Næste test for vores kvinder er lørdag d. 20. februar, når B93 gæster Right to Dream Park.