Birks analyse: Stærkt presspil og fin kontrol, men vi profiterer for lidt

Kategorier

En ny halvsæson betyder nye efterkampsanalyser fra vores analytiker Frederik Birk. Den første af slagsen lander på bagkant af gårsdagens premiere mod Brøndby IF, der bød på et ærgerligt nederlag på 0-1.

Birk beretter om flotte takter i det høje presspil og fin kontrol på bolden, men for lidt gevinst på begge områder. Særligt var der til dagens post match-møde fokus på måden, vi håndterede Brøndbys lange bolde op på Mikael Uhre.

– Vores generelle holdning i trænerstaben var, at vi var rigtig tilfredse med det høje pres i store dele af kampen. Navnligt skal de tre forreste have stor ros for det store stykke arbejde, de gjorde. Dels holdt de tryk på boldholderen, men de evnede også at tage Morten Frendrup ud af deres opbygningsspil.

– Det resulterede i, at vi fik nogle gode erobringer på spændende områder af banen, som vi burde have profiteret mere af i omstillingsspillet. Men der kom også mange situationer, hvor vores høje presspil gjorde, at de var nødsaget til at spille tilbage til deres keeper.

– Og derfra blev der tit spillet en høj bold op mod deres angriber, Mikael Uhre, som vi blev nødt til at forholde os til. Planen med det højre pres var, at vi ville undgå, at deres tre stoppere fik tid og ro på bolden til at slå bolde ned bag os og rundt om os, hvor vi ved, at Brøndby har enormt meget fart.

– Det synes jeg, vi fik løst rigtig fint, men til gengæld kom der en del af de her høje bolde op til Mikael Uhre til noget duelspil. Og der må vi bare kreditere ham for at gøre det enormt godt i spillet med ryggen til målet. Der var han stærk.

– Og de medspillere der ligger omkring Uhre, kommer også med noget fart. Derfor havde vi i dag lidt fokus på, hvordan vi skal løse sådan nogle situationer. Hvem går på duellen? I hvilke situationer skal vi overlade ham til midtbaneleddet?

– Midtbaneleddet har jo en dobbeltrolle, fordi de skal være klar fremme i det høje pres, men så snart den lange bold bliver slået, er der tid til at komme ned omkring Mikael Uhre til nogle dueller om andenboldene.

– Og der var nogle sekvenser, hvor vi lykkedes fint, men der var også nogle situationer, hvor vi ikke så godt ud. Dels var vi sommetider for langsomme og kom på halvdistance, og gjorde ingen nytte, og andre gange gik vi ind i nogle dueller, som vi ikke vinder, hvor nedfaldet falder til Brøndby. Og så går det stærkt med Brøndbys hurtige spillere.

– Det var også det, der skete ved Brøndbys mål. Johan træder frem i duellen med Uhre, men taber duellen, og så er Lasse Vigen hurtigere opfattende og mere undervejs end vores midtbanespillere, og så får Brøndby etableret en 3-mod-2-situation mod Kian og Ulrik.

– Og det er klart, at det ikke var en gunstig situation for os, som også kostede et nederlag. Og den kunne vi selvfølgelig godt have håndteret på anderledes måder, så det brugte vi tid på at adressere i dag. Specielt fordi vi også forventer, at det lange og tunge spil kan blive et tema på søndag, når vi skal møde OB og Simon Okosun.

Nu har du kommenteret meget på presspillet, men hvad med vores eget spil med bolden?

– Der havde vi jo arbejdet enormt meget med at få mere ro i spillet, tage bolden til os, få flere pasninger i holdet og være mere pasningssikre, men det er selvfølgelig også vigtigt, at vi fokuserer på overgangen fra opbygningsspil til gennembrudsspil. Fordi vi kan jo spille nok så mange pasninger mellem hinanden, men hvis de ikke er progressive, fører de jo ikke til nogen udvikling i spillet.

– Specielt de modsatrettede bevægelser på vores forreste linje har været i fokus, og de var ikke gode nok i går. Navnligt i første halvleg ser vi for mange spillere, der står relativt stille på sidste linje. Vi tæller for det meste 4-5 spillere, hvor der ikke bliver arbejdet dynamisk på rummene. Hverken på forsiden eller bagsiden af BIF’s forsvarsled.

– Og så bliver det for nemt for Brøndby, når de står i deres stærke 5-back-kæde med tre hårdtarbejdende midtbanespillere foran dem.

– Så det var noget af det, vi adresserede i pausen, og som vi også havde med til mødet i dag. Fordi det er meget tydeligt, at når vi får sat de her relationelle og koordinerede bevægelser ind, får vi hevet og flået i modstanderen. Og så er det, at kanalerne åbner sig til at komme ned bagved dem, så vi ikke kun spiller foran deres forsvar.

– Vi skal ikke kun kigge på hvor bolden er på vej hen, men i stedet kigge på hinanden og hvordan vi kan gøre hinanden gode. Det handler om at arbejde på hinandens bevægelser, og være forudsigende, så man kan se 1,2,3 eller 4 pasninger længere frem i spillet.

Som Birk nævner, venter der allerede på søndag endnu en hjemmekamp. Denne gang er det fynboerne fra OB, der kommer på besøg til kickoff klokken 14.00.

Husk at læs Flemming Pedersen efter kampen i går samt vores to interviews med debutanterne Andreas Schjelderup og Victor Jensen.