Birks analyse: Hvordan vi forsøgte at løse OB’s tunge spil

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Forud for søndagens 3F Superliga-kamp mod et fysisk stærkt OB-hold var der lagt op til, at opgøret ville indbyde til en masse duelspil og nærkampe. Vores analytiker, Frederik Birk, giver her et taktisk indblik i, hvordan vi forsøgte at løse denne præmis i det skuffende 0-2 nederlag.

– Vi havde selvfølgelig et blik på helheden i spillet, da vi havde vores taktiske oplæg til kampen, men særligt synes jeg, at vores valg af defensive struktur er interessant at give en indsigt i.Fordi der er måske nogen, der ville se det som om, at intensiteten i vores presspil ikke var på samme niveau mod OB, som det var mod Brøndby.

– Vi gjorde os nogle overvejelser i forhold til den modstander, vi skulle møde, og hvor mange spillere vi skulle allokere til den første preslinje.

– Mod Brøndby valgte vi at gå tre spillere til deres tre stoppere, og der lykkedes vi rigtig fint med at slå deres afleveringer i stykker, så de hverken kom ind imellem os, rundt om os eller bag ved vores bagkæde.

– Mod OB var vi forberedte på, at boldene fra deres bagkæde ville komme lidt højere og tidligere. Og idet de startede inde med både Mart Lieder, Issam Jebali og Simon Okosun, som alle er store gutter, var der rigtig mange lange pasninger, som gik til duel, andenbolde og nedfaldsspil derfra.

– Og specielt når OB’s to kantspillere, Troels Kløve og Moses Opondo arbejdede sig ind i banen, og var klar omkring det her nedfaldsspil, kom vi til at være i undertal på andenboldene. Det gjorde vi, fordi vi allokerede 2,5 spillere til det forreste pres, hvor både Isaac Atanga, Andreas Schjelderup og til dels Kamaldeen skulle sætte tryk på deres opbygningsspil.

– Og når Kamal var med fremme i presset, og derfor var væk fra midtbaneleddet, så oplevede vi, at nedfaldsspillet blev problematisk at håndtere. Dels på grund af det her numeriske undertal, men også fordi der kom for lange afstande på holdet. Vores bagkæde faldt for hurtigt ned, og efterlod derfor meget plads til det her spil om andenboldene, som OB gerne vil lukrere på.

– Derfor justerede vi i pausen, så Kamal og Atanga alene skulle arbejde på den forreste preslinje. Dermed brugte vi kun to spillere til at presse deres fire opbygningsspillere, mens Schjelderup gik ned som en ekstra 8’er inde centralt, så midtbaneleddet blev styrket til nedfaldsspillet.

– Dog er det altafgørende, at de spillere der skal være klar omkring andenboldspillet, er klar og undervejs, så de kommer først ind i det her rum. Ellers kan vi jo allokere nok så mange spillere, men hvis de ikke klar, både i tanke og handling, nytter det ikke noget.

– Til gengæld vil der være store muligheder for at angribe direkte efter, hvis vi netop formår at erobre bolden her. Og det skaber vi faktisk også en rigtig fin omstillingsmulighed på i det 54. minut, hvor Ulrik er i duel, Atanga er stærk i nedfaldsspillet og så havner bolden ved Kamal i venstresiden, som er tæt på at score.

På søndag går det løs igen, hvor vi jagter en sejr i årets første udebanekamp. Det er mod Vejle Boldklub, og der er kampstart klokken 14.00. Husk at heppe med hjemmefra på TV3 Sport og Viaplay.