Ugens U-Nyt: Fokusset ligger på træningsbanen

Kategorier

foto: Noah Thielemann

I denne uge er også U17-drengene kommet tilbage på træningsbanen efter en forlænget julepause.

U19:

U19-mandskabet har været på træningsbanen siden starten af januar. Fredag eftermiddag får vores superliga-mandskab besøg af Viborg FF, hvor der, ligesom imod FC Helsingør i sidste uge, vil være nogle få U19-spillere i kamp. 

Men på grund af de gældende retningslinjer, så er det ikke muligt at give alle spillere kamptræning. Præcis derfor er tiden på træningsbanen endnu mere vigtig i disse dage, fortæller U19 assistentræner, Jesper Håkansson.

– Allerede fra dag ét har vi arbejdet på spillestilen. Selvfølgelig har vi skullet passe på drengene, så de bliver presset uden at få nogle komplikationer. Spillestilen og alle de ting, som vi gerne vil, er jo på spillernes rygrad, så det har mest handlet om at blive ved med at arbejde på de ting, som vi fokuserede på i efteråret. 

I efteråret havde holdet til tider udfordringer med at udnytte de mange chancer, som de spillede sig til. 

– Med alle de chancer som vi skaber, så vil det altid være et fokusområde. Vi har ikke fået nok ud af chancerne, så det har vi kigget på hver dag, og det er også noget, som vi snakker meget om indbyrdes i trænergruppen. Så det er noget, som vi arbejder stenhårdt på ude på banen, afslutter Håkansson.

U17:

Ifølge planen skulle U17-holdet have startet deres preseason på samme tid som U19-holdet, men det har dog ikke været muligt for dem at starte før denne uge. 

Cheftræner, Johannes Hoff Thorup, er ikke overraskende meget glad og taknemmelig for, at det er muligt at fortsætte det gode arbejde fra i efteråret – også selvom det er ikke under normale vilkår. 

– Det har været rigtig dejligt at komme i gang igen. Helt normalt er det dog langt fra. Vi er, som alle andre i de her tider, underlagt en lang række restriktioner, som vi selvfølgelig overholder og følger. Det betyder lidt for vores forberedelse af træningen, men også gennemførelsen, som ikke gøres på samme måde som hidtil. Det skal dog på ingen måde forstås som en klagesang, for alt den fodbold vi kan få i de her tider, sætter vi pris på. Om det er i stort eller lille omfang. 

På grund af de gældende retningslinjer er det stadig uvist, hvornår truppen vil kunne komme i kamp igen, og derfor er fokusset nu på at få alt ud af den tid, som de har på træningsbanen. 

– I øjeblikket har vi fokus på at få spillerne op i tempo igen. De har heldigvis været enormt disciplinerede henover vedligeholdelsesperioden, hvilket betyder et højt og godt tempo i spillet allerede fra start af. Det er vigtigt, for det vil være træningen der i det næste stykke tid har det primære fokus for vores vedkommende. Ingen af os tør at spå om datoen for en sæsonstart, så vi fokuserer på det, som vi i øjeblikket kan præge – nemlig den daglige træning. 

– Det fysiske fokus er selvsagt primært her i opstarten. Men allerede tidligt inkorporerer vi det fysiske med spiløvelser, så vi kan komme videre i uddannelsen af spillerne. Vores træningsmiljø og uddannelsen i spillestilen er essentiel og derfor er den næste periode rigtig spændende og vigtig for spillerne – også selvom der kommer til at mangle lidt kampe. Så alt i alt er opstarten en kombination af et stort fysisk men også spillestilsmæssigt fokus. 

– Som nævnt så holder vi lidt igen med træningskampene. Vi har fokus på den træning vi kan lave ud fra de gældende restriktioner, og forsøger samtidigt at lave en boble omkring spillere og ledere. Det betyder, at vi i det første stykke tid ikke har planlagte træningskampe. Men så snart muligheden byder sig og det ellers er forsvarligt, så garanterer jeg fart over feltet i både træning og kamp for U17-holdet, afslutter Hoff Thorup. 

U15:

På grund af de retningslinjer, som samfundet er underlagt, har FCN vurderet, at det stadig ikke er muligt for vores U15-hold at begynde deres preseason endnu. Det er endnu ikke sikkert, hvornår dette bliver muligt, men vi håber, at vi meget snart har en forsvarlig og ansvarsfuld løsning på plads, så vi – helt i tråd med de gældende regler og anbefalinger – også kan byde de yngste akademiårgange velkommen tilbage.