Ugens U-Nyt: En karriere som få

Kategorier

Foto: Noah Thielemann

Efter en spillerkarriere med både op og nedture, har Jesper Håkansson startet sin trænergerning som U19 assistenttræner i klubben.

74 kampe i Æresdivisionen, 23 kampe i Superligaen, 61 kampe i 1. divisionen, udlandseventyr som 17-årig og 51 kampe for diverse ungdomslandshold. Det er kun en del af det fodbold-cv, som vores U19 assistenttræner, Jesper Håkansson, kan prale af.

Fodboldkarrieren startede i Frem, hvor han hurtigt blev en eftertragtet herre. 

– Jeg var i den privilegerede situation, at alt gik godt for mig som ungdomsspiller. Jeg vandt Caroline Prisen som 15-årig (årets U16-talent), og derefter gik tiden rigtig, rigtig hurtigt, synes jeg. Jeg blev hurtigt en del af ungdomslandsholdet, hvor jeg også hurtigt blev rykket op på hold, som var ældre end min årgang. Så derfor gik det rigtig stærkt.

– Jeg følte, at jeg var hurtig moden. Jeg blev jo rykket op til spillere, som var ældre end mig, og det modnede mig utroligt meget.

– Så da jeg blev kontaktet af Heerenveen som 17-årig, der var jeg slet ikke i tvivl. 

– Omkring samme tid var jeg også på prøvetræning i Manchester United for at se, om det var noget. Men Sir Alex Ferguson sagde til mig, at han hellere ville have, at jeg tog til Heerenveen, fordi så kunne de følge mig der. United ville også gerne tilbyde mig en kontrakt, men så ville de udleje mig.

– Så da Ferguson gav mig det råd og min daværende agent talte godt om Heerenveen, så tænkte jeg, at det var den bedste mulighed for mig. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted, også selvom jeg var så ung. 

Med hans store erfaring indenfor, hvordan livet er som meget ung i 

– Med min historie, som jo ikke var så positiv, som jeg havde håbet, så vil jeg gerne give det videre til drengene. Dengang ville jeg for meget for hurtigt. At jeg blev rykket op rigtig hurtigt på de forskellige landshold og var flyttet til Heerenveen i en meget ung alder gjorde, at jeg følte, at jeg bare skulle fremad – jeg var for ivrig. 

– Det endte jo så også ud med, at jeg spillede otte kampe for Heerenveen på meget kort tid, hvilket resulterede i en overbelastningsskade, som jeg døjede med i to år. Efter det nåede jeg aldrig at finde det niveau, som jeg havde før skaden. Så i stedet for at fokusset gik op ad, så gik det hele lidt ned ad bakke allerede i en ung alder. 

– Så ud fra det, så kan jeg selvfølgelig bruge min erfaring omkring, hvordan det er i udlandet, men på samme tid kender jeg til konsekvensen, hvis vi ikke plejer vores spillere rigtigt. Jeg ved, hvor meget det betyder for unge spillere, at man er til stede og at man altid er en støtte for dem. Det, at de føler sig hjemme i klubben, er utrolig vigtigt.

Håkansson kom til FCN i sommer, og han beskriver tiden som meget lærerig.

– Tiden i klubben indtil videre har været meget, meget lærerig. Der er jo en kæmpe forskel på at være fodboldspiller og træner. Det koster meget tid at være træner, men den tid er det hele værd, vil jeg sige. Det er utroligt dejligt at være tilbage på græsplænen igen og følge de unge talenter her i klubben og være med til at udvikle dem.

– Og noget, som også er fantastisk, er, at akademiet her i klubben er jo på et meget højt niveau, og det kan jeg også mærke selv. Jeg lærer en masse fra de dygtige træner, som er på akademiet – specielt Johannes (U17 cheftræner), Bajram (U17 assistenttræner), Emil (U15 cheftræner) og Kurland (19 cheftræner). 

Udover klubbens store fokus på udviklingen af spillerne, så er udviklingen af trænerne i klubben også meget vigtig. Noget, som Håkansson har mærket selv. 

– Helt klart. De andre trænere lærer jo selvfølgelig også meget af hinanden og ser selvfølgelig også op til, hvad der sker omkring Superligaholdet. Der bliver rykket nogle grænser hver dag, og vi lærer noget nyt hver dag.

– Men efter at være kommet udefra uden nogen trænererfaring, som jeg gjorde, har jeg meget imponeret af det hele. Niveauet er ekstrem højt på trænersiden, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået chancen for at blive en del af det. 

I forhold til fremtiden vil vores U19 assistenttræner ikke skynde på noget, han vil derimod hellere tage det dag for dag. 

– På sigt kunne jeg godt tænke mig at blive førsteholdstræner et sted, men jeg skynder ikke på det. Lige nu handler det for mig om at suge til mig, af alt som jeg kan få fra de andre trænere her i klubben. Jeg tager det én dag ad gangen, og så må vi se, hvor det bærer hen. 

– Jeg finder ikke et bedre sted, så hver dag lærer noget nyt, og det er jeg taknemmelig for. Og så håber jeg, at det en dag bærer mig i retning af en cheftræner rolle et sted, afslutter Håkansson.

I sommeren 2015 lagde han støvler på hylden efter at have repræsenteret klubber i Danmark, Holland, Sverige og Australien.