Ugens Kvindenyt: Vi skal bygge mere på fysisk

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Vores Physical Performance Coach, Peter Munck Sørensen, giver en opdatering på, hvordan den fysiske formåen står til for vores kvindehold. 

Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang for vores kvindesenior. På trods af en decimeret trup af forskellige grunde, så har der været knald på og god gejst i vores træningspas.

Den fysiske træning er altid i fokus under en opstart, og det er også tilfældet denne opstart. Physical Performance Coach, Peter Munck Sørensen, beretter om gode tendenser i træningerne fra vores spiller.

– Jeg synes, at de er kommet fint tilbage og er i god form. De har passet deres vintertræning, så det har været en rigtig fin start. 

– Vi har sat en målsætning omkring, at vi skal være det hold, som løber flest kilometer og har flest sprints i Gjensidige Kvindeliga. Så for at vi kan nå der, skal vi bygge endnu mere på i forhold til kontinuerligt at kunne lave flere sprints, og dermed skal vi have spillerne i endnu bedre form, end de allerede er.

– Vi kommer til at arbejde på det ved hjælp af spil med bolden, så det handler om at få justeret på, hvordan de forskellige spil er skruet sammen i forhold til banestørrelse og antal spillere i aktion. Samtidig skal vi coache spillerne i, at de skal fokusere på at sprinte den ekstra meter og give sig fuldt ud i alle sprints. Jeg føler, at hvis vi kommer til at rykke os på de parametre, så vil man også kunne se det på resultaterne. 

Når sæsonen først går i gang, og kampene bliver spillet med få dages mellemrum, kan det være svært at blive ved med at bygge på fysisk, da truppen bruger det meste af ugen på enten at restituere eller forberede sig til den kommende kamp. 

På trods af det, så vil trænerne blive ved med at udvikle spillerne på det fysiske niveau. 

– Vi kommer stadig til at have meget fokus på det fysiske. Det spiller selvfølgelig en lidt større rolle her i preseason, men det er ikke fordi, at vi lægger det fuldstændig på hylden på nogen måde. Vi kommer til at planlægge vores træning, så vi rammer de ting, som vi gerne vil, så spillerne stadig bliver testet fysisk og dermed forbedrer sig, afslutter Sørensen. 

Vores fysiske træner kom til klubben i sommer og har været omkring vores kvindesenior siden oktober. Før tiden i Farum var han blandt andet i FC Roskilde og omkring det danske ungdomslandshold i basketball.

På søndag har vores kvindesenior for første gang mulighed for at vise de nye tiltag frem, når HB Køge gæster Right to Dream Park. På grund af de gældende retningslinjer vil det ikke være muligt at at overvære kampen i Right to Dream Park. Derimod vil det være muligt at se kampen på vores YouTube-kanal. Kampen starter klokken 13.00.