Noah Crone skifter til Italien

Kategorier

foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

FC Nordsjællands 18-årige angriber Noah Crone skifter til den italienske klub U.S. Lecce.

Noah Crone har været en del af FC Nordsjællands akademi, siden han kom til klubben som 12-årig. Han har udviklet sig til en målfarlig angriber, der i denne sæson har gjort sig på klubbens U19-hold og i perioder trænet med 3F Superliga-truppen.

Nu skal Crone prøve kræfter med italiensk fodbold, da Serie B-klubben U.S. Lecce har købt angriberen fri af kontrakten med FC Nordsjælland.

Head of Coaching, Alexander Riget:

-Noah startede i vores specifiktræning som U11-spiller. Efter at have deltaget i træningen i et år, skiftede han til Farum BK/FC Nordsjælland. Noah har igennem sin tid i klubben udviklet sig til en målfarlig angriber, som altid har været garant for hårdt arbejde. Noah har siden U16-tiden været fast del af det danske U-landshold.

– Noah har altid præsteret godt til turneringer i udlandet og særligt til turneringer i Italien. Derfor er det ikke overraskende, at Noah nu tager turen til Italien.

– Noah har i alle sine år i FC Nordsjælland været en fysisk stærk og flittigt scorende angriber. Derudover har han igennem årerne altid været utroligt arbejdsom både til træning og kamp, og særligt har Noah udmærket sig i de kampe, hvor der virkelig har skulle arbejdes for tingene.

– Igennem alle årerne har Noah været utroligt vellidt af sine holdkammerater og været god til at skabe positiv stemning i omklædningsrummet, hvilket vi som klub har sat stor pris på. Når et godt kapitel afsluttes, kommer der som oftest et nyt og vi glæder os til at følge Noah i det italienske og ønsker ham held og lykke på sin videre rejse som fodboldspiller.

Noah Crone:

– Jeg kom til som U12-spiller, og min tid i FCN har været helt fantastisk. Klubben er min familie og mit andet hjem. Jeg kender rigtig mange mennesker, som har været i klubben og stadig er det. Fra Abdul, min gamle angrebstræner som U12-spiller, til de trænere, som jeg har haft det sidste års tid. Så jeg ser hele klubben som en stor familie og en familie, som jeg holder meget af.

– FCN har skabt mig som både fodboldspiller og menneske og gjort mig til den person, som jeg er i dag. Jeg vil tage alle de ting, som jeg har lært i klubben med mig videre – fra character development til alle tingene fra banen. Det er ikke kun det fodboldmæssige, man lærer om, men derimod også alt det menneskelige, så man får hele pakken i FCN.

– Nu glæder jeg mig til at tage et stort skridt i min karriere. Jeg kommer til at flytte til et nyt land, hvor jeg skal lære ny holdkammerater og en ny kultur at kende, så det bliver spændende. Jeg håber på at komme godt ind på Lecces hold og få en god start i klubben, og så må vi se, hvad der sker efter det.