FCN’s COVID-chef: Vi har taget det meget seriøst fra starten

Kategorier

Peñalver er Corona-boss hos FCN i disse tider. Her ses han give behandling på en tidligere træningslejr.

Hvordan er det at være fodboldspiller i FC Nordsjælland i disse COVID-tider? Hvordan arbejder vi anderledes som organisation? Og hvorfor tror vi, at den professionelle fodbold får lov at spille videre i Danmark?

Mød Juan Jose Jacob Peñalver, du kan bare kalde ham Peñalver. Han er vores Director of Human Performance. I løbet af 2020 fik han en ny stor og uventet opgave på sig, da han blev klubbens overordnede COVID-ansvarlige medarbejder.

I denne artikel giver han et indblik i, hvor anderledes vores nye og begrænsede hverdag ser ud.

– Det er en kæmpe udfordring at mindske smitterisikoen i en fodboldklub som vores – specielt omkring Superliga-holdet. Ønskescenariet er, hvis jeg kunne bestemme, at det her er vores boble. Det er her, vi er, og der må ikke komme andre ind. Men sådan fungerer det ikke i fodboldverdenen, siger Peñalver.

– Og sådan fungerer det slet ikke hos FC Nordsjælland. Jeg tror faktisk, at vi har nogle af de værste forudsætninger af alle fodboldklubber i Danmark. Hos andre er den professionelle afdeling ofte helt isoleret, men hos os er vi så integreret med ungdomstrænere, ungdomshold, medieafdelingen og administrationen. Vi arbejder på kryds og tværs. Det er en del af vores DNA. Derudover befinder vi os allesammen på samme adresse og på et meget lille område – og det er en udfordring.

– En stor del af vores model er også, at spillere skal rykke op og ned på årgange og hold. Og det er det sværeste. Vi vil gerne give dem mulighed for at træne med ”højere oppe”, fordi vores spillere skal være klar i en meget tidlig alder, men det kræver så, at vi skal teste enormt mange spillere, hvis det skal kunne lade sig gøre.

– Det er sindssygt svært at bryde med vores normale arbejdsgange, men det har sommetider været nødvendigt. Butikken skal stadig løbe rundt, og vi har nogle ting, vi skal leve op til, men udover at performe på banen og udvikle unge mennesker er en af klubbens højeste prioriteter, at vi skal respektere og efterleve retningslinjerne. Derfor er vores sportslige afdeling mere isoleret fra de øvrige afdelinger, end vi har været tidligere.

– Vi lever af at udvikle fodboldspillere, så vi kan ikke sætte det hele på pause. Tænk på den store regning, vi ville stå med på bagkant. Det er derfor, vi bliver nødt til at være lidt hårdere, end man måske er i andre klubber. Men det har været en god beslutning.

En typisk dag for en Superliga-spiller
– I disse tider starter Superliga-spillernes arbejdsdag jo faktisk 30 minutter før, de ankommer til stadion, hvor de udfylder et spørgeskema omkring COVID-19. Der skal de forholde sig til alle mulige symptomer; Har de hovedpine, hoster de eller har de andre af de gængse symptomer. Og så skal de også tage deres temperatur for at tjekke, om de har feber.

– Det skal de melde ind hver evig eneste dag på en app. Også på deres fridage.

Hver dag skal alle spillerne angive, hvordan det står til med eventuelle symptomer.

– Det er klart, at de også vil kontakte vores læge, hvis de har symptomer. Så appen er mest til for, at spillerne altid skal huske at forholde sig til symptomerne. Under normale omstændigheder ville man jo ikke tænke over noget så normalt som lidt hovedpine om morgenen, men under COVID har vi bare ikke råd til at overse noget. Så det er vores første sikkerhedsnet allerede inden, de møder ind.

– Når de så ankommer til klubben, skal de bære mundbind, så snart de træder indenfor. Derefter går de direkte i omklædningen og sætter sig på deres plads, hvor der er god afstand til de andre. Det betyder, at vi nu bruger tre forskellige omklædningsrum og tre forskellige mødetider. Normalt ville de have mødt ind væsentligt før, sat sig i Players Lounge, hygget og spillet spil. Nu er der ingen social aktivitet i klubben, man møder bare ind og sætter sig på sin plads.

Spillerne møder ind på tre forskellige tidspunkter og spreder sig ud på tre forskellige omklædningsrum.

– Den eneste undtagelse er, hvis man har tid til fyssen, fordi så står man og venter ude foran behandlerrummet. Og det har også ændret sig, fordi normalt kunne der godt vælte 6-7-8 spillere ind i fys-rummet, som godt kunne være sådan en lille hygge morgenrutine. Nu må der kun være én derinde ad gangen.

– Til morgenmaden er der også linet op med to meters afstand i køen, maden er portionsanrettet, man sætter sig ved et bord, hvor der er to meters afstand til nærmeste holdkammerat, og spiser sin mad. Derefter tager man masken på igen, går ned i omklædningsrummet, klæder om og går på banen.

En grafik der viser, hvordan spillertruppen skal spise måltider i klubben. Køsystem, afstand og portionsanretninger.

– Til selve træningspassene er der ikke længere så mange restriktioner. I foråret, da det hele stadig var nyt, skulle vi jo træne i små grupper, men nu er professionelle fodboldspillere fritaget for reglen om forsamlingsforbud. Så det eneste, de skal forholde sig til ude på banen, er god hygiejne og god afstand, når der gives instruktioner. Generelt er spillere og trænere gode til at samle så meget kommunikation og samtale ude på banen, så de ikke skal samles indendørs.

– De første par dage efter nytår har vi været nødt til at være ekstra påpasselige, fordi folk har været hjemme på tre ugers ferie. Man ved godt, at der måske har været lille smule mere social aktivitet i ferien henover jul og nytår, specielt når man arbejder med unge mennesker. Så vi testede dem, inden de overhovedet mødte ind, og så tog vi også alle indendørsfaciliteter helt væk fra programmet de første tre dage af opstarten, indtil deres anden test også var negativ. Det betyder, at blandt andet styrketræningen blev gennemført ude på banen.

Gym lukket ned? No problem. Outdoor styrke-session.

– Hvis man skal opsummere, kan man sige det forholdsvist nemt: Du møder op, du arbejder, du går hjem. Alt det sociale er skåret væk. Helt overordnet er vores opgave, at holdet kan performe. Så vi prøver at gøre hverdagen så normal, som det overhovedet er muligt, men mens vi stadig overholder alle krav og restriktioner.

– Det vigtigste er, og det fortæller jeg også spillerne hver uge, at de følger reglerne, når de ikke er i klubben. De skal ikke have alle mulige sociale relationer, fordi det farligste er jo, at vi får smitten bragt ind i truppen. Vi kan lave nok så mange interne retningslinjer for at minimere et eventuelt udbrud, men det vigtigste er, at de i deres dagligdag følger retningslinjerne fra myndighederne.

– Derudover bliver spillere, trænere og alle, der er i kontakt med truppen, selvfølgelig også testet to gange om ugen, så det er også en stor del af hverdagen. Det er naturligvis for at opspore og stoppe en eventuel smittekæde, så det ikke når at sprede sig.

To gange om ugen er der test på menuen. Her er det Christa Jensen fra KL-truppen, der bliver podet af Peñalver.

Glade og taknemlige, men også fortjent
– Der er ingen tvivl om, at den professionelle fodbold skal være glade og taknemlige for, at vi bliver fritaget for det gældende forsamlingsforbud, så vi fortsat kan træne og spille kampe. Men jeg vil også sige, at det er et udtryk for, at man i klubberne og i Divisionsforeningen har taget det meget seriøst fra start af.

– Vi gik som klub ind i samarbejde med Divisionsforeningen, lige da epidemien brød ud, og man ikke rigtig vidste, hvad det var. Man frygtede, hvad der kunne ske med en elitesportsudøver, både på kort og lang sigt, hvis han eller hun blev smittet med Corona.

– Derfor gik vores medicinske gruppe ind i arbejdet med Divisionsforeningen, fordi alle på daværende tidspunkt var på bar bund, og lavede meget hårde protokoller. Nogen vil sige: ”Hold da op, der er 60 sider”, men jeg tror, det er dét arbejde, vi bærer frugt af nu. Det er grunden til, at vi bliver fritaget og kan fortsætte vores arbejde.

– De kan se, at det bliver taget meget seriøst, og der er nogle helt faste protokoller for alt. Afstand, masker, håndhygiejne, materialer skal sprittes af, indendørsfaciliteter og så videre. Det gør, tror jeg, at vi også får lov til at fortsætte fremadrettet.

– Og der er heller ingen tvivl om, at spillerne har meget mere ro nu. I starten gik det dem mere på, at tingene ændrede sig, og de havde sværere ved at performe. Men nu er glæden, over at de kan få lov at spille og træne, altoverskyggende. De tager det i stiv arm, selvom vi har strammet lidt mere op. De ved, at det er deres hverdag nu.

Vi takker fans, sponsorer, partnere og andre interessenter for den store forståelse for, at en del af vores daglige arbejde i klubben er blevet ændret i disse særlige tider. Vi glæder os til at byde jer alle velkomne i Farum, så snart det igen er muligt.