Ugens Kvindenyt: Vi skal lære at mestre den nye spillestil

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

Efter 12 runder af Gjensidige Kvindeliga for vores kvindesenior, er vi til at spotte på femtepladsen i tabellen. Selvom vi ikke har haft alle resultater med os, så er cheftræner, Brian Sørensen, overordnet meget tilfreds.

Selvom grundspillet ikke er færdigspillet endnu, så havde cheftræner for vores kvindesenior, Brian Sørensen, gerne set os højere på tabellen.

– Nu fik vi desværre ikke lov til at spille grundspillet færdig på grund af omstændighederne, men jeg havde da regnet med at slutte den af med en placering en tand højere oppe i tabellen.

– Det har været lidt svært at gå fra at være et defensivt-godt-funderet-hold og køre på omstillinger, som vi havde stor succes med sidste sæson, fordi det var første år i ligaen og vi ikke vidste, hvor vi stod. Så der valgte vi at spille sådan.

– I år er vi kommet tættere på den spillestil, vi gerne vil spille i FC Nordsjælland, nemlig at være mere boldbesidende, lægge et hårdere pres på modstanderne og være mere dominerende. Der kan man sige, at vi har fået samme medicin, som vi selv brugte sidste sæson ved at blive straffet hårdt på modstandernes omstillinger.

– Jeg var godt klar over, at det godt kunne ske, når man spiller, som vi gør i nuværende sæson, men jeg er også klar over, at det tager lidt tid at vænne sig til at have bolden mest.

– Vi skal bygge på vores nye spillestil med at være dominerende og dynamiske i presspillet. Det kan godt være, at resultaterne ikke altid er med os, og at vi kan blive straffet på spillestilen, men det er en spillestil, vi skal tilvænne os, og så skal vi nok lære at mestre den med tiden.

Efter 12 runder af Gjensidige Kvindeliga, er det blevet til henholdsvis fem sejre, tre uafgjorte og fire nederlag for vores kvindehold. Det har givet os en nuværende femteplads med to runder tilbage af grundspillet.

– Jeg synes, at vi har præsteret rigtig godt i alle kampe i forhold til den måde, vi gerne vil spille på, bortset fra de to opgør mod Fortuna Hjørring. Her præsterede vi ikke godt over en hel kamp på hjemmebane, og på udebane får vi tildelt et rødt kort i første halvleg, som ødelægger måden, vi gerne vil spille på.

– Jeg synes, vi spiller noget af det bedste spil mod KoldingQ, som vi nogensinde har præsteret, men vi bliver også slået ud efter deres scoring og vi bliver derfor nødt til at satse. Men kigger man på spillet og den måde vi greb kampen an på, så er jeg utrolig tilfreds.

Vores kvindehold deltager fortsat i Sydbank Kvindepokalen, hvor FC Thy-ThistedQ venter i kvartfinalen.

– Vi deltager stadig i pokalturneringen, og for mig, ville det være kæmpe stort at vinde pokalturneringen to år i træk.

– I forhold til mesterskabet i ligaen, mangler vi stadig lidt kontinuitet, fordi vi har så mange unge og nye spillere, som vi har. Så en pokaltitel for FC Nordsjælland er nok den letteste vej lige pt. til medaljer omkring halsen.

Ud over en masse unge spillere på vores kvindesenior, har vores kvindesenior også et godt samarbejde med U18-pigeholdet. Her integreres pigespillerne et par gange om ugen til kvindesenior træningerne. Mathilde Vistisen debuterede også for kvindesenior i Gjensidige Kvindeliga i nuværende sæson.

– Samarbejdet mellem kvindeholdet og pigeholdet har fungeret rigtig godt. Nu har de fået ny træner, Anja, så jeg tænker, at vi skal fortsætte med den gode kommunikation og samarbejde på samme måde.

– Pigerne har et meget teknisk fint niveau. Selvfølgelig skal de vænne sig til det fysiske og tempoet, men det skal nok komme. Mathilde Vistisen debuterede fordi hun også kunne følge med fysisk. Der er selvfølgelig nogle ting, som hun skal vænne sig til, men hun kan levere en arbejdsindsats.

– Jeg synes, at der er nogle stykker, som byder sig til, og jeg tænker, at vi til foråret også kommer til at se flere fra pigeholdet få debut på kvindesenior, da de gør det godt. Så det er altid dejligt, at man har de næste klar, afslutter Brian Sørensen.

Både vores kvindesenior og pigehold er gået på juleferie og vender først tilbage i starten af det nye år.

Det her var årets sidste Ugens Kvindenyt. God jul og godt nytår og vi ses i starten af 2021.