Ugens Kvindenyt: Anna Kaas: Os FCN-målmænd er ikke som andre

Kategorier

Anna Kaas i aktion i nuværende sæson.

Foto: Gonzalez foto

Anna Kaas er målmand på klubbens kvindeseniorhold, hvilket for hende er en anden rolle målmand end hos andre klubbers målmænd. Udover at skulle være dygtig på bolden, så medfølger målmandsstilen også et større ansvar.

23-årige Anna Kaas har sammenlagt spillet for vores kvindesenior i to år. Hun kom nemlig allerede til klubben i 2018, dengang vores kvindesenior optrådte i 1. divisionen. I sommeren 2019 flyttede hun til klubbens samarbejdsklub, B93, hvor hun spillede en halvsæson og derefter vendte tilbage til FC Nordsjælland i februar 2020.

Her fortæller hun om, hvordan det er at være bagerste spiller med overblik over hele banen, og hvilket ansvar der følger med i sådan en position.

– Vi har jo en spansk-inspireret spillestil i FC Nordsjælland, hvor vi som målmænd skal være mere aktive end den normale målmandsstil. Det skal forstås ved, at vi skal være teknisk dygtige i spillet med fødderne, og tør netop dette, selv i pressede situationer.

– Vi skal også være mere bevægelige. Vi kommer meget mere rundt på banen end den normale målmand, hvilket giver os et stort ansvar i forhold til kommunikationen med vores forsvar. Her er det vigtigt for os målmænd, at fortælle forsvaret hvor de skal stå, hvad der sker i deres blinde vinkel, samt være opmærksomme på vores egen position, for ellers kan det godt gå hurtigt galt.

– Det største ansvar, vi har som målmænd, er, at vi skal positionere os selv bedst muligt, i mens vi vejleder holdet og forsvaret, så vi kan forhindre, at vi kommer ud i situationer, hvor vi skal redde en målchance.

– Som målmænd er vi jo bagerste spiller, så hvis vi laver en fejl, så koster det jo typisk. Og når jeg snakker om fejl, kan det såvel være kommunikationsfejl som redningsfejl. Så det er jo også noget, vi træner og forbereder i denne her spansk-inspirerede spillestil.

– Her træner vi at træffe den rigtige beslutning første gang. Det træner vi ved, at vi bliver udsat for nogle situationer, hvor vi skal forholde os til rigtige mange ting og tage en beslutning ud fra de forskellige omstændigheder.

– Derefter analyserer vi beslutningerne, og det gør vi igen og igen, indtil at vi vænner os til de forskellige situationer og føler os trygge i at træffe de rigtige beslutninger under kamp, når det virkelig gælder.

– Skulle det ske, som det nu gør nogle gange i denne her sport, at modstanderen scorer, så sætter vi os sammen efter kampen og analyserer de relevante situationer. Både de situationer som vi håndterede dårligt og godt, for at vi kan udvikle os for hver kamp, afslutter Anna Kaas.

 


 

FC Nordsjælland U18-piger

 

Fredag den 27. november

Vores U18-pigehold var en tur i Odense forrige fredag, hvor returkampen mod Team OdenseQ fandt sted. Vi havde tidligere på sæsonen slået Team OdenseQ 3-1 på hjemmebane i Right to Dream Park. Dog stoppede vores sejrsstime på seks sejre i træk, da slutresultatet i Odense blev 1-1. Målet blev sat ind af Alma Aagaard, som blev assisteret af Mille Bech.

I lørdags

I lørdags spillede vi årets sidste kamp mod Varde på udebane på Sydbank Stadion. Her sluttede vi året af med en flot holdpræstation og en sejr på 11-1, hvilket også giver os førstepladsen i ligaen. Nu går vi på juleferie og vender først tilbage i starten af det nye år.

 


 

FC Nordsjælland kvindesenior

Vores kvindesenior havde årets sidste træningspas i lørdags og starter først op igen i starten af det nye år.