R1+O: Joe Nørregaard: Jeg tror på top-12, så længe det er statistik muligt

Kategorier

JoeFromDenmark kort før kampstart i eSuperligaen.

Foto: Noah Thilemann

Vores FIFA-hold har haft en lang uge, hvor det er stået på eSuperliga, Weekend League og en kvalifikationsturnering. Holdets kaptajn, Joe Nørregaard, sætter nogle ord på holdets præstationer og ambitioner for nuværende sæson. 

Joe Nørregaard, der er bedre kendt som JoeFromDenmark og  som er kaptajn for vores FIFA-hold, er ikke tilfreds med holdets præstation, fordi han mener, at holdets niveau er højere end, hvad der er blevet vist.

– Sæsonen indtil nu har været med blandede følelser. Det er selvfølgelig rigtig fedt at være i gang igen, og jeg er utrolig glad for det set-up, som vi har i FC Nordsjælland. Jeg synes, at vi (red. FIFA-holdet) er blevet taget i mod med åbne arme, og jeg føler, at vi har et godt fællesskab.

– Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg var tilfreds med holdets præstation resultatsmæssigt. Det er kun blevet til tre point efter otte runder, hvilket jeg er meget skuffet over.

– Jeg er skuffet, fordi jeg ved, at vi er bedre, end det vi har vist. Vi har vist gode takter i 30-40 minutters FIFA-tid, som vi skal blive bedre til at vedligeholde over en hel kamp.

En hel kamp i eSuperligaen udvikles over to kampe, henholdsvis én kamp på Xbox og én på Playstation. Her udvælges der to spillere fra hver klub, som skal repræsentere klubben på de to konsoller. Til slut regnes begge slutresultater sammen, hvilket bliver til det endelige resultat.

– Vi skal blive bedre i første kamp for at give et godt udgangspunkt til anden kamp. Vi har tabt for stort i første kamp og gjort det svært for kamp nummer to. Vi skal derfor blive bedre til at holde hovedet koldt, når vi kommer bagud, og hele tiden have kamp nummer to i baghovedet.

– Jeg tror, at det er et mentalt aspekt, som spiller ind, når man kommer bagud, fordi det ikke var i følge ens plan, og derfor kan man blive for nervøs. Det er noget, vi arbejder hårdt på at forbedre.

Som tabellen ser ud lige nu har vi kun tre point på kontoen efter otte runder. Der er dog kun tre point op til top-12, hvilket er vores nuværende mål.

– Jeg tror på top-12. Hvis andet kunne jeg lige så godt blive hjemme og se med hjemmefra. Jeg vil tro på det, indtil at det er statistisk umuligt, fordi jeg ved, at vi har niveauet, og jeg ved, at vi kan slå alle, hvis vi rammer vores topniveau over en hel kamp.

– Vi skal have gang i pointkontoen. Nu har vi to kampe igen i nuværende uge, hvor vi mindst skal have tre point for at følge med tabellen. Dog vurderer jeg, at der er muligheder for at hente alle seks point i denne uge, afslutter JoeFromDenmark.

 


 

eSuperliga

I sidste uge: 

Der var desværre ingen point at hente i sidste uges to kampe. Det var dog tæt på, at vi fik point på kontoen i tirsdagens kamp mod FC Midtjylland, hvor den stod 1-1 med 45 FIFA-minutter igen.

Tirsdags: FC Nordsjælland 1-3 FC Midtjylland
(JoeFromDenmark 1-1 Keller) – (Luka 0-2 Hedegaard)

Onsdags: FC Nordsjælland 1-5 FC København
(Luka 1-4 LordHjort) – (JoeFromDenmark 0-1 Marcuzo)

Nuværende uge:

Tirsdag:

I dag spiller vi en af sæsonens vigtigste kampe. Vi møder FC Helsingør, der med ni point er en direkte modstander i top-12 kapløbet. Kampen bliver spillet klokken klokken 22.00 og bliver vist direkte på Viaplay.

Onsdag:

I morgen møder vi AGF klokken 19.00, og den bliver også vist direkte på Viaplay. AGF har på nuværende tidspunkt 10 point, så det er også en vigtig kamp, da de også er en direkte modstander til top-12. Bliv klogere på stillingen og kampprogrammet HER.

 


 

FIFA ULTIMATE TEAM

Weekend League

Weekenden stod igen på Weekend League for de fire drenge, hvor det er blevet til to Elite 1 og en henholdsvis Guld 1 og Guld 2.

JoeFromDenmark: 28-2

JG3520: 27-3

Niller: 20-7

Luka: 17-7

 

Kvalifikationsturnering

JoeFromDenmark og Niller havde, igennem gode Weekend League præstationer på henholdsvis Playstation og Xbox, kvalificeret sig til kvalifikationsturneringen. Her vandt JoeFromDenmark første kamp i winner-bracket, men tabte desværre anden kamp, og derfor røg han ned i loser-bracket. Det betød, at han ikke måtte tabe flere kampe. Desværre tabte han første kamp i loser-bracket, hvilket resulterede i, at han røg ud.

Niller, som spillede på Xbox, måtte desværre se sig slået ud i både første kamp i winner-bracket og i første kamp i loser-bracket, hvilket resulterede i, at han røg ud.

R1+O, GG.