Hjortebjergs optakt vs. FCK | Et meget, meget anderledes hold

Kategorier

Vi har mødt københavnerne én gang tidligere i denne sæson. Det var på udebane i runde 4, hvor vi led et smalt nederlag på 3-2.

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

(OBS: Grundet Corona-forbehold har det ikke været muligt at optage interviewet som podcast)

Denne søndag venter en svær kamp i Farum mod FC København, som vi ikke har slået på hjemmebane siden 2017. Der er dog sket mange ting i københavnerklubben dette efterår, hvorfor det nu er et helt anderledes FCK-mandskab, vi skal bide skeer med, mener assistenttræner Frank Hjortebjerg.


Siden vi mødte FCK sidst, har Jess Thorup taget over for Ståle Solbakken. Hvor meget anderledes er det FCK-hold, vi møder på søndag?

– Det er et meget, meget anderledes hold, vi møder denne her gang. Det er et helt andet spil, de forsøger at spille. Både med og uden bolden. Det har faktisk ikke særlig meget at gøre med det FCK-hold, som vi ellers har lært at kende og har sat pris på i mange, mange år. Det er en mindre revolution.

– Med bolden har det tidligere været et hold med en masse indlæg til bagerste stang. Det har været et hold med to midterforsvarer, der bygger spillet op med to centrale midtbanespillere, som alle fire lå tæt på hinanden. De kørte med sådan en kværnende og sikker boldomgang, indtil de var langt nok oppe på banen, havde fået modstanderen til at løbe langt nok og derfor kunne lægge indlægget. Sådan meget kort og firkantet fortalt.

– Nu spiller de med knap så mange høje indlæg, og der er langt flere bolde mellem linjerne og bolde ind i mellemrummet. De har langt flere spillere inde centralt på banen. Der er færre målspark, der bliver sparket langt. Der er flere forsøg på flade gennembrudsbolde. Der er flere flade indlæg. Der er flere centrale midtbanespillere, der løber i feltet, og som også prøver at skabe et overtal inde centralt på banen.

– Hvis man skal opsummere, vil jeg sige, at det nye udtryk i højere grad er funderet mere på gennembrudspasninger fremfor indlæg. Det er funderet mere smalt end bredt. Det er mere spil nede fra keeperen af fremfor en lang bold og så sætte spillet derfra.

Hvad med defensivt? Under Ståle var de jo meget kendt for deres disciplinerede zoneforsvar. Hvordan ser det ud nu?

– Sådan ser det ikke ud længere. Det er mere mandsorienteret, kan man sige. Modstanderen har en stærkere reference nu, end de havde tidligere. De forsvarer sig heller ikke længere med en flad firemandsmidtbane, men mere med noget der ligner en tremandsmidtbane og tre angribere.

– Og så er det med nogle backs, der er mere aggressive i deres fremadrettede pres. Særligt i qua af at de typisk ikke har nogle kantspillere foran sig. De kører også et meget hårdere genpres. Så på den front er det også et markant anderledes hold.

Nu har du fortalt lidt om, hvad FCK gør anderledes end tidligere. Hvad betyder ændringerne for vores gameplan? Hvor kan vi gøre ondt på dem – og hvor skal vi selv være opmærksomme henne?

– Det er noget helt andet. Vi kan ikke lige gøre, som vi plejer at gøre mod FCK. Og vi kan heller ikke søge de samme ting, som vi gjort tidligere. For det er nogle andre positioner, de tager.

– For eksempel er der det her med, at der ikke længere er nogen kantspillere lige foran deres backs. Der er noget rum der, hvor der tidligere altid var en FCK-spiller, hvor der ikke er en FCK-spiller længere. Og det kan vi jo forsøge at udnytte.

– Det giver i hvert fald en anden dynamik og struktur. Både i forhold til den måde de presser på, men også i forhold til den måde, som vi bygger spillet op på. Vi vil jo altid prøve at skabe nogle numeriske overtal på banen, for det er vores måde at se på meget af spillet. Og det kan vi stadig godt. Det bliver bare med nogle former for overtal, end det plejer mod FCK. Eksempelvis fordi de ikke længere har de to kantspillere, men i stedet er mange flere spillere samlet inde centralt.

– Omvendt skal vi jo prøve ikke at komme for meget i undertal inde centralt, når de har bolden. Upåagtet af om de er lidt grønne i deres nye måde at spille, for det er jo ikke alt, der sidder fuldkommen på rygraden endnu, så har de jo nogle rigtig dygtige boldspillere, der kan gøre meget ondt på os, hvis vi giver dem tid og plads.

– Så vi skal prøve at fjerne så meget tid, som det overhovedet er muligt. Vi skal gå op og stresse dem, så de ikke får mulighed for at sætte alt for gode positioner og spille rundt om os. Det vil være en af måderne, hvor vi kan gøre ondt på dem og undgå at komme i problemer.

– Og så skal vi også være opmærksomme på deres genpres. Når de mister bolden, skal vi hurtigt ud af deres hårde genpres. Enten ved at drible os ud af det eller spille os ud af det. Så vi ikke bliver fanget i ubalance lige efter, vi selv har erobret bolden. For vi vil selvfølgelig gerne forsøge at køre nogle hurtige omstillinger.

– Det er en af de ting, der stadig går igen faktisk. Deres backs skal stadig deltage meget i overgangen til gennembrudsspillet. Og det kan jo gøre dem sårbare i de rum, som deres backs efterlader på siderne af deres midterforsvar. Så der er der muligheder, hvis vi kan sætte nogle gode omstillinger op.

Tror du, “det nye” FCK-udtryk ligger dårligere eller bedre til os end “det gamle”?

– Det er svært at sige. Det kommer helt an på, hvor gode de er på den enkelte dag i begge systemer. Og det samme med os selv.

– Men vi har i hvert fald haft det svært, når vi har været på udebane mod “det gamle FCK”, hvis vi skal bruge den formulering. Der er vi kommet til at løbe for meget efter dem. Fra side til side. På grund af det her meget brede spil, hvor de har virkelig har været gode til at udnytte banens bredde. Og så bliver vi trætte, og har indkasseret en del mål i slutningen af kampene.

– På hjemmebanen har det været lidt anderledes, fordi vi selv har kunne diktere spillet noget mere. Og vores seneste 1-1-kamp står stadig som et af højdepunkterne i min tid hos FC Nordsjælland. Det var helt forrygende.

– Jeg synes egentlig, at FCK har forsøgt at skabe tempo og initiativ i kampene de sidste mange år. Og det kan vi jo godt lide. Det er bare på en anden måde, de gør det nu. Det er mere med genpres, og det er mere smalt end, det er bredt.

– Vi glæder os selvfølgelig til at møde et anderledes FCK-hold. Det bliver spændende at se, hvad det kan blive for en kamp. Forhåbentlig kan vi levere en lige så god præstation, som vi gjorde, sidst de var på besøg hos os. Så er der i hvert fald rigtig gode chancer for, at vi står med tre point på den anden side.

Kampen på søndag bliver fløjtet igang klokken 16.00 i Right to Dream Park. Opgøret kan ses på Canal 9.