Flemming P: Fortjent at FC København vandt

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

Det lignede længe en stillingskrig mellem to hold, der kæmpede om at styre spillet. Desværre endte det med sæsonens første hjemmebanenederlag, da vi tabte 0-1 til FC København i eftermiddag. Et skuffende resultat, mener cheftræner Flemming Pedersen, der gav 3F Superliga-debut til den blot 18-årige Lucas Lykkegaard.

Årets sidste hjemmekamp i Right to Dream Park blev desværre ikke vekslet til tre point på kontoen, da vi tabte 0-1 til FC København. Før dagens kamp var vi ubesejret i egen hule, men efter en sen scoring af Pep Biel blev den flotte pointstime brudt. 

– Det er et skuffende resultat, som jeg også sagde til spillerne, fordi det var sådan en kamp, vi gerne ville have vundet. Vi har slået både FC Midtjylland og AGF på hjemmebane i denne sæson, siger Flemming Pedersen. 

– Så vi ville gerne have vist, at vi ikke kun er en del af top 6, men også nærmer os top 3. Der er det ikke nok kun at lave en okay præstation. 

– Vi mangler prikken over i’et, og det er, at vi får point og helst sejre i sådanne kampe, der ligger på vippen. 

Kampen bølgede frem og tilbage med chancer til begge hold. I kampen om bolden og om at være spilstyrende og tage initiativ trak hovedstadsklubben tilslut det længste strå. Det var en fortjent sejr til FC København, mener vores cheftræner:

– Kampen lå og vippede hele tiden, fordi begge hold gerne ville være på bolden. I anden halvleg fik FCK lidt flere passager, hvor vi blev trykket ned. Blandt andet der hvor Pep Biel scorede, siger Flemming. 

– FCK var i større periode af kampen i stand til at have mere præcis boldbesiddelse og tryk på os – især med bolden på den sidste tredjedel af banen. Når vi ikke er bedre til at tage de muligheder for omstillinger, der lå i dag, så var det fortjent, at FCK vandt den kamp.

– De havde bolden mest, så vi kom til at løbe meget efter dem. Når vi samtidig ikke tager kontramulighederne eller skaber større chancer på kontraerne, så er det fair, at de vinder. 

Med sejren kravler FC København forbi os i tabellen, hvor vi indtager en foreløbig ottende plads med tre point op til top 6. I næste spillerunde venter en svær udebanekamp mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

– Hvad den her kamp betyder må fremtiden vise. Superligaen er så jævn, hvor der er ti hold, der ligger og slår hinanden på kryds og tværs, siger Flemming. 

– Men når vi taler om, hvad vi skal forbedre, så skal vi have endnu længere passager med bolden og have bedre timing i vores dybdeløb og dybe bolde. 

– Vi skal kigge på de muligheder, som lå i den her kamp, fordi de vil også opstå mod FC Midtjylland.  Der er også nogle situationer, hvor vi ikke er tålmodige nok på deres banehalvdel og smider nogle for lette bolde. Så vi kan lære meget af i dag.

Efter længere tids skade- og coronapause havde vi igen Mads Døhr Thychosen med i startopstillingen. Han kronede sit comeback med en flot præstation og 90 minutter i benene. Derudover fik Lucas Lykkegaard sine allerførste spilleminutter for os i 3F Superligaen, efter han blev skiftet ind 12 minutter før tid. Lucas er normalt højre back, men debuterede i dag i venstre siden. Der skal lyde et stort tillykke til Lucas med sin debut.

– ‘Lykke’ kommer ind, og gør det ganske fornuftigt. Da han kom ind i midten af anden halvleg, var det, vi forlangte, en solid indsats, siger Flemming.

– Det kommer han ind og leverer. Han viser, at han er en del af holdet. Han er en af vores egne og har spillet her, siden han var fire år gammel. Og han kommer til at få mange flere kampe med tiden. Det er der ingen tvivl om. 

Mandag den 21. december spiller vi årets sidste kamp, når vi skal en tur til Herning. Her møder vi 3F Superligaens forsvarende mestre, FC Midtjylland. Kampen fløjtes i gang klokken 19:00.