Dagens modstander: FC Midtjylland

Kategorier

I aften venter kalenderårets sidste kamp i 3F Superligaen, når de forsvarende mestre fra FC Midtjylland byder os op til dans.

Udebanekampe i Herning har aldrig rigtig været vores kop te, hvilket også afspejler sig, når Bajram Fetai og Henrik Kildentoft skal finde gamle anekdoter frem.

Duoen finder dog ud af, at de begge var på banen til klubbens første udebanesejr mod FCM nogensinde, da vi i den 8. runde af 2009/2010-sæsonen tog en 0-2-sejr med hjem fra Heden. I et andet opgør mod midtjyderne havde Kildentoft en lille kontrovers med den legendariske Superliga-dommer Claus Bo Larsen.

Henrik: “I første halvleg var jeg helt færdig. Helt væk!”

Henrik: “Så råber jeg noget til Claus Bo, der er dommer: Hold kæft mand, der er frispark!”

Henrik: “Og så siger han: Hold nu din kæft, Kildentoft! Og se at få styr på din højrekant!”

Bajram: “Haha – er det rigtigt? Han var faktisk en sej dommer. Han var god.”

Henrik: “Elskede ham!”

God fornøjelse!


59 gange har vi krydset klinger med FC Midtjylland i Superligaen, hvoraf det blot er blevet til 14 sejre. FCM har derimod vundet hele 30 gange, mens de resterende 15 opgør er endt uafgjort.

Én af vores få sejre faldt dog tidligere i denne sæson, hvor midtjyderne blev sendt hjem fra Farum med et nederlag på 4-1. Inden da havde vi ikke slået dem i 14 kampe i streg.

Seneste fem indbyrdes opgør, W-L-L-L-L
31.10.2020 FCN 4-1 FCM
17.07.2020 FCM 6-3 FCN
05.07.2020 FCN 0-1 FCM
07.06.2020 FCN 0-1 FCM
21.07.2019 FCM 2-1 FCN

På udebane i Herning står det faktisk endnu sløjere til. Her har vi kun prøvet at vinde fire gange i Superligaens historie, hvoraf den seneste sejr var tilbage i 2017. Det betyder, at FCM er ubesejret i deres seneste 7 hjemmebanekampe mod os.

De sidste mange kampe har dog været relativt tætte. Af de seneste fem opgør er to endt uafgjort, to endt med ét-måls-sejr til FCM, mens det seneste møde endte 6-3 til FCM. I denne kamp var vi dog foran af to omgange, men et tidligt rødt kort til Mads Døhr spillede en stor rolle. Du kan se highlights fra denne kamp HER.

Seneste fem indbyrdes opgør i Herning, L-L-D-D-L
17.07.2020 FCM 6-3 FCN
21.07.2019 FCM 2-1 FCN
30.03.2019 FCM 0-0 FCN
04.03.2019 FCM 3-3 FCN
07.05.2018 FCM 2-1 FCN

FC Midtjylland er som bekendt de forsvarende mestre af 3F Superligaen. I denne sæson ligger de også lunt i svinget, selvom de i efteråret også har spillet deres første Champions League-gruppespil nogensinde. De har kun tabt 2 af deres første 12 kampe, og er ubesejret i de seneste fem runder.

Inden denne runde er de placeret på rækkens førsteplads á point med Brøndby IF (24 point). De har hentet 13 af deres point i deres fem hjemmekampe, hvilket er den fjerde sæson i træk, at det sker.

FC Midtjylland, 3F Superliga-kampform, D-W-D-W-W
14.12.2020 OB 1-1 FCM
05.12.2020 VB 0-2 FCM
28.11.2020 FCM 0-0 AaB
22.11.2020 AGF 1-2 FCM
08.11.2020 FCM 4-0 FCK

FCM’s seneste start 11’er (vs. OB): 4-2-3-1
Jesper Hansen
Dion Cools, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho
Jens-Lys Cajuste, Frank Onyeka
Anders Dreyer, Evander, Mikael Anderson
Sory Kaba

Skader/fravær
FCM melder intet om skader, men det er værd at bemærke, at den svenske back Joel Andersson glider ud af dagens kamptrup, hvis man sammenligner med den trup, der spillede mod OB i sidste runde. Det betyder også, at spillere som Lasse Vibe og Ronnie Schwartz heller ikke er i truppen i dag.

Karantæner
FCM: Ingen
FCN: Ulrik Yttergård Jenssen

Husk at lytte Frank Hjortebjergs optakt til dagens opgør – det kan du gøre HER. Her fortæller vores assistenttræner blandt andet, at det generelle præstationsniveau ikke har været godkendt i efteråret, hvorfor han og resten af Superliga-holdet jagter en god præstation i aften, så vi kan gå tilfredse på juleferie.

God kamp. Vamos!