Atanga-jubilæum: Jeg kan ikke tro det

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

En stor milepæl er nået. Isaac Atanga banede en ny vej for fremtidige Right to Dream-talenter, da han for 2,5 år siden blev en del af vores U19-hold. I weekendens opgør mod SønderjyskE rundede angriberen sin kamp nummer 50 for os. Vi ønsker ham tillykke med den flotte bedrift.

Senest kunne vi fejre Catrine Gryholts og Ásla Johannesens jubilæum, men nu er det Isaac Atangas tur. Det kom som en stor overraskelse for vores nummer 12, at han havde 50-kamps-jubilæum i udebanekampen mod SønderjyskE forrige weekend.  

– Jeg kan ikke tro det. Hvis nogen fortalte mig sidste år, at jeg ville komme til at spille min 50. kamp allerede nu, ville jeg have rystet på hovedet. Jeg er utrolig glad, siger Atanga.

Den hurtige angriber har udviklet sig enormt, siden han i 2018 kom til klubben fra Right to Dream. Antaga var den allerførste spiller fra Right to Dream, der blev en del af U19-holdet. 

-I starten havde jeg det dårligt med at starte på U19-holdet. Hvorfor lige mig, når nu mine andre holdkammerater rykkede direkte til Superligaholdet?, siger jubilaren. 

– Efter at have snakket med forskellige mennesker omkring mig blev jeg mere motiveret. Måske var det her muligheden for mig at bevise, hvad jeg kunne. Derfor gav jeg alt, jeg havde, for at vise at det her slet ikke var en dårlig situation. 

– Det år på U19 gjorde jeg til alt, hvad der stod i min magt for at gøre mit bedste. Ikke alle mine holdkammerater klarede den til førsteholdet, så jeg var taknemmelig for, at det lykkedes for mig.

I sit første år som U19-spiller blev Atanga kåret som årets spiller i 18/19-sæsonen. Han havde allerede så småt snuset til 3F-Superligaen men blev flyttet permanent op i truppen året efter. Med sin rejse har angriberen inspireret fremtidige generationer af unge talenter fra Right to Dream.

– Det betyder helt vildt meget for mig. Min opvækst hos Right to Dream har gjort, at jeg har et ønske om at skabe muligheder for og inspirere andre, siger Atanga. 

– I og med at jeg var den første fra Right to Dream til at blive en del af akademiet, har jeg banet vejen for andre spillere. Hver gang jeg ser nogle nye på akademiet, føler jeg en stor glæde. Forhåbentlig får de også muligheden for at rykke op på førsteholdet. 

– Det er okay at tage et skridt tilbage, for derefter at gå to frem. I starten var jeg ærgerlig, men det har udviklet mig både på og udenfor banen. 

Selvom overgang til førsteholdet var fantastisk, kom det som en stor overraskelse for Antaga, da han fik sin første startplads i 3F Superligaen og scorede sit første mål. 

– Jeg havde en samtale med min U19-træner, hvor han fortalte mig, at jeg efter sommerpausen skulle spille for førsteholdet. Det kunne jeg slet ikke begribe. Jeg var utrolig glad, da jeg fortalte mine forældre det. Da jeg mødte mine nye holdkammerater, var de alle virkelig venlige mod mig. Så det var en fantastisk oplevelse, siger jubilaren.  

– Min allerførste start for Superligaholdet var i sæsonåbningen mod Horsens i 2019. Vi vandt 3-0, hvor jeg scorede et mål. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for mig. Det gav mig en enorm selvtillid. Nu var det tid til at jeg skulle vise, hvad jeg var gjort af.

– Da jeg blev en del af førsteholdet, gjorde jeg mig faktisk ikke engang forhåbninger om at spille. Jeg kender mig selv og ved, at det handler om udvikling. Jeg tænkte bare, at jeg ville komme ind og lære de andre at kende. Med tiden kunne jeg så få min chance. Det var faktisk min plan, men så var jeg pludselig en del af startopstillingen. Wow, tingene gik meget hurtigere end forventet. 

Det er en stor præstation at opnå 50 kampe for vores hold, og Atanga vil gerne rette en særlig tak til de fans, der har støttet ham – især i de svære perioder:

– Selvom de fleste ikke kan være på stadion, så er jeg stadig taknemmelig for dem, og det de har gjort for mig. Det er fantastisk at spille foran fansene, siger angriberen. 

– Jeg snakker med nogle af dem, og de motiverer mig til at blive bedre. Nogle gange, når det er svært, så gør deres tro på mig, at jeg kan gøre mere. Det betyder alt for mig. 

På søndag får Atanga muligheden for at fejre sit jubilæum, når vi spiller mod FC København. Bolden ruller fra klokken 16 i Right to Dream Park.