Ugens U-Nyt: Vestjylland venter

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic

U15 var flyvende igen, U17 fightede sig til en flot sejr og U19 manglede den sidste skarphed i en travl weekend i Farum for vores akademi-hold. På lørdag venter Esbjerg fB. 

U19: 

I fredags var Lyngby på besøg i Right to Dream Park i U19-Ligaen. Kampen endte 2-2 efter en større dominans fra vores drenge.

Efter kampen snakkede cheftræner, Kasper Kurland, omkring, at presset og afslutningsspillet haltede en smule i starten af kampen, men senere hen blev bedre.

Derfor er de to facetter i spillet også to af fokusområderne før næste kamp på lørdag imod Esbjerg fB.

– Vi fortsætter med at køre på. Vi har set en masse videoklip på vores presspil, og drengene har selv lavet deres egen analyser af deres eget presspil i løbet af kampen. Vi har både set på det på et individuelt og kollektivt niveau.

– I forhold til afslutningsspillet har vi også kigget på noget video fra sidste kamp for at se, hvordan vi kan ændre nogle ting, så vi bliver endnu mere effektive. Vi skal blive stærkere i vores løb i feltet, samt vores valg af afslutninger.

Om den kommende kamp på lørdag har Kurland følgende at sige…

– Vi skal være endnu mere tydelig i vores opbygningsspil, hvilket vi synes, vi var noget stærkere til i anden halvleg end i første halvleg. Derudover handler det om, at vi rammer vores spillemæssige udtryk tidligere end i fredags, så vi kan sætte os på kampen. Vi vil meget gerne komme derover for at dominere kampen, og samtidig være målsøgende i vores udtryk og være aggressive i vores pres, når vi ikke har bolden. Så det er planen, og vi glæder os rigtig meget!

Hvis du missede fredagens kamp imod Lyngby, så kan du enten se hele kampen her eller se højdepunkterne fra kampen her.

Drengenes kamp bliver fløjtet igang klokken 17.00 i Esbjerg. Du vil kunne følge kampen på vores Twitter-kanal.

U17:

Fredag eftermiddag sikrede vores U17-drenge sig sejren på 2-1 over Lyngbys-ditto. Det var endnu engang en hårdkæmpet kamp, men de unge drenge viste stor klasse i deres jagt på sejren.

Noget, som cheftræner, Johannes Hoff Thorup, var virkelig glad for at se.

– Der var rigtig godt gang i den i fredags. Lyngby udfordrede os i deres mand-mand pres, hvilket til tider gav os lidt udfordringer. Men det gav også en åben kamp og en kamp i højt tempo, hvilket var fedt. Det var ikke alt omkring vores spil med bolden, som vi var helt tilfredse med, men vi skaber stadig rigeligt med chancer i kampen.

– Og på positivsiden, så giver vi igen ekstremt få chancer væk. Der er en rigtig god viljestyrke samt arbejdsmoral i holdet, og drengene skal have ros for at knokle i alle 90 minutter.

Lørdag eftermiddag venter Esbjerg fB for drengene. Esbjergenserne har ikke fået den bedste start på den nye sæson, men de er dog kommet godt efter det i de sidste par runder.

Trods den kommende modstanders opadgående formkurve, så mener Thorup, at hans drenge mest af alt skal fokusere på deres eget spil.

– Der venter os endnu en god test på lørdag i Esbjerg. Esbjerg har resultatmæssigt haft en lidt svær start på sæsonen, men er kommet rigtig flot efter det. De har nu vundet de sidste tre kampe i træk, så vi skal levere på et højt niveau for at få de tre point.

– Når det så er sagt, så har drengene præsteret på et flot niveau det sidste stykke tid. Det håber vi selvfølgelig, at vi kan blive ved med. Vi skal gøre kampen til en kamp, vi kan kontrollere med bolden og få modstanderen trukket fra hinanden med godt og hurtigt positionsspil. Derudover skal vi som altid være aggressive i presset, så vi giver modstanderen så lidt tid med bolden som muligt. Lykkes det, så er jeg også ret sikre på, at vi lykkes resultatmæssigt, afslutter Thorup.

Hvis du missede U17-kampen i fredags, så kan du se målene her.

Lørdagens U17-kamp bliver fløjtet igang klokken 14.30 i Esbjerg.

U15:

De unge akademi-drenge har været “on fire” de sidste tre kampe, hvor det er blevet til ni point og en målscorer på 17-1. I sidste weekend blev det til en 7-1 sejr imod Lyngby BK.

Ikke overraskende var cheftræner, Emil Sjølin, meget tilfreds med drengenes præstation.

– Vi leverede endnu en flot præstation, og der var stor koncentration i alle dele af spillet. Vi var spilstyrende, og drengene var hele tiden opmærksomme på, hvilke justeringer vi kunne lave og havde indbyrdes dialog undervejs i kampen. De begynder at tage større ansvar for holdet præstation og hjælpe hinanden. Sammenholdet er godt, og det kan virkelig ses i præstationerne.

– Vi løste igen modstanderens høje pres på grund af et godt teknisk niveau, gode positioner og fornuftige beslutninger. Gennembrudsfasen efter opbygningen løste vi ikke godt nok, og angrebet gik for ofte i stå midt på banen.

– I det mere etablerede gennembrudsspil blev vi fortsat tvunget til at spille for meget rundt om modstanderen, hvor vi manglede spiller i feltet og derfor ikke fik scoret på de mange chancer, vi skabte i første halvleg. Vi skal fortsat blive dygtigere i vores løb i feltet efter indlæg fra siden, samt skabe flere gennembrud centralt, så vi kan skabe endnu flere chancer og deraf mål.

– Vores pres var gennem hele kampen godt og vi fik mange erobringer højt og holdt modstanderen fra chancer langt ind i kampen, selvom vi desværre ikke kunne holde tredje clean sheet i træk.

Også vores unge U15-drenge tager turen til Esbjerg i den kommende weekend.

– Til kampen i den kommende weekend skal vi fortsat blive bedre til at tage længere perioder med bolden og flytte modstanderen rundt på banen, vi skal være mere effektive i vores afslutninger i feltet og fastholde det aggressive udtryk i presset, afslutter Sjølin.

Kampen imod Esbjerg starter klokken 14.30.