Ugens U-Nyt: Spændende opgør i weekenden

Kategorier

Efter en friweekend for vores tre ældste akademihold er de alle tilbage i aktion på lørdag, hvor AC Horsens gæster Right to Dream Park. 

U19:

Efter en weekend uden kamp var U19-drengene tilbage i aktion i tirsdags. Dog var det ikke en liga eller pokalkamp, men derimod en interntræningskamp i mod Superliga-reserverne.

Selvom kampen endte med et 4-2 nederlag, så var det stadig en kamp, som gavnede U19-spillerne rigtig meget – specielt individuelt.

– Det var en meget brugbar kamp for drengene. Den var meget lærerig i forhold til, at vi fik arbejdet med vores spil, men det var mest den individuelle læring i forhold til et lidt højere tempo, mere fysik og større intensitet, som var rigtig god, siger cheftræner, Kasper Kurland, og fortsætter…

– Så på den måde var det en rigtig god matchning for vores drenge, som løste spillet og situationerne rigtig godt. Vi havde godt fat i vores opbygningsspil og gode positioner, så når vi fik spillet boldene de rigtige steder, så havde vi også muligheder for at score – også flere end de to, vi laver.

– Omvendt så synes vi, at vi gav bolden for nemt væk i de fire situationer, hvor vi indkasserede mål. Så igen var det rigtig god læring for drengene at blive sat i de dilemmaer og situationer, hvor tempoet er lige det højere og modstanderen har lidt mere fysik, end hvad de er vant til.

– Så det var en meget værdifuld kamp. En kamp i et højt tempo og med en masse gode tal i forhold til det fysiske. Samtidig var det også en rigtig god forberedelse til kampen på lørdag imod AC Horsens.

Lørdag kommer ligaens lavest placerede hold på besøg i Right to Dream Park. Trods modstanderens, indtil videre, svære sæson, så venter der alligevel vores drenge en god udfordring.

– Selvom de har haft en svær sæson, bliver det en god udfordring. Vi ved, at alle kampe er svære og har deres eget liv, så der kan ske hvad som helst.

– Derfor handler det for os om at tilkæmpe os kontrollen, sætte angrebene op, trykke modstanderen længere og længere tilbage og udnytte vores chancer. Samtidig skal vi være påpasselige og sikre os imod deres omstillinger og standardsituationer.

– Så det bliver spændende. Vi glæder os meget, afslutter Kurland.

Som til alle andre hjemmekampe vil denne også kunne ses på vores YouTube-kanal.

Der er kampstart klokken 13.00.

U17:

Ligesom U19-drengene var U17 heller ikke i Liga aktion i sidste weekend. I tirsdags havde de dog en Pokalkamp imod HIK, hvor drengene sikrede sig avancement med en 2-0 sejr.

– Det var en ganske udmærket respons oven på et nederlag med sejren tirsdag aften. Som altid så har pokalkampe sin helt egen gang, især set i lyset af knald eller fald formatet, og derfor handlede det om for os at sætte os på tingene fra start af, siger cheftræner, Johannes Hoff, og fortsætter…

– Vi scorede det første mål efter 5 min og var herefter i rigtig god kontrol i hele kampen. Derudover var det godt at se flere at de yngre spillere i truppen vise sig frem, og vi gav også spilletid til U15-spillere.

Til kampen i weekenden har Johannes følgende af sige…

– Vi har især haft fokus på vores gennembrudsspil og vores kollektive bevægelser i feltet med henblik på at lave chancerne så store som muligt op til weekendens kamp. Vi har en formodning om, at vi kommer til at dominere med bolden i weekenden og at det i særdeleshed bliver spillet i felterne der bliver afgørende.

– Derfor har det været vigtigt for os at få genopfrisket nogle aftaler, men også at få trænet synergien mellem spillerne. Det har set ganske udmærket ud, og spillerne har i hele efteråret generelt arbejdet hårdt og flot med tingene. Jeg har lovet det før, og jeg tør også godt at gøre det igen – det bliver målrigt på lørdag, afslutter en spændt cheftræner.

U17-kampen starter klokken 15.30.

U15:

Ligesom U17 så var U15-drengene også i aktion i Pokalen i denne uge. Også der sikrede vi os videre avancement efter en 3-1 sejr over FC Københavns ditto.

Udover pokalkampen har holdet brugt den sidste uges tid på at arbejde på de sidste detaljer inden kampen i weekenden.

– Det har været rigtig godt for drengene at få en velfortjent friweekend. Man har virkelig kunne mærke til træning, at de har et større fysisk og særligt mentalt overskud. Det kunne man ligeledes se i vores pokalkamp onsdag aften imod FCK. Drengene leverede en flot indsats, hvor særligt kommunikationen og arbejdsindsatsen stod ud, siger cheftræner, Emil Sjølin.

– Vi brugte sidste uge på at gå mere i dybden med vores gennembrudsspil, da vi fortsat ikke er dygtige nok til at gå fra opbygning til gennembrud mod højt pres og samtidig har svært ved at bryde etablerede forsvar ned. Vi lærte i pokalkampen onsdag, at vi fortsat skal blive dygtigere i disse faser.

Lørdag er U15-holdet tilbage i Ligaen, når Horsens kommer på besøg.

– Kampen mod Horsens bliver en god test af, hvor langt vi er nået med vores fokus fra sidste uge. Det bliver en kamp, hvor vi skal være spilstyrende og i store dele af kampen forsøge at bryde et etableret forsvar ned.

– For at lykkes i kampen skal vi finde gode positioner mellem modstanderens kæder og spille bolde ind igennem deres linjer eller rundt om dem, når vi får flyttet dem. Det bliver vigtigt, at vi hele tiden har gode positioner, når vi angriber, så vi kan vinde bolden tilbage, når vi mister den for at undgå omstillinger.

Drengenes kamp bliver fløjtet i gang klokken 13.00.