Ugens U-Nyt: Der skal arbejdes med tingene

Kategorier

foto: fcn.dk

U-19 holdet under et træningspas.

I sidste weekend var vores tre ældste akademihold en tur til Esbjerg, hvor det blev til to sejre og et enkelt nederlag.

U19:

Efter en rigtig flot første halvleg lykkedes det for vores U19-drenge at tage alle tre point i weekenden

De sidste par uger har været hektiske for alle vores akademihold, og derfor er det også tiltrængt med en friweekend i den kommende weekend. 

Det giver nemlig både trænere og spillere tid til at arbejde på de små detaljer, samt at få alle klar i forhold til den fysiske formåen. 

– Vi havde seks spillere med Superliga-holder i mandags, og så havde vi resten af holdet med i en mindre gruppe til normal U19-træning. Vi havde stor individuel fokus på intensiteten hos de spillere, som ikke spillede så meget i weekenden, siger cheftræner Kasper Kurland, og fortsætter.

– Ellers har vi en uge, hvor vi vil holde høj intensitet og arbejde videre med de forskellige faser i spillet – i særdeleshed vores opbygningsspil, gennembrudsspil og forsvarsspil.

– Så det bliver en vigtig træningsuge for os, hvor vi skal sørge for at holde alle spillere skarpe. Vi skal arbejde med detaljerne i spillet, samt kigge på nogle episoder fra de sidste par kampe.

– Spillerne får fri i den kommende weekend, så vi kan trykke på intensiteten endnu mere i næste uge.

Hvis du endnu ikke har set højdepunkter fra U19-drengenes sejr, så kan du se dem her.

Næste kamp for U19-drengene er den 21. november, hvor AC Horsens gæster Right to Dream Park. Der er kampstart klokken 13.00, og der vil være, som ved alle andre U19-hjemmekampe, muligt at se kampen på vores YouTube-kanal

U17:

Weekendens kamp blev ikke som håbet forud for kampen, da drengene desværre måtte se sig slået med 3-2. 

I følge cheftræner, Johannes Hoff Thorup, så manglede holdet mange af de gode ting, som de har vist i de foregående kampe. 

– Det blev desværre en noget rodet kamp i weekenden. Det var langt fra de seneste ugers flotte niveau, og kampen som helhed manglede flow og gode perioder. Vi blev aldrig rigtig dominerende med bolden, på samme måde som vi plejer, og var derfor ikke i kontrol, som vi gerne vil være.

– Vi skabte stadig rigeligt med chancer og brænder et straffespark ved stillingen 2-2. Men vores kollektive forsvarsspil var på dagen ikke godt nok, og derfor gav vi også for mange chancer væk. Hvilket heldigvis er atypisk for holdet.

Også U17-drengene har fri i den kommende weekend

– Vi ville gerne have spillet i weekenden for hurtigt at komme tilbage på sporet igen. Men omvendt giver den lille pause os mulighed for lidt restitution, men også at gå i dybden med de ting som ikke helt virkede for os i weekenden. Og ellers så er det bare tilbage på træningsbanen og hurtigst muligt genfinde vores vanlige niveau.

– Spillerne virker sultne efter at bevise, at vi er bedre som hold, og derfor bliver det helt sikkert en fed oplevelse næste kamp, hvor Horsens kommer på besøg. Vi har før tabt i sæsonen og reageret flot i kampen efter. Så det glæder jeg mig til at se gentaget!, afslutter cheftræneren.

Du kan se højdepunkter fra U17-holdets kamp her.

AC Horsens kommer på besøg i Right to Dream Park lørdag den 21. november. Kampen bliver fløjtet i gang klokken 15.30. 

U15:

Vores unge U15-drenge har haft noget af en fremgang, og efter weekendens sejr har de nu vundet alle deres seneste fem kampe.

Trods sejren i weekenden, så var cheftræner, Emil Sjølin, alligevel ikke helt tilfreds med præstationen. 

– Vi var ikke tilfredse med vores præstation som helhed. Der var for få perioder, hvor vi var spilstyrende, og vi havde svært ved at kontrollere kampen. Det gav nogle åbne situationer, som ikke var til vores fordel.

– Vi ville gerne have haft en kamp i et højere tempo, med færre spilstop og flere perioder hvor vi kunne sætte vores positioner og lave flere afleveringer. Det lykkedes vi ikke med og derfor blev det i perioder en svær kamp.

– På den positive side arbejdede drengene godt gennem hele kampen og håndterede en svær start på kampen på bedste vis.

– Vores opbygningsspil var generelt for langsomt, og vi manglede bevægelse fra de centrale spillere, hvilket gjorde det svært for os at flytte bolden frem med nok kontrol. Når vi lykkes i vores opbygningsspil, var vi for ineffektive i vores gennembrudsspil og fik skabt for få chancer efter etableret angreb.

– Både vores presspil og forsvarsspil var godt og drengene arbejdede med stor intensitet og koncentration, hvilket gjorde, at vi tillod minimalt med chancer i åbent spil. Til gengæld forsvarede vi os for dårligt på defensive standarder, hvor Esbjerg i tre omgange skabte store chancer.

U15-drengene har også fri i den kommende weekend….

– Drengene har i den kommende weekend fri, hvilket er tiltrængt efter et hårdt efterårsprogram med mange aktiviteter og 6 udekampe.

Holdets næste kamp er lørdag den 21. november, når AC Horsens kommer på besøg. Kampen starter klokken 13.00.