Kurland: En super første halvleg

Kategorier

Foto: FCN

Lørdag kunne U19-drenge på fin vis rejse fra Esbjerg med en 2-1 sejr i bagagen efter en rigtig flot første halvleg. 

Drengene var tilbage i aktion i U19-Ligaen, da de lørdag tog turen til Vestjylland, hvor Esbjergs ditto ventede.

De unge drenge kunne, specielt efter en flot første halvleg, se sig sejrrig ud af opgøret. Ifølge cheftræner, Kasper Kurland, så var dagens første halvleg en fremragende en af slagsen.

– Vi spiller en rigtig, rigtig god første halvleg, hvor vi styrer spillet og scorer to super mål. Der så det virkelig godt ud. Vi kunne og skulle også have lavet flere mål. Derudover kan jeg ikke huske mange Esbjerg-muligheder i den halvleg. Så det var vi meget tilfredse med.

Trods en føring på 2-0 og total dominans i første halvleg, så blev anden halvleg en svær en af slagsen.

– I anden halvleg var vi desværre nødt til at skifte både i formation og på nogle spillere. Det gjorde, at vi blev presset tilbage af Esbjerg. De var rigtig farlige i den periode, hvor de både scorer og har senere et skud på stolpen.

– Jeg bliver nødt til at fremhæve vores målmand i dag, Andreas Gülstorff. Han var outstanding, så det var en virkelig, virkelig flot kamp af ham.

– Vi skifter formation igen med cirka 20 minutter tilbage af kampen. Det gør, at vi kommer mere tilbage i kampen igen. Vi havde kæmpe muligheder for at lukke kampen, og det skulle vi også have gjort.

– Så på en måde var anden halvleg delt op i to perioder. Den først halvdel var vi under pres, og der kom vi ikke frem til det, som vi ville – hverken i forhold til at være i kontrol eller få skabt chancer.

– Men da vi fik skiftet formation, kom vi tilbage i kampen, så vi kunne krige og fighte den hjem. Men som sagt tidligere, så havde vi også muligheder selv i den periode til at lukke kampen.

– Alt i alt var det en rigtig flot sejr og en rigtig flot indsats af drengene igen. Det var en super første halvleg, som vi virkelig kan tage meget med fra.

– På samme tid viste vi også en flot vilje i den periode, som ikke var så god. Så der var mange positive takter og flotte præstationer, afslutter Kurland.

Dagens mål blev scoret af Andreas Bredahl og Andreas Schjelderup.

Næste kamp for U19-mandskabet er lørdag den 21. november, når AC Horsens gæster Right to Dream Park.