Kian efter pokalexit: Vi fejler som hold

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

Kian Hansen går på banen til pokalkampen i Hvidovre.

Det blev et ærgerligt farvel til denne sæsons pokalturnering, da Hvidovre IF i går aftes slog os ud med 2-0 på et regnvådt Hvidovre Stadion. Vores anfører, Kian Hansen, føler et stort ansvar og kalder nederlaget “en kæmpe skuffelse”.

Tredje runde af årets Sydbank Pokalen blev vores endestation.

Det var bogstavelig talt stolpe ud for os i kampen mod Hvidovre IF, hvor flere store målchancer og et straffespark ikke var nok til videre avancement.

1. Divisionsholdet var til gengæld mere effektive, og fik allerede efter 12 minutters spil bragt sig foran med 2-0. Den føring fik vi aldrig indhentet og er derfor ude af landets pokalturnering. Cheftræner Flemming Pedersen kaldte kampen “en kæmpe skuffelse”, hvilket Kian Hansen er enig i.

– Det er en kæmpe skuffelse. Jeg havde regnet med, at det var i år, at vi skulle gå hele vejen. Men jeg synes lidt, at vi får som fortjent. Vi leverer ikke, på det niveau vi skal, og så taber man herude, siger Kian Hansen. 

– Det blev en bøvlet kamp. Hvidovre er jo ikke noget dårligt hold. De spiller i første division, så vi skulle ud og præstere. Men når man ikke går ud og gør det, vi har aftalt, og har kvalitet nok i vores spil, jamen så skal det jo gå galt. 

– Vi fulgte ikke de løb, vi skulle. Vi får heller ikke scoret på de chancer, vi nu engang skaber. Pænt store chancer endda. Og så synes jeg bare, at vi fejler som hold. Så jeg er ekstremt skuffet, det vil jeg sige. 

Det var noget af en chokstart, vi fik, da Hvidovre IF scorede blot fem minutter inde i kampen. Kort efter havde vi muligheden for at bringe os tilbage i opgøret med chancer til både Joachim Rothmann og Mikkel Rygaard. Bolden ville bare ikke ind. Det gjaldt dog ikke vestegnsklubben, som lykkedes med at øge føringen til 2-0 i det 12. spilleminut. 

– De gik op og pressede os, og gjorde det, som de skulle. De havde alt at spille for og intet at tabe. Så de gav den gas, og det var vi åbenbart ikke forberedt på, siger anføreren. 

– Jeg ved ikke, om vi havde forestillet os, at de ville stå nede og satse på kontra, men kredit til Hvidovre for at gå op og stresse os. De lykkedes med at få kampen over på deres præmisser. 

Pokal-heldet var ikke med os i går. Rygaard sendte et straffespark på stolpen, vi brændte et hav af målchancer og indskiftede Francis Abu blev udvist. Derfor er vi nu ude af Sydbank Pokalen til stor ærgrelse for vores anfører. 

– Det er en kæmpe gulerod at få lov at spille pokalturneringen og muligvis den største enkeltstående kamp i dansk fodbold, siger vores nummer fire.  

– Som anfører føler man selvfølgelig et bestemt ansvar. Jeg skal jo være med til at hanke op i mine medspillere og se, om vi kan få noget mere kvalitet i dem. Jeg føler helt klart et stort ansvar omkring det. 

– For klubben er det en ekstrem skuffelse, at vi ikke kan komme længere. Vi ved, at der er fine traditioner for FC Nordsjælland i pokalturneringen. Så alle er skuffet. Det bør man også være. 

På trods af det ærgerlige nederlag og pokalexit er der positive aspekter at tage med fra kampen mod Hvidovre IF. 

– Vi får kreeret de chancer, vi nu engang skal, selvom vi mangler den sidste kvalitet. Derudover får vi egentlig sat nogle fine spil op. Så hvis man kigger på chancerne, og den måde vi spiller på langt hen af vejen, er det fint. 

– Til gengæld er der også meget, som vi skal hjem og kigge på. Først og fremmest skal vi bruge den kommende pause på at restituere. Det gælder både fysisk og mentalt.

–  Vi skal forberede os til den næste kamp. Der er masser af spændende kampe i vente, så det er bare at klø på. 

Desværre må vi vente med de spændende kampe til søndag den 22. november, hvor vi på udebane skal møde AaB. Det skyldes, at der ikke er nogen kampe i 3F Superligaen i den kommende weekend på grund af landsholdspause. 

Husk også at læse cheftræner Flemming Pedersens reaktion på gårsdagens opgør, og hvordan han blandt andet savner mere kvalitet på bolden, ønsker selvkritisk refleksion og undskylder for fansene. Artiklen kan du læse her