Hjortebjergs optakt: Vi glæder os enormt meget

Kategorier

Magnus Kofod i 4-0 sejren over AaB sidste sæson.

Foto: Gonzales Foto

(OBS: Grundet Corona-forbehold har det ikke været muligt at optage interviewet som podcast. Samtalen er i stedet transkriberet denne gang)

På søndag skal vi forsøge at bygge videre på vores flotte stime af fem ubesejrede Superliga-kampe. Udekampen i Aalborg giver dog også anledning til at tage revanche efter sidste uges skuffende pokalexit. Frank Hjortebjerg glæder sig til endnu en god oplevelse mod AaB, som er en modstander, der er svær at forberede sig på.

Inden vi berører opgøret på søndag, kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om vores pokalexit i Hvidovre i sidste uge, nu hvor I har fået det hele lidt på afstand. Kan du sætte nogle ord på, hvordan det var at stå i midten af den oplevelse?

– Vi havde jo regnet med, at det ville blive svært. Vi vidste godt, at vi ikke bare ville kunne spadsere igennem Hvidovre. Både qua historikken omkring sådan nogle pokalkampe, men også qua det hold vi satte på banen. Der vidste vi godt, at der var nogle spillere, der ville være udfordret i forhold til at toppræsterer i sådan en kamp.

– Men vi synes ikke, det var fordi, vi startede helt forfærdeligt. Eller at Hvidovres keeper bare havde en fantastisk dag. Det var egentlig en ret jævnbyrdig affære, hvor vi ikke oplevede, at vi ikke var til stede eller ikke var opsatte på at præstere.

– Vi får sat os selv i en svær situation fra start af, hvor de især på det andet mål kommer alt, alt, alt for let til det. I denne sæson har vi været rigtig dygtige til ikke at være sårbare, når vi selv har haft standardsituationer. Modstanderholdene har haft svært ved at udnytte, at vi ellers har mange med oppe i feltet. Men mod Hvidovre får vi alligevel sådan en omstilling imod os efter et hjørnespark, som de scorer på.

– Og derfra bliver det lidt for skrøbeligt. Vi evner ikke for alvor at sætte et tryk på Hvidovre. Så det var en sindssygt skuffende aften. Og det var også en aften, som på bagkant har givet grobund for noget selvrefleksion for alle.

– Hvis jeg skal sige det med ét ord, så var det et lavpunkt. Selvom vi manglede nogle spillere fra stammen på holdet, så havde vi ikke forventet, at korthuset ville være så skrøbeligt. Vi havde regnet med at dominere markant mere, end vi gjorde.

Nu får du selv nævnt, at det har givet anledning til noget selvrefleksion. Hvordan har den efterfølgende uge været og foregået?

– Vi har forsøgt at vende oplevelsen til noget konstruktivt. Det har været en lille smule anderledes afvikling på kampen, fordi den lå på forkant af en landskampspause og spillernes tre fridage. Så derfor har det været en lidt anden post match-proces end normalt.

– Refleksionerne har gået på, både i trænerteamet og i spillertruppen, at der er et stykke op til, at vi som samlet trup har et Superliga-top-niveau. Der er noget i basen, der skal være stærkere hos alle. Således at vi kan præstere, upåagtet om vi spiller med den solide Superliga-stamme eller dem, som er mere på vej op.

– Og det handler både om, hvad vi gør og arbejder på i trænerteamet, men det handler også om spillernes udvikling og hvordan de sætter sig op til en opgave.

– Helt praktisk havde Flemming en 1-til-1-snak med alle de spillere, der var i aktion mod Hvidovre. Det blev mandagen og tirsdagen brugt på. Tirsdag havde vi også en intern kamp mod U19, hvor nogle af dem der spillede mod Hvidovre, også havde en mulighed for at gøre noget rent kropsligt.

– Og derfra har vi haft nogle træningspas, og så har den stået på AaB primært fra i går af. Det eneste man ønsker sig som fodboldspiller, er, at der ligger en ny kamp dagen efter, man har leveret en skuffende præstation. Så man kan starte forfra. Men så snart man har været ude på træningsbanen, føler man, at man har taget det første skridt mod at komme videre.

– Det er den der balancegang mellem, at man skal face problematikken og være så ærlig og sårbar omkring det, at man får mest mulig læring ud af oplevelsen, men man skal stadig ikke grave sig ned i et hul. Livet går videre. Vi har en ny kamp på søndag, hvor det ikke nytter noget, hvis vi bærer noget dårlig energi med ind til kampen eller i vores forberedelser.

Og lad os så snakke om AaB. Vi mødte dem to gange i slutspillet sidste sæson, hvor det blev til en storsejr på udebane og 0-0 hjemme i Farum. Inden seneste kamp fortalte du, at AaB var blevet mere direkte. Den udtalelse kom på baggrund af nogle trænerrokader derovre.

Nu er der så – af meget sørgelige årsager – igen sket ændringer i trænerstaben i Aalborg. Hvad er det for et hold, som vi nu kan forvente at møde denne her gang?

 – Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er en enormt inspirerende beslutning, Jacob Friis har taget. Vi er alle sammen i det her hamsterhjul, som denne her underlige fodboldverden jo er. Tingene løber stærkt, og der er kampe hver uge. Så man ruller bare med.

– Der er en balance mellem at elske dét og være i dét, mens man samtidig skal balancere et familieliv, som er så meget vigtigere end fodboldkampe, når man kigger på det store billede.

– Og der var det ekstremt inspirerende at høre hans udtalelser om, at skulle være der for sin pige og sin familie. For det er dér, hans vigtigste kampe er lige nu. Så jeg synes, vi skal ønske ham det bedste og alt muligt held og lykke i denne her svære tid.

– Men nu er det jo en gammel ven af huset, der sidder i cheftrænerstolen. Peter Feher. Og han har tydeligvis også noget FC Nordsjælland-kultur med sig. Hans måde at gøre tingene på virker fleksibelt, initiativrigt og dynamisk.

– Så vi kan helt sikkert ikke forudsige, hvordan de præcist kommer til at gribe det an. Hverken defensivt eller offensivt. Fordi de, ligesom os, arbejder med nogle forskellige positioner i spillet. Det er noget, de har praktiseret siden, Jacob tog over, men Peter har kørt videre med det.

– Så det bliver en taktisk affære, hvor begge hold prøver at forberede sig på nogle ting og sager, men ikke rammer spot on på det hele. Og så må man lave lidt om undervejs og justere lidt til. Så jeg kan forestille mig, at det bliver en kamp, hvor trænerbænken er meget aktiv og får noget at arbejde med.

Peter Feher er ubesejret i sine første tre kampe, hvis man medregner pokalkampen. Du antyder, at de er svære at forberede sig på, men har I fundet nogle områder, hvor I skal være ekstra opmærksomme?

 – Ja ja, helt sikkert. I og med at vi er på udebane, og de er på hjemmebane, så har vi en klar forventning om, at de kommer til at presse os enormt højt og frontalt.

– I fodbold kan man enten afgive rum eller tid. Og de kommer ikke at give os så lidt tid, som det overhovedet er muligt. Fordi de netop går hårdt, frontalt og direkte på os. Så det bliver vores kunst, om vi kan positionere vores spillere, så vi stadig har noget rum, vi kan udfordre dem i, selvom de kommer tidligt på os og tager tiden væk fra os.

– Så det er noget med at have coolness og ro i hovedet. Vi skal vide, hvor vi skal kigge hen, inden presset kommer. Så vi kan spille hurtigt nok for at komme uden om deres førstepres.

– Og så er det derefter et spørgsmål om, hvor meget vi kan sidde på bolden, hvis og når vi kommer ud af deres førstepres. Fordi anden opgave bliver, at vi skal se, om vi kan få dem til at løbe lidt rundt om os i et mere adstadigt og statisk tempo, så vi undgår det aggressive pres lige imod os hele tiden.

– På den måde skal vi forsøge at kontrollere kampen og skabe nogle chancer derfra.

Vi har stadig ikke tabt i 3F Superligaen siden den Randers-kamp, som du spåede som en form for en skelsættende kamp. Nu venter en svær (og lang) udebanekamp. Hvorfor bliver den positive stime forlænget på søndag?

 – Jeg synes, at der i Superligaen, med det hold vi har stillet, har været noget vedvarende substans. Den base, som vi manglede i pokalkampen, har vi formået at vise i den sidste håndfuld Superliga-kampe.

– Vi har ikke tabt de sidste fem kampe, men vi har heller ikke været på gyngende grund, synes jeg. Det er ikke sådan, at vi har været ude i torvene i nogen af kampene. Vi har været fuldstændig med, men i mange perioder af kampene har vi selvfølgelig ønsket mere af os selv. Så det skal ikke lyde som om, at vi har ramt vores topniveau i alle sekvenser af kampene.

– Så jeg tror på, at vi tager den base med os til Aalborg. Og så bliver det en kamp, hvor det bliver ud over stepperne, og det er jo det, vi helst vil. Det plejer at klæde os, når kampbilledet bliver sådan. Og så må vi se, om vi er dygtige nok til at være med på AaB’s niveau, som har vist meget flotte takter.

– Vi har senest haft nogle gode oplevelser deroppe, men jeg husker den seneste 4-0-sejr som værende en ikke-4-0-kamp. Forstået på den måde, at jeg kan huske en periode i første halvleg, hvor vi var virkelig presset. Og så kom der noget Kudus- og Damsgaard-magi i spil.

– Så det bliver helt sikkert ikke let. Men nu har vi en mulighed for at modbevise den præstation, vi leverede i torsdags. Vi kan ikke vaske det væk, så man bliver nødt til at være ærlige omkring det. Vi er røget ud af pokalen, og det var en sløj præstation, hvor vi tabte til et hold, der var bedre end os selv. Og det er vi skuffede over.

– Men én kamp ændrer heller ikke et fodboldholds potentiale eller evner. Så vi glæder os enormt meget til at komme til Aalborg, hvor vi kan vise vores værd.

Der er kampstart klokken 14.00 i Aalborg Portland Park. Opgøret bliver vist på Eurosport 2.