Flemming P: Et mere homogent hold

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Tre mål i de første 10 minutter samt en udvisning i anden halvleg. Dagens kamp mod AGF bød på masser af underholdning, men det endte med endnu en flot hjemmesejr, da århusianerne blev sendt hjem med et nederlag på 3-1. Vores scoringer blev sat ind af 2x Isaac Atanga og Kamaleen Sulemana.

Vi får en fantastisk start på kampen i dag, da Isaac Atanga scorer et forløsende mål efter en mindre forsvarsfejl fra AGF, inden stadionuret knap havde rundet det første minut. To minutter senere sender Peter Vindahl en lang bold afsted til Kamaldeen Sulemana, som tørrer en modstander og smækker bolden ind det lange hjørne. 2-0.

Den tidlige føring betød også, at det nu var AGF, der skulle jagte scoringer og dermed præge spillet. Noget som vi ikke er vant til at opleve, når århusianerne er på besøg hos os.

– Kampbilledet blev jo lige pludselig totalt anderledes end forventet. AGF var nødsaget til at tage hånd om bolden, mens vi samtidig bliver lidt for passive efter vores to scoringer. Det gør vi fordi, at AGF har nogle rigtig gode gennembrud i vores højre side. Det havde vi svært ved at løse.

– Derfor rykker vi lidt rundt, hvor nogle af vores forreste spillere trækker med ned og hjælper på siderne. Det hjalp lidt forsvarsmæssigt, men omvendt havde vi ikke den samme trussel i omstillingerne. Vi kom til at stå for dybt, forklarer cheftræner Flemming Pedersen.

Den tidlige to-måls-føring holdt heller ikke længe, da AGF’s Patrick Mortensen reducerede til 2-1 efter kun 10 minutter. En scoring der nager vores cheftræner.

– Der blev skabt lidt usikkerhed, og AGF fik også lidt blod på tanden med det der dumme mål, de får. Jeg ville hellere have haft, at de scorede på en af de andre chancer, de havde. Fordi det var et virkelig dumt mål.

– Villadsen havde været nede ved mållinjen og forsvare en bold. Så han er på vej frem, men resten af bagkæden er gået længere frem. Så de er ikke på linje. Det hele var uafstemt i den situation. Organisatorisk er det sådan et mål, som gør ekstra ondt på en træner. Det er ærgerligt, at vi ikke er afstemt.

Vi foretager tre indskiftninger på de første 45 minutter, da både Ulrik Yttergård og Daniel Svensson kommer ind efter 34 minutter, mens Magnus Kofod Andersen bliver skiftet ind i pausen. Det havde dog ikke meget med de defensive uoverensstemmelserne eller det uventede kampbillede at gøre.

– To ud af tre udskiftninger var på grund af fysikken. Kian og Villa må simpelthen gå ud i første halvleg, som jo var vores højre forsvarsside. Og der kommer Ulrik ind og gør det godt, selvom det ikke var meningen, at han skulle spille så længe i dag. Men det så ud til, at han holdt efter hans skadespause. Så vi satsede, fordi vi var i bekneb for forsvarsspillere.

– Og Daniel kommer ind og spiller ligesom i AaB. Han er jo enormt rolig den knægt. Selvom han spiller ovre i den “forkerte” side. Det er virkelig flot.

– Udskiftningen i pausen var mere taktisk. Forstået på den måde, at jeg ville have Kof ind. Han er så dygtig en spiller, så han kunne komme ind og stabilisere vores midtbane. Antman havde jo slet ikke spillet nogen dårlig første halvleg. Tværtimod kan man godt se, at han har fremgang i sit spil.

– Men indskiftningen betød, at vi havde Jaxe, Kofod og Rygaard inde centralt. Vores normale akse. Og så kunne Jaxe gå lidt ud i højre forsvarsside og støtte der. Og sådan fik vi bedre styr på det i de fleste situationer i anden halvleg.

Den stabile akse på midtbanen gjorde også, at vi i højere grad kunne true dybt på AGF’s forsvar, hvilket fik en direkte indvirkning på vores afgørende mål til 3-1.

– At Jaxe nu dækkede af i højre side, betød, at vi samtidig kunne holde Isaac højt i banen. Så vi havde hele tiden Isaac og Kamal på ydersiden af AGF’s stoppere, hvilket blev en trussel den vej.

– Det giver også bonus ved målet til 3-1. Det er faktisk en kontra, hvor Jaxe spiller dybt til Isaac, men pasningen bliver lidt for upræcis. Og så jagter Isaac videre på tilbagelægningen og får blokeret den ind.

– Der er mange, der har kritiseret Isaac, men det her er jo noget af det, han kan. Med sin fart arbejder han meget hårdt defensivt. Og her er det et defensivt presløb, der giver et mål. Og han er endda lige ved at score til 4-1.

Generelt er cheftræneren meget tilfreds med hjemmesejren samt hvordan præstationen udviklede sig i løbet af kampen.

– Vi får jo meget mere styr på spillet i anden halvleg. Så jeg er meget tilfreds med kampens udfald.

– Det er stadig for svingende i løbet af 90 minutter, og vi solder for meget væk i nogle situationer, hvor vi har bolden. Enten vil vi lidt for hurtigt fremad, eller også holder vi for længe på bolden. Og så går tingene i stå.

– Derfor skal vi stadig blive lidt klogere, men det er ikke noget nyt. Så det arbejder vi videre med.

Med dagens flotte sejre fik vi tre vigtige point i en tæt 3F Superliga. Flemming Pedersen hæfter sig dog primært ved holdets stabilitet samt endnu en sejr over et tophold.

– Vi er ikke som sådan styrede af tabellen. Vi er styrede af præstationer, men vi er også styrede af resultater i den forstand, at vi gerne vil være endnu mere stabile. Og vi vil gerne endnu tættere på top-3 i Danmark. Uanset hvem top-3 nu engang er.

– Men FC Midtjylland og AGF var i hvert fald i top-3 sidste år, og dem har vi begge slået i dette efterår. Så resultatmæssigt er vi kommet tættere på. Og det har været et af vores mål til denne sæson.

– Det er et mere homogent hold, der har udviklet sig på den måde, at vi både kan være spilstyrende og køre højt pres, men vi er også blevet rigtig dygtige og komfortable ved at stå længere tilbage på banen. Og det er her, Johan Djourou har givet os noget. Man kan bare se på de sidste 15-20 minutter i dag, hvor vi spiller i undertal. Der er han vigtig i forhold til at forsvare eget mål.

Efter denne rundes resultater er vi nu placeret på en 4. plads i 3F Superligaen. På søndag har vi dog en svær udekamp mod rækkens (nuværende) nummer 2, når SønderjyskE venter i Sydbank Park klokken 14.00