Flemming P efter pointdeler: Et stærkt AaB-hold og en svær udebane

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Nicolas Cho Meier

Det meste af spillet foregik på AaB’s præmisser i dag, men med et slutresultat på 1-1 forlængede vi stimen af kampe uden nederlag. Cheftræner Flemming Pedersen roser et stærkt AaB-hold, men hæfter sig ved at få et point med hjem fra en svær udebane i Aalborg.

Første halvleg var en smule atypisk set med FC Nordsjælland-briller. Der stod AaB på det meste af spillet, vi havde blot et enkelt skud på mål, men gik til pause foran 0-1 på et flot mål af Mohammed Diomande efter assist fra debuterende Daniel Svensson.

I anden halvleg fik AaB dog udlignet, uden vi for alvor blev farlige, hvorfor kampen endte 1-1. Dermed er vi nu oppe på fem Superliga-kampe i streg uden nederlag.

– Vi havde håbet på, at vi kunne gøre lidt mere med bolden i dag, men vi vidste godt, at det ville blive en hård kamp for os. AaB har set rigtig gode ud, fortæller Flemming Pedersen og uddyber:

– De har fået skabt en meget, meget solid midtbane. Og det er netop på midtbanen, at vi har drillet dem i specielt sidste sæson. Der synes jeg, at vi har været bedre inde centralt, men i denne sæson har de fået en meget god akse på holdet.

– Og med de forskellige afbud, som vi havde i dag, nye spillere og spillere ude af position, så giver det god mening, at vi bliver udfordret i dag.

Cheftræneren er altså ikke tilfreds med udtrykket på bolden i dag, men synes til gengæld, at holdets defensive arbejde og sammenhængskræft gør, at der stadig er masser at tage med fra kampen i dag.

– Når det så er sagt, så viser vores præstation også i dag, at der virkelig er substans i holdet. Og at der substans i truppen. Det tager vi med os i dag, hvilket er specielt vigtigt for forsvarsspillerne.

– Fordi det er ikke altid nemt som forsvarsspiller hos FC Nordsjælland, fordi vi angriber og angriber. Når vi får dumme mål imod os efter standardsituationer eller omstillinger, så er det tit vores forsvarsspillere, der står for skud. Men i virkeligheden er det jo hele holdet, der skal samarbejde. Både offensivt og defensivt.

– Og derfor er det ekstra vigtigt for vores forsvarsspillere at huske på, at det nu er femte kamp i træk uden nederlag. Og det er femte kamp i træk, hvor der højst bliver scoret ét mål imod os. Det giver meget til både vores keepere og forsvarsspillere. Så derfor skal vi og hele holdet være glade at se noget substans i holdet. Også når vi forsvarer.

– Men selvfølgelig kan vi ikke være tilfredse. Vi skulle have været endnu bedre på kuglen, og vi skulle også have været endnu bedre til at omsætte de mange muligheder for kontrachancer, som vi havde i dag. Specielt i anden halvleg var der nogle gode optræk, men vi får ikke sat den sidste pasning ind.

– Konklusionen må være, at vi fik et point mod et stærkt AaB-hold på en svær udebane.

I flere perioder af kampen stod vores organisation længere tilbage på banen, end det har været tilfældet tidligere på sæsonen. Det var dog en aftalt manøvre.

– Det var helt klart et bevidst valg til dagens kamp, at vi stod lidt lavere på banen. Vi havde aftalt, at hvis ikke vi kunne holde et højt pres på dem, så ville vi droppe til egen banehalvdel.

– Det var vores vurdering, at vi ikke ville være stærke nok til at spille en kamp, hvor vi havde det der middelhøje pres hele tiden. Så det skulle være enten eller.

– Men det var ikke sådan, at vi stod decideret dybt. Vi stod dybere, end vi gør normalt, men vi møder ofte modstandere, som står endnu dybere, forklarer Flemming Pedersen

De mange afbud til dagens kamp gav mulighed for debut til tre spillere, da både Martin Vantruba, Daniel Svensson og Emeka Nnamani fik deres første Superliga-minutter i dag. Det glæder Flemming, som synes, at de tre nye leverede på et fint niveau.

– Det var jeg helt klart glad for (at kunne give debut). Også fordi de alle tre kommer ind og gør det fint.

– Specielt Martin på mål. Han er jo ikke helt uddannet endnu, så da vi hentede ham i sommer, skød vi på, at det i hvert fald ville tage os seks måneder at gøre ham klar til Superligaen.

– Så det er også et bevis på det gode arbejde, som Pablo Moreno (målmandstræner) har lavet. Og selvfølgelig Martins egen arbejdsmoral. Han har virkelig arbejdet hårdt til træning for at adoptere til vores spillestil, fordi han kommer fra noget helt andet i sine tidligere klubber.

– Men han har spillet et par fine kampe i Reserveligaen, så vi havde selvfølgelig troen på, at han også kunne gå ind og gøre det i Superligaen. Og han stod en fin kamp i dag, hvor der var meget få udfald.

Også svenske Daniel Svensson fik Superliga-debut i dag, da Martin Frese var nødsaget til at lade sig udskifte efter blot 15 minutter. Svensson kvitterede for spilletiden med en flot assist til vores enlige mål. Det var dog ikke planen, at den unge svensker skulle have spillet Superliga-fodbold denne weekend.

– Historien med Daniel Svensson er, at han skulle have spillet på U19-holdet i går, men vi trækker ham ud lige inden kampstart, fordi Villadsen ikke kunne spille i dag.

– Jeg spurgte ham, inden han blev skiftet ind i dag, om han nogensinde havde spillet i højre side. Og det havde han ikke. Han havde lidt udfordringer i starten, hvor de spillede lidt hurtigere, end han var vant til, men så får han spillet sig op efterfølgende. Og han laver også en rigtig flot assist til Dio. Wingback til wingback.

– Daniel havde allerede en 6-10 seniorkampe på CV’et hos Brommapojkarna fra den tredjebedste svenske række, inden han kom til os. Vi regnede med at gøre ham klar til Superliga-fodbold på et år, men nu blev det lidt tidligere end forventet. Han har spillet rigtig godt på U19, så det overrasker mig ikke, at han kan gå ind og være med, fortæller Flemming Pedersen.

Sidst, men ikke mindst, kom Emeka Nnamani også på banen til sin Superliga-debut efter 76. minutter. Emeka har været i klubben, siden han var U11-spiller, og har altid været offensivspiller. I dag røg han dog ind som højre wingback.

– Emeka kommer for alvor ud af position i dag, fordi han jo normalt er angriber. Vi har så haft nogle træningskampe, hvor vi har brugt ham som wingback. Han havde gjort det rigtig godt til træning, så nu skulle han ind. Og det var et svært tidspunkt at gå over til eksempelvis en firebackkæde, som kunne have givet ham en mere offensiv rolle.

– Så han går ind og spiller den wingback så godt, som han kan. Men det kunne man godt se, at han ikke var vant til. Det var dog rigtig dejligt at se ham få debut, fordi Emeka har jo spillet mange, mange år hos FC Nordsjælland, afslutter vores cheftræner.

På søndag venter næste udfordring i en tæt 3F Superliga, når AGF kommer på besøg i Right to Dream Park. Der er kickoff klokken 18.00.