Debut-Daniel: Tager tingene, som de kommer

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Nicolas Cho Meier

AaB - FCN søndag d. 22/11/2020. Foto: Nicolas Cho Meier

Trods en lidt anderledes optakt til sin debut, blev Daniel Svensson smidt for løverne i lørdagens svære udebanekamp imod AaB. Her kan du blive klogere på den 18-årige svenskers første tid i klubben.

I sommer kom Daniel Svensson til FC Nordsjælland fra den svenske klub Brommapojkarna. Efter en periode hvor han skulle tilpasse sig nye holdkammerater, en ny klub og en ny spillestil, er han stille og roligt ved at vænne sig til livet i Farum og FCN. 

– Det var lidt hårdt i starten, da jeg flyttede fra familie og venner, samt startede på et nyt hold med en anden spillestil. Men jeg har vænnet mig stille og roligt til det hele, og for hver dag der går, føler jeg mig mere og mere tilpas. 

Det er ikke nemt som ung at flytte til en nyt land og efterlade familien derhjemme, men det at vi har andre unge spillere i samme situation, har gjort det nemmere for ham. 

– Helt bestemt. Specielt med drengene fra Sverige og Norge, for dem kan jeg snakke svensk med, hvilket minder mig om at være hjemme i Sverige igen. Samtidig ved jeg også, at de går igennem det samme, som jeg gør, hvilket gjorde det nemmere at snakke sammen i begyndelsen. 

Udover at tilpasse sig et nyt land og et nyt hold, så skulle Svensson også vænne sig til en helt ny spillestil. 

– Det var svært i begyndelsen, da vi spiller anderledes her, end vi gjorde på mit tidligere hold. Men jeg synes, at jeg har tilpasset mig rimelig hurtigt. Så nu føles det rigtig godt, men det var ikke nemt i starten. 

– Det var godt for mig at starte på U19-holdet. Det er et rigtig godt hold, og samtidig var de rigtig gode til at give mig tid til at tilpasse mig i klubben i starten. Så på den måde kunne jeg tage tingene, som de kom. 

Selvom den unge svensker først fik debut i lørdags, så har han både trænet med Superliga-holdet samt været en del af flere trænings- og reserveholdskampe. Men som med de fleste unge spillere, så skulle han tilvænne sig både truppen og spillet. 

– Jeg var selvfølgelig nervøs i begyndelsen. Der var nye holdkammerater og nye trænere, så på den måde var det ikke så nemt. Men nu føler jeg mig meget komfortable i og omkring truppen – både på og udenfor banen. 

– Tempoet og fysikken er noget højere, og samtidig forlanger de mere af én, men ellers er spillestilen jo den samme som på U19. Det gør, at jeg jo bare kan blive ved med at spille det samme spil, som jeg har gjort på U19 – det skal bare gøres en smule hurtigere. 

Svenssons forberedelser var ikke som man kunne forvente af en Superligadebut. Det var faktisk planen, at han skulle have spillet for U19-holdet i deres kamp imod AC Horsens lørdag eftermiddag – men pludselig var der brug for ham et andet sted.

– Det var faktisk lidt vildt. Lørdag var jeg i gang med mine forberedelser frem mod U19-kampen, men pludselig råbte de fra Superliga-træningen, at der var kommet en skade i truppen, og at jeg skulle træne med hos dem og rejse med til Aalborg. Så jeg fik hurtigt skiftet tøj og løb ud på banen. 

– Til selve kampen fik vi jo en skade efter 10 minutter, så jeg sad bare på bænken, og nåede kun nogle få løb, før jeg blev skiftet ind. Men det føltes rigtig godt at spille. Tempoet var selvfølgelig noget andet, men efter lidt tid følte jeg mig tilpas og fik samtidig assisten til Dios mål. Så det var en rigtig god følelse. 

– Tiden fra træning lørdag til pludselig at stå på banen gik så hurtig, at jeg næsten ikke havde tid til at tænke over tingene. Det var ikke før efter kampen var færdig, at det hele lidt gik op for mig. 

Den normale venstre back blev i lørdags skiftet ud med højre back, men det var dog ikke noget, som han bekymrede sig for meget om. 

– Det var svært i starten. Selvom jeg spiller på samme måde som på venstre back, så vender ens krop modsat af, hvad man er vant til. Defensivt føltes det en smule mærkeligt i starten, men offensivt føltes det faktisk meget godt. Der havde jeg nemlig min stærkere fod til at skære ind i banen, og det var også på den måde, at jeg fik min assist til Dios mål. 

Trods debuten i lørdags, så har svenskeren ikke tænkt sig at stresse for meget i forhold til mere spilletid. 

– Jeg håber selvfølgelig at blive udtaget til flere kampe og spille mere, da det jo har været mit mål, siden jeg ankom i sommer. Men på samme tid stresser jeg ikke over det. Jeg tager bare tingene, som de kommer. Hvis jeg bliver ved med at arbejde hårdt og præstere godt, så skal det hele nok komme, afslutter svenskeren.

På søndag venter der endnu en svær kamp, når sidste års bronzevinder fra AGF kommer på besøg i Right to Dream Park. Kampen bliver fløjtet i gang klokken 18.00.