Ugens U-Nyt: Lokalopgør i mod Lyngby

Kategorier

Efter to sejre og et nederlag i Aalborg i sidste weekend, venter Lyngby i de respektive ligaer på fredag og lørdag.

U19:

U19-drengene fightede sig til en flot 3-1 sejr i sidste weekend i Aalborg. Weekendens sejr gør, at drengene har fået en rigtig flot start i U19-ligaen, hvor de har vundet 6 ud af 7 mulige kampe.

Cheftræner, Kasper Kurland, er glad for den fine start, men han fastslår, at det stadig er spillernes udvikling, som er i førersædet.

– Det er selvfølgelig en fin start, men det er ikke noget, som vi dvæler for meget ved. For os handler det fortsat om, at vi skal blive ved med at presse på. Hvis resultaterne havde være anderledes, så havde tilgangen også være den samme. Vi skal altid blive ved med at holde os til vores plan i forhold til at udvikle drengene, og derfor lader vi os ikke styre af resultaterne.

– Der er stadig mange ting, som vi skal blive bedre til i vores spil. For eksempel skal vi stadig blive bedre til at løbe i feltet, samt skabe bedre muligheder for at lave endnu flere mål. Jeg mener også, at vi skal være endnu bedre i vores pres, så vi kan veksle imellem forskellige presformationer og være bedre i den del af spillet. Vi lukker stadig mål ind i næsten alle kampene, så vores forsvarsspil skal stadig være bedre.

– Selvom præstationerne har været gode nok til at få sejrene, så handler det stadig om at få udviklet drengene så godt som overhovedet muligt. Derfor kan vi heller ikke tage hver kamp for sig, men derimod bliver vi nødt til at kigge på tingene med de lange briller, da det gælder om at gøre drengene så klar som muligt og sætte tingene i perspektiv i forhold til en Superliga tilværelse. Derfor er resultaterne ikke det vigtigste.

På fredag er det Lyngbys tur til at komme på besøg i Right to Dream Park. Lyngbygenserne har også fået en fin start på Ligaen, og derfor venter der er spændende kamp.

– Lyngby har vist sig at være stærke i denne sæson. De slog AaB med 5-0 og spillede 3-3 med Brøndby, så det er helt klart et hold i fremgang, og som er ubesejret i de sidste fem kampe. De er stærkt kørende og har spillere, som har været oppe omkring deres superliga-trup. Så der bliver arbejdet godt med tingene i den klub.

– Derfor forventer vi en meget tæt kamp med fuld tænding fra begge hold. Vi skal komme med alt, hvad vi har. Det var egentlig også den samme opgave, som ventede os i Aalborg og i seneste hjemmekamp i mod Randers, og derfor så handler det jo om at fortsætte det arbejde, og det er drengene også indstillet på.

– Så det bliver en super fed kamp, og vi glæder os rigtig meget. Truppen er sulten efter at bevise sig og trykke på, hvilket også gør, at der er mange, som er i rigtig god udvikling, afslutter Kurland.

Fredagens U19-kamp bliver fløjtet i gang klokken 20.30. Ligesom alle andre U19-hjemmekampe, så kan du se kampen på vores YouTube-kanal.

U17:

Efter fire ubesejrede kampe i U17-ligaen, måtte de unge drenge se sig slået i sidste weekend, da de var en tur i Aalborg. Trods nederlaget på 3-2, så var der, ifølge cheftræner, Johannes Hoff Thorup, stadig positive aspekter i drengenes spil.

– Det var et ærgerligt nederlag, men også et nederlag med rigtig mange positive ting. Vi er spilstyrende i det meste af kampen, og løbende igennem kampen sætter vi nogle flotte angreb op. Det helt store kritikpunkt er, at vi simpelthen skal bruge for mange chancer til at lave vores mål, men på stort set alle andre parametre er det svært at være utilfreds med kampen.

– Vi mødte også et yderst effektivt AaB-hold på dagen, der mere eller mindre bare skulle bruge tre chancer til at lave tre mål.

– Så opgaven i denne uge har været at fokusere på, hvad vi gjorde godt, og i øvrigt bygge videre på den fantastiske holdånd der er på holdet. Jeg er imponeret over, at drengene, i alle kampe vi spiller, altid kæmper til det sidste.

Fredag har drengene mulighed for igen at sikre klubben tre point, når Lyngby kommer på besøg.

– Vi skal selvsagt være mere effektive end sidste weekend. Det gør vi ved at arbejde med vores positioner i og omkring modstanderens felt, så vi kan gøre vores chancer så store som mulige. Derudover skal vi være en anelse skarpere i genpresset, så vi ikke giver for mange omstillinger væk.

– Når det er sagt, så handler det for vores vedkommende også om at komme op på hesten igen. Vi skal ud og spille fodbold med fart over feltet og med en stor tro på egne evner. Så skal resultatet nok blive gode.

– Vi regner med, at Lyngby kommer i et lidt vekslende udtryk. Nogle perioder i kampen presser de os højt og andre gange står de lidt længere tilbage. Så vi bruger dagen inden kamp til lige at træne op på aftaler, mønstre og positioner i forbindelse med lige netop det, så vi kan spille i så højt tempo som muligt, lige meget hvad der rammer os.

– Vi ser frem mod fredag aften og endnu en spændende U17-kamp, afslutter cheftræneren.

Fredagens U17-kamp bliver fløjtet i gang klokken 18.00.

U15:

Ligesom de to ældste akademihold, så var U15 også på den lange tur til Nordjylland i sidste weekend. De unge drenge var dog slet ikke hæmmet af den lange køretur, da de slog AaB’s ditto med hele 7-0.

Cheftræner, Emil Sjølin Andersen, var rigtig tilfreds med den imponerende præstation.

– Det var en rigtig god præstation, hvor drengene først og fremmest håndterede årets længste køretur på flotteste vis. Det var en god kamp mellem to hold, som begge forsøgte at lægge et højt pres på modstanderen og at bygge spillet op fra målmanden.

– Tilgangen fra begge hold gjorde, at kampen i perioder blev meget åben. Derfor var udfordringen for os på samme tid at udnytte de situationer, hvor vi kunne erobre bolden højt i presset og komme afsted i omstillinger, men samtidig ikke lade kampen blive for åben, da det ikke er en fordel for os.

– I de første 20 minutter lykkedes vi godt og scorer efter en erobring i AaB’s felt og en omstilling fra egen banehalvdel. I de efterfølgende 10 minutter bliver kampen åben med chancer i begge ender, og AaB kunne sagtens have scoret. Efter en kort pause i spillet pga. en skade får vi igen fat i kampen. Vi får sat nogle gode positioner i opbygningen og laver to flotte mål mere inden pausen.

– 2. halvleg var en gennemført flot præstation, hvor vi erobrer mange bolde i og omkring AaB’s felt, laver nogle flotte gennembrud og holder AaB fuldstændig fra afslutninger. Så der er rigtig mange positive ting at tage med.

På lørdag tager U15 i mod Lyngby i en kamp, hvor de unge drenge skal bygge videre på den fine præstation fra sidste weekend.

– Lyngby er et hold, som vi kender godt, og hvor der er flere indbyrdes relationer mellem spillerne. Det giver altid en intens og spændende kamp. Vi ser frem til endnu en kamp mod en modstander, som også gerne vil have bolden og forsøger at erobre bolden højt.

– Vi skal derfor fastholde vores gode positioner og løsninger i opbygningsspillet fra AaB-kampen og komme ind til kampen med samme intensitet og korte afstande i presset. Mens vi fortsat skal blive bedre til at bringe flere spillere i feltet ved gennembrud og forbedre vores forsvarsspil omkring feltet, afslutter Sjølin.

Lørdagens U15-kamp bliver fløjtet i gang klokken 13.00.