Ugens Kvindenyt: Mathilde Vistisen debut for kvindesenior

Kategorier

Mathilde Vistisen under hendes debut i mod Fortuna Hjørring i Nord Energi Arena.

16-årige Mathilde Vistisen debuterede i lørdags i Gjensidige Kvindeliga på vores kvindehold. Det var en debut med blandede følelser, da det blev til et nederlag i Hjørring. Det blev dog til endnu en sejr for vores kvindehold i Sydbank Kvindepokalen i mod Fredensborg BI.

Mathilde Vistisen flyttede i sommers fra ViborgQ til FC Nordsjællands U18-hold. Det betød, at hun flyttede hjemmefra som 16-årig og ind på FC Nordsjællands hotel. I dag bor hun på hotellet, imens hun studerer på gymnasiet ved siden af fodbolden. Indtil videre har hun spillet fire kampe for FC Nordsjællands U18-hold, og i lørdags debuterede hun for vores kvindesenior i Gjensidige Kvindeliga.

– Jeg er meget stolt og glad for min debut for klubbens kvindesenior. Det har været en rigtig god start for mig i FC Nordsjælland. Alle har taget rigtig godt i mod mig, og jeg føler mig meget velkommen i klubben. Både U18-holdet og kvindesenior har været rigtig gode til at tage i mod mig.

– Da jeg flyttede til FC Nordsjælland, trænede jeg fast med U18, og en gang om ugen trænede jeg med kvindesenior. Den seneste tid har jeg dog trænet flere gange om ugen med kvindesenior. Det er noget helt andet at træne med kvindesenior, fordi tempoet er meget hurtigere. Det kan jeg godt lide.

– Jeg havde ikke regnet med at blive udtaget så tidligt, så allerede da jeg fik at vide, at jeg var udtaget, blev jeg meget glad, og det føltes helt surrealistisk. For mig er udtagelsen en form for accept for mit hårde arbejde. Jeg er også meget taknemmelig for, at trænerteamet og holdet har tillid til mig og giver mig denne mulighed.

– Jeg startede på bænken, men eftersom vi fik et rødt kort, blev jeg sendt ud for at opvarme. Derefter blev jeg sendt ind på banen kort inden første halvleg. Det var en ubeskrivelig følelse. I sekundet tænkte jeg, at det ville være en svær opgave, fordi det var i mod de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring. Derudover var vi bagud 2-0, og vi spillede med en spiller i undertal. Derfor skulle jeg lige ind i kampen, men mine holdkammerater var rigtig gode til at spille mig i gang og motivere mig.

– Trods nederlaget, var det rigtig fedt at få debut. Jeg var ærgerlig over nederlaget kort tid efter kampen, men jeg var samtidig også stolt af mine holdkammeraters indsats trods omstændighederne. I dag er jeg meget glad for at have fået min debut, og det har helt sikkert givet mig blod på tanden for mere.

– Mine ambitioner i klubben er at udvikle mig både som person og som fodboldsspiller. Derudover ønsker jeg, at både U18-holdet og kvindesenior får så meget succes som muligt. Jeg har været her i forholdsvis kort tid, så jeg håber, at jeg med tiden kan blive en mere etableret spiller med mere ansvar. Ja, jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe FC Nordsjælland i mod klubbens mål, afslutter Mathilde Vistisen.

Mathilde Vistisen spillede i går kvartfinalen i Ungdomspokalen for U18 piger. Her blev det til en 6-0 sejr til FC Nordsjællands U18-piger i mod FC Helsingør. Mathilde Vistisen stod for to af målene, Chioma Cukwuani stod for et enkelt mål og Mille Bech stod for hele tre mål. FC Nordsjællands U18-piger er derfor videre til semifinalen, som først bliver spillet i foråret 2021.

_________________________________________________________________________________

FC Nordsjælland kvindesenior

I søndags

Vores kvindehold var tilbage igen i Gjensidige Kvindeliga i søndags efter en uges landsholdspause. Det blev desværre til et nederlag i returkampen i mod Fortuna Hjørring på Nord Energi Arena. Læs mere om kampen HER eller se highlights fra kampen HER.

Vores kvindehold har mødt alle holdene i Gensidige Kvindeliga, og første returkamp er spillet. Som stillingen ser ud lige nu, er vores kvindehold på 6. pladsen, men der er kun fem point op til top-2. Bliv klogere på stillingen HER.

I onsdags

I onsdags stod det på ottendedelsfinalen af Sydbank Kvindepokalen, da vi gæstede Fredensborg BI, som til dagligt optræder i 1. divisionen. Her blev det til en 4-1 sejr. Læs mere om kampen HER.

Vi er derfor videre til kvartfinalen, som bliver afviklet den 21. – 22. november. Modstanderen er ikke fundet endnu, da lodtrækningen afvikles på fredag.

På lørdag

Lørdag den 3. oktober gælder næste returkamp i Gjensidige Kvindeliga, hvor modstanderen er AGF. Kampen bliver spillet i Ceres Park klokken 14.00, og bliver sendt direkte på TV-kanalen Sport Live.

Seneste opgør i mod AGF var på hjemmebane i Right to Dream Park, hvor kampen endte 4-0 til FC Nordsjælland.