Ugens kvindenyt: Line gør comeback

Kategorier

Line Røddik under comeback-kampen mod Aab.

Line Røddik Hansen fortæller om, hvordan det er at være skadet under sæsonstarten, og hvor nervepirrende det er at følge holdet på sidelinjen. 

Line har tidligere i sin hendes karriere haft problemer med senen i det ene baglår. Det er en overbelastningsskade, som har været der siden hendes tid i FC Barcelona. I foråret kunne hun mærke smerterne i baglåret, men hun var opsat på at spille sæsonen færdigt, hvilket har resulteret i, at hun har været skadet under den nuværende sæsonopstart.

Vores kvindehold havde efter corona-pausen et hårdt program foran sig, da de både havde Gjensidige Kvindeliga mesterslutspillet og Sydbank Kvindepokalen, som skulle spilles færdig, inden de gik på sommerferie.

– Jeg begyndte allerede at kunne mærke skaden i foråret kort før corona-pausen. Og så kom corona-pausen. Så der kunne jeg holde skaden i ro i to uger.

– Da sæsonen skulle spilles færdig efter pausen, spillede jeg med smertestillende i alle kampene. Og på daværende tidspunkt vidste jeg godt, at jeg skulle holde en pause, når begge turneringer var spillet færdigt, for det var ikke sjovt at spille på 80% af hvad jeg kunne. Jeg havde konstante smerter dengang, men jeg ville virkelig gerne spille de resterende kampe og Sydbank Kvindepokalfinalen.

Line og vores kvindehold vandt Sydbank Kvindepokalfinalen og blev derfor danske pokalmestre. Dog endte pokalfinalen med at blive Lines sidste kamp før hendes skadespause på tre måneder.

– Jeg havde håbet på, at min pause skulle vare i kortere tid, end hvad det endte med at blive, men sådan skulle det ikke være denne her gang. Sådan er det nogle gange, når man har presset kroppen for meget.

Den nye sæson startede allerede to uger efter pokalfinalen, hvor Line måtte følge sæsonstarten på sidelinjen.

– Jeg hader, når jeg ikke selv er på banen. Det er virkelig frustrerende, for man vil jo gerne give og hjælpe med det, man føler, at man kan, men når man står på sidelinjen, er det rigtig svært. Der har været kampe, hvor det har været en tand for spændende. Her kan jeg godt blive lidt for nervøs, og det er især i de kampe, at det er virkelig nervepirrende at sidde på sidelinjen.

– Det har selvfølgelig været fedt at se dem knokle hårdt på banen for holdet, og det nyder jeg jo. Men jeg vil jo helst gerne være på banen sammen med mine holdkammerater og være med.

Line har i skadespausen brugt en masse timer i styrkelokalet, selvom hun helst ville deltage til træningen på fodboldbanen med resten af holdet.

– Jeg har været meget aktiv i styrkelokalet, hvor jeg har trænet tunge og langsomme øvelser for at styrke mine sener. Derudover har jeg fået en del shockwave behandlinger, som er en effektiv behandling af smerter. Og så handler det selvfølgelig også om aflastning, da det er en overbelastningsskade. Så jeg har været forsigtig med ikke at provokere min skade med løb og accelerationer. I stedet har jeg brugt en masse timer på crosstrainere, cykler og airbikes. En masse kedelig træning i forhold til træning på banen.

– Det er ikke første gang, at jeg har denne her skade, så jeg vidste heldigvis, hvad jeg gik ind til, og hvordan jeg skulle håndtere den.

– Min motivation har været, at jeg gerne vil tilbage på fodboldbanen. Jeg spiller fodbold, fordi jeg synes, at det er sjovt, og fordi jeg kan lide at spille fodbold med mine holdkammerater. Det er jo ikke sjovt at være i styrkelokalet. Så motivationen har helt klart været, at jeg gerne vil tilbage på den bane og være med der, hvor det er sjovt at være.

Line var tilbage på holdkortet efter tre måneder i forrige kamp mod AaB på hjemmebane, hvor vi vandt 2-0.

– Det var virkelig dejligt at være tilbage på banen. Jeg ved godt, at der vil gå lidt tid, før at jeg er 100 procent tilbage i fysisk form. Man mister selvfølgelig lidt fysisk, når man ikke har kunne løbe og gøre hvad man plejer i tre måneders tid. Når man også er blevet lidt ældre, kan der også godt gå lidt længere tid at komme tilbage i fysisk form. Men følelsen at være tilbage på banen igen med holdet, adrenalinen, følelsen af sejr og følelsen af at være i kamp igen, var virkelig fedt!

– Det var en form for accept for at mit hårde arbejde i styrkelokalet har været det hele værd. Motivationen for at komme stærkt tilbage var jo at stå dér til kamp.

Cheftræner, Brian Sørensen, havde en masse rosende ord om Lines comeback efter AaB-kampen.

– Det betyder utrolig meget for mig at få rosende ord fra holdet og klubben. De ting, som han siger, er ting, som jeg ved, at jeg kan bidrage holdet med og ting, jeg gerne vil give til holdet. Som sagt er jeg langt fra at være i mit livs fysiske form, så derfor ved jeg også godt, at jeg ikke skal ud og løbe solen sort og fylde hele banen. Så jeg prøver at bidrage med, hvad jeg er god til, som er at få ro på spillet og kommunikation. Så det betyder utrolig meget, at det bliver set og værdsat. Og så må jeg bruge vinterpausen på at komme i rigtig form, afslutter Line med et smil.


FC Nordsjælland U18 piger

På søndag

Vores U18 piger er på landsholdspause, og derfor har de ikke været i aktion i ligaen i seneste uge.

Karen Knudsen var med det danske U19-kvindelandshold på træningssamling i sidste uge.

Mille Bech, Olivia Thorndahl, Emmi Mcewen og Mathilde Vistisen er på nuværende tidspunkt med U17-pigelandsholdet på træningssamling i Vejen. De fire piger vender tilbage til Farum torsdag. På søndag er de tilbage i FC Nordsjælland, hvor vi tager i mod Vildbjerg i ligaen. Kampen bliver spillet i Right to Dream Park klokken 16.30.


FC Nordsjælland kvindesenior

På søndag

Vores kvindesenior skal i aktion igen på søndag efter at have holdt en uges landsholdspause. Her tager vi i mod Kolding Q på hjemmebane i Right to Dream Park klokken 14.00.

Seneste indbyrdes kamp mod Kolding Q tabte vi desværre 2-1 på udebane, efter at vi havde været foran, og vi havde godt styr på kampen. Læs mere om seneste indbyrdes kamp HER.

Nu er det tid til revanche på hjemmebane, og vi får brug jeres støtte til kampen, men på grund af Covid-19-situationen er der kun 300 billetter til rådighed til kampen, som bliver solgt efter først-til-mølle-princippet. Hent allerede din billet HER.

Kom i god tid, da der kan opstå lang ventetid ved indgangen.

FCN Experience Room åbner allerede klokken 10.00, hvor der vil være mulighed for at købe tøj og merchandise. Husk, at vi alle fortsat skal holde afstand og vise hensyn til hinanden.

Kom så, FC Nordsjælland!