Flemming P: En kæmpe skuffelse

Kategorier

Foto: Gonzalesphoto / Dejan Obretkovic

Her til aften tabte vi 3-2 på udebane mod FC København i fjerde runde af 3F Superligaen. Cheftræner, Flemming Pedersen, kalder det en meget skuffende præstation, hvor vi i for lange perioder af kampen ikke lignede en enhed.

Dagens opgør var actionfyldt fra start af, og allerede inden stadionuret i Parken havde rundet 30 minutter, var stillingen 2-1 til københavnerne. Dette resultat holdt til pausefløjt.

På trods af en flot scoring af Mohammed Diomande med oplæg fra Magnus Kofod, var præstationen i de første 45 minutter langt fra godkendt.

– I første halvleg er der niveauforskel på de to hold. FCK er klart hurtigere i både tanke og handling. Vi får aldrig afstemt vores pres, så vi kommer til at stå og kigge alt for meget.

– I for mange situationer bliver boldene meget, meget let spillet omkring os. Og når vi så gik i pres, gik vi halvhjertet ind i det, så vi havnede hele tiden på halvdistance.

– Det gik simpelthen for hurtigt for os, fortæller vores cheftræner, og uddyber.

– Derfor ændrede vi også allerede lidt efter et kvarters tid. Vi satte Frese ned, og lagde Dio over i venstre side. Så vi spillede en form for 3-4-3. Vi var simpelthen nødsaget til at gøre noget, når de blev ved med bare at løbe igennem os.

I pausen satte vi Ivan Mesik ind i stedet for Isaac Atanga, hvilket skubbede Martin Frese længere frem som wingback. Det gav pote allerede tre minutter inde i anden halvleg, da han udlignede med en flot hovedstødscoring.

Den stilling holdt dog ikke længe, da Magnus Kofod begik straffespark 10 minutter senere, som Jonas Wind forvaltede til slutresultatet 3-2.

– Vi forsøger at jagte den udlignende scoring, så da der er et kvarters tid tilbage af kampen, skifter vi Ulrik ud, og går tilbage og spiller vores 4-3-3. Der har vi tre deciderede angrebsspillere på toppen i Kamal, Joachim og Bredahl.

– Så der går vi all in.

– Og det er også derfor, at vi sætter Abu Francis ind. Han er en dribler, der kan føre bolden frem. Rummene åbnede sig på midten, så vi skulle ikke nødvendigvis spille os igennem. Og så vil vi gerne have nogle løbere ind.

– Det er også ved at give pote, da Kamal har to gode afslutninger i slutningen af kampen. Så der var optræk til nogle muligheder, men det var ikke nok, siger Flemming P.

Generelt er cheftræneren på ingen måde tilfreds med dagens præstation, som han beskriver som usikker og usammenhængende.

– Vi bliver usikre i løbet af kampen, når vi ikke hænger sammen som hold. Både vi og FCK var usikre forsvarsmæssigt, men de var så noget bedre med bolden, end vi var.

– Vi lignede ikke en enhed i dag. Vi blev udspillet, og det er en kæmpe skuffelse for os. Ikke så meget resultatet, men det er meget skuffende, at vi ikke kunne gøre det bedre.

– Men jeg synes, at mentalitet stadig er der. Vi er jo aldrig ude af kampen, og har hele tiden muligheden for at få et resultat med hjem.

– Så det er konklusionen lige nu. Og så må vi hjem og kigge på billeder fra kampen sammen i morgen, afslutter Flemming Pedersen.

På torsdag skal vores Superliga-hold i aktion igen, da FC Græsrødderne venter i Sydbank Pokalen. Der er kampstart klokken 16.30