Flemming P: Dejligt med sent mål og clean sheet

Kategorier

Foto: Gonzalesphoto / Dejan Obretkovic

Med en sen scoring af comeback-kid, Jonathan Amon, fik vi i dag en vigtig hjemmebanesejr på 1-0 mod Randers FC. Cheftræner, Flemming Pedersen, er svært tilfreds med, at vi formåede at holde nullet og bevare energien i alle 90 minutter.

Det tog sin tid, men efter 85 minutter bragte Jonathan Amon os foran til slutresultat 1-0 efter overtal i både chancer og boldbesiddelse. Det var dog et kampbillede, som trænerteamet havde forudset.

En stor portion tålmodighed var nemlig en afgørende del af dagens gameplan, fortæller Flemming Pedersen.

– Det var lidt som forventet i dag. Vi vidste, at Randers var rigtig godt indstillet på os. De havde fokus på deres defensiv og deres pres, så de ville slå os på enten en omstilling eller en standardsituation.

– Og vi vidste godt, at det ville blive svært at spille mod sådan en mur. Så vi skulle holde ild i kampen, spille med initiativ, presse hele tiden og forsøge at få Randers til at sætte på bolden på spil hele tiden. Det ville blive en tålmodighedsprøve.

– Så hele kampforløbet var faktisk som forventet. Vi var også forberedte på, at hvis vi ikke kunne score, så måtte den gå i nul.

Til sæsonens fire første kampe er vi stillet op med fire mand i bagkæden, men i dag var vi tilbage i vores tidligere formation, som man kan kalde for en 3-4-3.

– Det var der to årsager til. For det første ville det ikke være dumt at spille med en trebackkæde mod Randers. Og vores tremands-midtbane har heller ikke fungeret optimalt.

– Men den primære grund var selvfølgelig, at vi gerne ville få plads til Johan Djourou. Og Kian og Ulrik har gjort det rigtig godt, så dem ville vi fortsat gerne spille med.

– Så hvis man tager alle overvejelser in mente, var det en no brainer. Både i forhold til det taktiske, men også med hensyn til hvor spillertruppen er henne lige nu, fortæller vores cheftræner.

Netop Johan Djourou fik i dag sin debut i 3F Superligaen, og kvitterede med en stærk præstation samt en kåring til Man of The Match. Johan spillede også en halvleg i pokalkampen mod FC Græsrødderne, men cheftræneren var naturligvis tilfreds med at se den nye forsvarsklippe levere i ligaen.

– Det var en fremragende præstation. Det var oplagt at give ham debut i sådan en kamp, fordi Randers er et hold, der gerne vil spille med lange bolde. De er vel det mest direkte hold i 3F Superligaen.

– Og der kender vi Johans styrke. Han vinder vel alle hovedstødsdueller i dag – på nær én, hvor de formår at screene ham. Og der skal vi lige vænne os til, at vi pludselig har en spiller, der vinder alle dueller, så vi også kan få andenboldene derfra.

– Samtidig er jeg også tilfreds med hans opbygningsspil, men han skal lige ind i vores mønstre. Det var tydeligt at se. Han leder nogle gange lidt selv efter spilmulighederne, og så kommer det til at gå for langsomt. Men der er fin fart i hans pasninger, og han er meget rolig.

Inden kampen var det varslet, at vi skulle være opmærksomme på Randers’ offensive standardsituationer, da fire ud af deres fem mål i denne sæson er scoret efter en dødbold. Det havde vi dog godt styr på.

– Det lykkedes vi rigtig godt med. De skaber vel ikke én chance derfra. Ved det første hjørnespark de har, slår de den langt og laver en screening på Kian.

– Men derfra var det meget ved forreste stolpe, som vi havde forventet. Og der var ikke noget at komme efter, konstaterer Flemming P.

Da der er spillet 65 minutter, er stillingen fortsat 0-0. Derfor valgte trænerteamet at skifte Jonathan Amon ind til sin første Superliga-optræden i mere end et år. Den hurtige offensivspiller takkede for tilliden med et sejrsmål 20 minutter senere.

En glædelig oplevelse for alle på og omkring holdet, mener Flemming.

– Det betyder rigtig meget. Forleden hørte jeg en træner sige, at han var sgu ligeglad, hvem der scorede. Og sådan er det jo også generelt for os trænere.

– Men nogle gange betyder det bare mere, end det gør andre gange. I hvert fald for mig, men det virkede også sådan på resten af trænerstaben og hele spillertruppen. Det var tydeligt, at der var flere følelser med, fordi det var Johnny, der scorede.

– Fordi vi har alle sammen set Johnny gå rundt over i styrkelokalet det seneste år. Hver eneste dag. Og hvis der er nogen, der elsker den bold, så er det ham. Og han har været så langt væk fra den, som man overhovedet kan være.

– Og det er fantastisk at se, når nogen kommer tilbage og leverer varen efter en lang skadesperiode. Senest var det Frese, og nu er det Johnny. Det var dejligt at opleve.

Det er tidligere blevet prædiket, at truppens hårde arbejde og lange træningspas i pre season skulle give pote, når vi kom på den anden side af den netop overståede landsholdspause.

Derfor var Flemming også meget begejstret over, at vi i dag holdt kadencen i alle 90 minutter.

 – Vi har jo tidligere italesat denne her fysisk hårde opstart. Og nu står vi på den anden side, og kan køre på med fuldt pres i 90 minutter. I hvert fald næsten fuldt pres i alle 90 minutter. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi får udbytte af det.

– Og ekstra vigtigt er det, at vi scorer til sidst. Det er meget få kampe, hvor vi først afgør det til sidst. Og det er endnu mere sjældent, at vi samtidig har et clean sheet. Så det var dejligt for alle, at vi prøvede det.

– Det er dels en indikation på, at vores hårde fysiske arbejde har båret frugt. Men vi har også talt om, hvordan vi får mere modenhed ind i truppen. Forstået på den måde, at vi bliver nødt til at være tålmodige.

– Vi skal stadig spille med mod og gå efter at vinde. Men vi skal heller ikke åbne os. Kan vi ikke selv score, så må den gå i 0-0.

På søndag har vi chancen for at nappe yderligere tre point, når vi skal til AC Horsens og spille sæsonens første udekamp i Jylland. Der er kampstart klokken 14.00 i CASA Arena Horsens.