Ugens U-Nyt: En weekend i Jylland

Kategorier

Der har været gang i den i vores akademi i den sidste uges tid. Programmet har stået på både Ligakampe og en Pokalfinale.

U19:

U19-holdet har haft en hektisk uge. I lørdags var de en tur til Haderslev, hvor SønderjyskE blevet slået på flot vis med 4-1. Tirsdag var de så i aktion igen, da FC København ventede i Pokalfinalen. Vores drenge måtte desværre se sig slået med 1-3, trods en fin første halvleg.

I den kommende weekend er de tilbage i U19-ligaen, når AGF kommer på besøg i Right to Dream Park. Med et travlt program som dette, er ugen lidt anderledes i forhold til en normal uge.

– Der er selvfølgelig nogle spillere, som skal lave mindre end andre i forhold til, hvor mange minutter hver spiller har spillet. Ellers handler det om at få analyseret og talt med drengene omkring tingene og få taget det med os ind til kampen på lørdag. Vi skal tage de positive ting med, men også de ting som skal gøres bedre end kampen i mod FCK. Så det er en normal tilgang til en hektisk uge med tre kampe. Vi skal også sørge for at arbejde med de spillere, som ikke har spillet så meget, så alle spillere er klar til den vigtige kamp i weekenden.

Drengenes kamp i mod AGF bliver fløjtet igang klokken 13.00, og som altid kan man se kampen på vores YouTube-kanal.

U17:

Ligesom U19-drengene var også U17-holdet en tur i Haderslev i sidste weekend. Kampen endte 2-2, og cheftræner, Johannes Hoff Thorup, havde følgende at sige om den.

– Jeg synes vi starter kampen godt og formår at presse SønderjyskE langt tilbage. Vi er hurtige i vores boldomgang hvilket giver os mange lige ved og næsten situationer. Vi formår desværre ikke at holde tempoet halvlegen ud, men det er stadig med en fin fornemmelse at vi går til pause. 2. Halvleg har meget samme kampbillede, og vi har rigeligt med chancer til at få scoret et mål mere. Luften går lidt af ballonen til sidst, og vi formår ikke helt at sætte det afgørende pres ind.

– Overordnet set er det derfor lidt en blandet følelse. Til tider var spillet fint, men vi stiller stadig større krav til vores præstationer.

U17-drengene skal ikke i aktion i den kommende weekend, hvilket har gjort, at trænerteamet har giver drengene helt fri fra fodbold efter et par hektiske uger.

– Spillerne har haft et hårdt program de sidste par uger med både ligakampe og U16-kampe. Så weekenden med en lille pause kommer belejligt. Der venter os et hårdt program igen på den anden side af weekenden med mange træninger og kampe. Så det kan vise sig at være godt givet ud med et par dage til lige at lade op i.

Næste kamp for U17-mandskabet er 3. oktober, når de skal en tur til Odense, hvor OB venter.

U15:

De unge U15-drenge var i aktion i U15-ligaen i den forgange weekend, da de mødte FC Midtjylland i Herning. Kampen endte med et nederlag på 4-5 efter en meget begivenhedsrig kamp. Cheftræner, Emil Sjølin Andersen, så dog mange fine ting har sit mandskab.

– I forberedelsen til kampen havde vi aftalt, at vi skulle have et aggressivt udtryk og angribe kampen både via et højt pres og ved at dominere kampen med bolden. Begge dele lykkedes vi godt med i perioder af kampen, hvor vi får erobret mange bolde højt på banen og samtidig laver flere gennemspillede angreb, hvor vi bygger op nede fra vores målmand og ender med en afslutning i feltet.

– Der er stadig perioder, hvor vi laver for mange unødvendig boldtab på grund af tekniske fejl eller dårlige beslutninger, som gør, at vi skal forsvare omstillinger.

På trods af det fine spil med bolden, så manglede der dog lidt kvalitet i spillet uden bolden.

– Ligeledes er vores presspil og forsvarsspil i for store perioder af kampen ikke godt nok. Vi er selvfølgelig utilfredse med at lukke 5 mål ind, men specielt fordi scoringerne kommer efter situationer, hvor vores positioner er gode, men duelspillet er for dårligt og derfor bliver situationerne farlige alligevel.

– Omvendt kan vi være meget tilfredse med at lave 4 mål, specielt fordi alle fire mål kommer efter tydelige mønstre i forbindelse med gennembrudsspillet, presset og efter et hjørnespark.

I weekenden er drengene i aktion igen, når FC Københavns ditto kommer på besøg i Farum.

– Vi møder FCK i weekenden, hvilket plejer at give nogle gode kampe. Vi skal fortsætte de gode takter, når vi har bolden. Samtidig skal vi være stærkere og mere fysiske i duelspillet, så vi får gavn af vores gode positioner og giver færre store chancer til modstanderen.

Weekendens kamp bliver fløjtet igang klokken 13.15.