Kurland: Vi brugte pausen rigtig godt

Kategorier

U19-drengene hev en flot præstation frem lørdag eftermiddag, da AGF blev sendt hjem til Århus med et 0-3 nederlag.

Lørdag var det tid til U19-drengenes tredje kamp på syv dage, da AGF kom på besøg i Right to Dream Park. Århusianerne trak det korteste strå, da vores drenge på flot vis blev ved med at vise et flot udtryk og til sidst fik valuta for dette.

Cheftræner, Kasper Kurland, var ikke overraskende tilfredse med sit mandskab, trods en lang periode hvor holdet ikke fik skabt de store muligheder.

– Jeg synes, at vi løser det rigtig godt i starten, hvor vi har to store muligheder. Men så falder vi ind i en lang periode, hvor vi ikke rigtig får skabt noget. Vi har lidt svært ved at bryde igennem, selvom at vi er meget på bolden.

– Vi bruger pausen rigtig godt og kommer godt ud til anden halvleg. Vi fik justeret lidt på nogle positioner, hvilket gør, at vi kan spille mere ind imellem deres kæder, samtidig med at vi stadig var klar på at angribe dem på kanterne.

– I den periode lægger vi et stort tryk på dem og får nogle gode muligheder ud af det. Vi får flyttet bolden rigtig, rigtig meget for at finde åbningerne, og den åbning kom så efter 75 minutter, hvor vi scorer til 1-0. Målet kom efter en genpres situation, hvilket vi også snakkede om i pausen, så det var godt at se, at vi lykkedes med det.

– Derfra holdt vi fast i at spille. Nogle gange kan man godt blive fanget i at tabe konceptet, efter man scorer, men vi blev i vores gameplan, og det synes jeg, at drengene gjorde super flot. Der var et meget stærkt udtryk i holdet, stærk karakter og rigtig mange flotte situationer generelt, så vi er glade for præstationen.

Alle tre mål blev scoret af indskiftere, så det vidner om en bred trup med kvalitet.

– Ja, det mener jeg. Drengene sagde også selv i omklædningsrummet efter kampen, at det var godt at se, at indskifterne var med til at trykke på, og at alle tre mål blev scoret af indskifterne, afslutter Kurland.

Næste opgave for U19-mandskabet er først den 17. oktober, når Randers FC tager turen til Farum og Right to Dream Park.

Hvis du missede dagens kamp, så kan den ses her.