Kofod om ny position: Jeg følte mig rigtig godt til rette

Kategorier

Fra defensiv til offensiv midt. I går, søndag, mod Brøndby IF prøvede Magnus Kofod kræfter med sin nye position længere fremme på banen. Efter både Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus skiftede klub, opstod der et hul på den offensive midtbane, som ‘Kof’ nu er klar til at fylde ud.

Magnus Kofod havde flere gode momenter i sæsonens første kamp mod Brøndby IF. Modsat hvad han har gjort de seneste sæson, lå han i en mere fri rolle på den offensive midtbane. Den positionsændring har betydet meget for Kof, der dog stadig mangler at vænne sig helt til sin nye plads.

– Det er en ny rolle, jeg skal indfinde mig i nu. Jeg har spillet som defensiv midt i rigtig langt tid, og nu bliver jeg rykket en smule frem. Så det er klart, at jeg skal vænne mig til den position, men jeg synes, at det var rigtig fedt. Jeg følte mig godt til rette, siger Magnus Kofod.

Mikkel Damsgaards og Mohammed Kudus’ skifte til henholdsvis Sampdoria og Ajax betød, at vores trænerteam måtte lede efter nye offensive kræfter. Her har Magnus Kofod budt sig til.

– Jeg har snakket meget om, at jeg gerne vil være mere afgørende og prøve at få nogle af mine offensive kvaliteter lidt mere i scene. Den rolle er som skræddersyet til mig. Nu kan jeg både få lov til at komme mere i feltet, hvor jeg kan få trykket af og afsluttet, men jeg kan samtidig være en del af det opbyggende spil, siger ‘Kof’.

Med den nye position bringer Kofod sig ud af sine vante ramme på den defensive midtbanespiller, men det ser han som en oplagt mulighed for at udvikle sig.

I FC Nordsjælland arbejder vi med et Character Development-program, som skal være med til udvikle spillernes karakter og styrke deres mentale evner. Her arbejder vi blandt andet med at udfordre spillerne til at komme ud af deres komfortzone. Det har været brugbart i forbindelse med, at Kofod skulle tilvænne sig den nye rolle.

– I Character Development-programmet har det for eksempel handlet om mindset, og hvordan man kan se tingene i enten en negativ eller positiv retning. Og som sagt, så følte jeg mig rigtig godt til rette, da jeg lå på den defensive midt. Jeg kendte mine bevægelser og medspilleres løb omkring mig.

– Jeg tror til gengæld, at det med at rykke mig frem kan give mig en mulighed for at udvikle nogle andre ting. Jeg kan ligesom rykke mig ud af den safe zone, som man godt kan havne i, hvis man spiller det samme sted hele tiden.

– Det er vigtig at kunne være alsidig og kunne dække flere positioner og føle sig hjemme i flere positioner. Det tror jeg, at man kan lære rigtig meget af, siger Kofod.

I kampen mod Brøndby, der desværre endte med et nederlag på 3-2, var der flere aspekter, som den nye offensive midtbanespiller kunne tage med sig. Det handler især om nogle positionelle ting.

– Normalt som 6’er er jeg vant til at søge bolden og gerne ville have den i fødderne hele tiden. Nu skal jeg måske være lidt mere afventende, når jeg er længere fremme. Jeg skal vente på, at spillet bliver vendt, så der er plads i den anden side.

– Derudover skal jeg forbedre mine dybdeløb og mit sammenspil med kantspilleren. De relationer skal fortsat finpudses, siger Magnus Kofod og fortsætter: 

– Jeg lærte noget om rollen, de rum man kommer ind i og hvor presset kommer fra. Når man ligger på den centrale midtbane, har man alle sider at spille til. Når man ligger lidt ude på siden, kommer modspillerne fra en anden vinkel, så man skal aflevere på en anden måde. 

Næste kamp for FC Nordsjælland i 3F Superligaen er mod OB på udebane klokken 14.00 på søndag.