Kaptajn-Kian: Vi får belønning for vores hårde arbejde

Kategorier

Kaptajn-Kian på bolden i holdets anden træningskamp mod Vejle Boldklub.

Foto: Theis Poulsen

– Jeg må medgive, at vi har været ude i en ret voldsom opstart.

Vores 31-årige forsvarsgeneral, Kian Hansen, har efterhånden et par vinter- og sommeropstarter på CV’et. Efter en lang karriere i både ind- og udlandet er holdets anfører dog ret overbevist om, at denne pre season har været hårdere, end hvad han ellers har oplevet tidligere.

– Jeg tror dog ikke, at den har været hård på den måde, som folk forbinder med en hård pre season. Der tror jeg, at mange tænker løbesko og lange ture.

– Vi har nogle trænere, der har været virkelig gode til at planlægge en pre season, der foregår på en fodboldbane. Men så har træningspassene til gengæld været voldsomt lange.

– Det har selvfølgelig mest været for det fysiske perspektiv, men det har virkelig også udfordret os på det mentale plan. De har strukket os rigtig langt, og det har været sjovt og lærerigt at prøve.

– Det har virkelig været en anderledes optakt. Jeg har i hvert fald aldrig prøvet det før.

Kian er dog overbevist om, at det hårde forarbejde kommer til at bære frugt, når først sæsonen er i fuld gang igen.

– Jeg tror ikke, at vi kan se det fulde output endnu. Vores hårde arbejde kommer først for alvor til syne, når vi kommer hen imod oktober og november. Når sæsonen er i fuld gang, og man normalt begynder at blive lidt træt. Både fysisk og mentalt.

– Dér skal man gerne kunne se, at vi har lavet det her forarbejde. At vi stadig kan holde en høj kadence, selvom folk begynder at blive trætte. At vi fortsat tager de rigtige beslutninger på banen og spiller i et højt tempo.

Ind imellem de mange, lange træningspas har spillerne også været i aktion i flere forskellige testkampe de sidste par uger.

– I træningskampene har været lagt stor vægt på, at vi skulle have nogle kilometer i benene. Det kan godt være, at hverken vi, fansene eller nogen andre isoleret set er tilfredse med at lukke fire mål ind mod HB Køge, men det er det, man må tage med.

– Til at starte med bliver træningskampene næsten altid vilde opgør, fordi vi nærmest ikke har nogen taktiske forberedelser. Det handler om at løbe, så vi kommer i en fysisk forfatning, der gør, at vi er klar til at levere, når det virkelig gælder.

– Og det har vi gjort.

Opstartens to sidste træningskampe blev afviklet i sidste uge, mens holdet var samlet på træningslejr i Vildbjerg. Normalvis tager truppen på tur til udlandet, men grundet omstændighederne stod der altså Jylland på menuen i år.

Det ændrede dog ikke noget for hverken oplevelsen eller kvaliteten, mener holdets anfører.

– Det giver en masse sammenhold i truppen. Uanset om man er i Holland eller hjemme i Danmark.

– Man kommer en del tættere på hinanden og ryster holdet sammen, fordi man er sammen 24 timer i døgnet. Vi kommer ud i nogle andre kroge, end vi normalt gør i dagligdagen.

– Og så er der tid til at få nørdet lidt flere detaljer. Vores første to uger af opstarten har der jo været mest fokus på det fysiske og afstemning af vores presspil. I Vildbjerg havde vi mulighed for at gå i detaljer med dødbolde, opspil og sådanne ting, som vi har fået terpet noget mere.

– På den måde er vi i højere grad nået frem til en fælles retning og forståelse af, hvad det er vi gerne vil, fortæller Kian Hansen, som refererer til det, vores cheftræner kalder for substans.

På baggrund af den solide opstart og den forøgede substans i holdet er Kian optimistisk forud for den kommende sæson.

– Folk skal glæde sig til at se et FC Nordsjælland-hold, der er tro mod deres stil. Et hold der spiller fremad og presser fremad. Vi har ikke ændret det store. Der er til gengæld kommet en større afklaring omkring, hvad det er, vi skal gøre.

– Formationsmæssigt er det lidt lige meget, om det hedder det ene eller det andet. Men vi er begyndt at snævre os ind på, at presset skal sidde på én specifik måde. Og vi har fundet nogle bestemte opbygningspositioner, når det er os, der har bolden.

– Og så tror jeg virkelig på, at der er nogen nye spillere i truppen, der kan løfte arven fra dem, som er draget videre i deres karriere. Vi har nogle fantastiske, unge spillere, der er klar til at gribe chancen. Så det er jeg sikker på, at de gør. Det plejer de jo.

Sæsonens første opgør er en svær udebanekamp i Brøndby IF på søndag. En modstander som vi ikke altid har haft det så nemt imod.

– Nu er vores U21-landsholdsspillere kommet tilbage til Farum, så nu er hele truppen samlet. Derfor snævrer vi i dag, i morgen og lørdag tingene helt ind, så alle er klar og parate til søndag.

– Det er altid svært at vurdere, hvor man står henne i forhold til de andre hold i rækken. Så man er altid lidt spændt inden præmierekampen. Men jeg synes, vi har haft en rigtig god pre season. Så der er ingen undskyldninger.

– Jeg er sikker på, at vi på et tidspunkt vil få belønning for alt vores hårde arbejde her i pre season. Jeg vil ikke love, at belønningen allerede kommer i første eller anden spillerunde. Vi er gået lidt ned i træningsmængde denne uge, så vi får nogle friske ben og er klar til at levere fra start.

– Men udbyttet skal nok komme før eller siden. Det er helt sikkert.

Søndagens sæsonpræmiere bliver fløjtet i gang klokken 16.00 på Brøndby Stadion. Opgøret vises på Canal 9, hvor der er optakt fra klokken 14.00.