Hjortebjergs optakt: Nu skal vi se mere substans

Kategorier

Vores Superliga-trup har været samlet i Vildbjerg denne uge, men træningslejren lakker snart mod enden. Inden bussen kører hjem til Farum, skal der dog spilles en sidste testkamp i Aarhus mod AGF. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, forventer mere substans og længere spilletid.

I mandags tabte vi 3-1 mod Vejle. Nu har I haft nogle dage til at bearbejde kampen. Hvad kunne I lære og tage med fra den oplevelse?

– I vores efterbehandling havde vi igen fokus på vores pres, som vi har arbejdet meget med i pre season. Vi har prøvet nogle ting og sager af, så vi har brugt kampene, både mod Vejle og HB Køge, til at finde ud af, hvor vi stod henne. Og så har vi så ligesom benyttet de mange træningspas her i Vildbjerg til at blive mere fokuserede og målrettede i vores måde at presse på.

– Planen har lidt været, at vi skulle kaste det hele lidt ud på dybt vand, se hvad vi kunne håndtere og få nogle erfaringer på godt og ondt, hvorfor vi nu er i gang med at skærpe det lidt til. Man kan sige, at vi i de første træningskampe havde mange presmuligheder, men at vi nu skal have en større substans og være mere afklarede i det, vi laver.

– Og det skulle gerne komme til udtryk i kampen mod AGF på lørdag.

– Derudover har vi også arbejdet på vores eget spil på bolden. Der var simpelthen ikke nok kvalitet mod Vejle. Vi smed for mange bolde væk. Nogle gange skyldes det en lidt dårlig struktur, mens andre boldtab kom fra manglende kvalitet fra pasninger og berøringer.

Nu har i haft en række dage og en masse træningspas i Vildbjerg. Hvordan har humøret og intensiteten været?

– Den har sgu været rigtig fin. Faktisk rigtig god. Drengene har kørt videre med det gode udtryk, som de mødte ind med efter pausen. Også selvom vi har smidt dem igennem en voldsom pre season, som jeg ikke tror, de har prøvet før. Både i forhold til styrketræning og mængden af tid på banen. VI har i hvert fald trænet meget. Det har vi. Og de har taget godt imod det og bare kløet på.

– Vi har faktisk trykket dem i bund hver dag. I går var vi også på træningsbanen i to timer. Så det er egentlig først i dag, vi har skruet lidt ned. I dag er der ikke blevet trykket så hårdt på den gruppe, der skal spille i morgen. Lidt mere ro på. Vi har kørt det, som vi kalder en walk through, hvor vi med lav intensitet sætter mønstre, aftaler og strukturer op.

– Men så er det også en større gruppe, som ikke er sat til at skulle spille, der har fået et ekstra træningspas.

Sidst i var på træningslejr var der også bowling og andre sociale arrangementer på programmet. Har der været tid til det, når I har trænet så meget?

– Vi har faktisk ikke lige haft mulighed for at komme ud og bowle, men vi har til gengæld haft besøg af Michael Johansen, der er formand for DBU’s Dommerudvalg. Han fortalte os lidt om VAR og hvordan det bliver implementeret i 3F Superligaen.

– Og det var faktisk overraskende sjovt. Som noget af det første bad Michael drengene om at sætte sig i dommerens sted. Og så sagde jeg til ham, at det behøvede han ikke at fortælle dem, for det er jo ligesom, når vi er ude på træningsbanen. Der virker det i hvert fald som om, at de allesammen har en lang dommeruddannelse, hver gang jeg styrer fløjten under øvelserne.

– Men drengene havde faktisk rigtig mange gode spørgsmål, og de var enormt nysgerrige. Michael havde nogle interessante sekvenser med, som blev diskuteret og vendt i lokalet. Det var jo ikke et decideret socialt arrangement, men det var et rigtig fint afbræk fra de mange træningspas.

– Især fordi Michael var så dygtig til at involvere spillerne, selvom noget som fodboldloven i sig selv godt kan virke en smule tørt. Men det er egentlig også det eneste afbræk, vi har haft fra fodboldtræningen på denne her tur. Og det er måske meget sigende for vores pre season.

Så gælder det jeres sidste træningskamp mod AGF. Hvordan skal det udnyttes? Altså at det er jeres sidste test, inden det for alvor går løs.

– Nu skulle vi gerne kunne se noget mere substans i holdet. Vi er jo aldrig helt færdige med at eksperimentere og udvikle vores spil, men der skulle gerne være en solid base i morgen. Det skal være tydeligt, at vi er klar til at spille Superliga-kampe på næste søndag. Så det forventer vi helt klart.

– Og så har vi også store forventninger til vores presspil, som vi jo har arbejdet meget med. Der forventer vi, at det ser bedre og mere sammenhængende ud i morgen, end det har gjort i de to første træningskampe. Det er det primære for os. Vores presspil og spil imod bolden.

– Derudover skal kampen bruges til at strække spillerne endnu mere. Der vil være en gruppe spillere, som spiller tæt mod 90 minutter. Faktisk vil der være nogle af drengene, der spiller fuld tid. Mange af de spillere, som lige nu er i spil til en startplads mod Brøndby, kommer til at spille så lang tid, som de kan.

– Det er ret afgørende, at de har prøvet at spille, noget der minder om 90 minutter, inden de skal ud og gøre det på Brøndby Stadion. For der vil der være en øget belastning forbundet med, at der sandsynligvis vil være mere intensitet i en turneringskamp. Og så er der jo altid godt gang i den på Brøndby Stadion.

Der er kickoff klokken 13.30 i morgen på Ceres Park. Det er et lukket opgør, hvorfor hjemmeholdet ikke ønsker livestream af kampen. Vi vil til gengæld opdatere løbende på vores Twitter-profil.